Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En dygtig instruktør, en verdensstjerne i hovedrollen, en fermt klippet trailer, masser af presseomtale og en gigantisk platform til at nå ud over rampen. Jo, det skal nok blive en seersucces. Men fortjener filmen det?
Det er Susanne Bier, der har instrueret Sandra Bullock i streaminggiganten Netflix' nye film »Bird Box«, som er en elementært spændende film, der genremæssigt ligger et sted mellem action, gyser og såkaldt »epidemicfilm«.
»Bidrager det egentlig med noget væsentligt til filmen, at personerne ikke kan anvende synet, eller havde den faktisk været bedre uden dette plottvist?«
Uden nogen dybere forklaring bliver Jorden pludselig invaderet af mystiske entiteter, som man under ingen omstændigheder må se på, og er man så uheldig at kigge på monstrene i al deres gru, drives man automatisk til selvdestruktion. Altså skal vores helte og antihelte ikke bare slås mod uhyrer – som kan gøre selv Dalai Lama til et selvdestruktivt freudiansk tag selv-bord på meskalin – men man er samtidig nødt til at have bind for øjnene.
Fuglealarm
Filmens titel, »Bird Box«, refererer til en æske med levende fugle som Bullocks karakter, Malorie, hele tiden har med sig. Fuglene er sammenlignet med mennesker ekstra sensitive over for tilstedeværelsen af de selvmordsinducerende entiteters tilstedeværelser.
Fuglene larmer og bliver urolige, så snart de er i nærheden, dvs. de reelt fungerer som en slags monsteralarm. I den virkelige verden havde kulminearbejdere i gamle dage en kanariefugl med sig ned i minerne i et bur, da den ville besvime før minearbejderne, hvis der forekom et farligt gasudslip, og dermed fungerede den som en gasalarm.
Det handlingsmæssige benspænd med blindhed er set før og bruges f.eks. med større sikkerhed og plotmæssig mere mening i den betydeligt bedre »Children of Men« (2006) og den nyere »A Quiet Place«. Grebet virker her påklistret og som noget, et par smarte slipsefyre har fundet på i en hurtig »mindmapping session« i et direktionslokale hos Netflix.
Jeg sad i hvert fald tilbage med spørgsmålet: Hvad er årsagen til, at denne historie skal fortælles? Og bidrager det egentlig med noget væsentligt til filmen, at personerne ikke kan anvende synet, eller havde den faktisk været bedre uden dette plottvist?
Klædelig råhed
Naturligvis skal der også være rum for, at man blot ønsker at underholde. Og ja, filmen bygger på en køkkenmødding af gammelkendte recepter, så opskriften burde virke. Men man må alligevel undre sig over, at man ikke kan få mere ud af gode navne som Sandra Bullock, John Malkovich og Susanne Bier selv. Det skinner lidt for tydeligt igennem, at der nok kun har været en regulær drivkraft bag »Bird Box«: penge.
Bullock leverer sådan set en god og meget fysisk præstation, og der løber en klædelig råhed gennem hele filmen, som trods alt giver den lidt kant, så jeg kan nødtvunget anbefale filmen til en langmodig dag med moderate tømmermænd, eller hvis man lige har behov for at tømme hovedet i et par timer. Det ændrer dog ikke på, at »Bird Box« er en bagatel af en film, der måske ville have været bedre, hvis man så den med bind for øjnene.
»Bird Box«
Instruktion: Susanne Bier
Medvirkende: Sandra Bullock, Sarah Paulson, John Malkovich, m.fl.