Endelig turde han vise verden, hvem han var

60 år torsdag. Olaf Johannessens udvikling frem mod første geled i dansk teater er historien om skuespilleren, der gradvis var i stand til at sætte sig selv fri.

Olaf Johannessen, 60 år den 8 juli, tegner sig for en af de lykkeligste udviklingshistorier i dansk teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Olaf Johannessen er en skuespiller af et uomtvisteligt format.

Et format, der baserer sig på den særegne mikstur af fornuft og følelse, ånd og fysik, erfaring og fandenivoldsk vovemod, evnen til at vise frem og evnen til at sløre, der gør en stor skuespiller. Det er sammensætningen af disse tilsyneladende modstridende ingredienser, der gør ham til en af de skuespillere, der de seneste ti år har domineret dansk teater. Han har det hele. Han er en skuespiller, man kan bygge en hel forestilling op om. Ja, hvorfor ikke bare sige et helt repertoire, selvom intet teater rigtigt er lykkedes med at holde ham fast.

Han kan det, kun de bedste kan: tilnærme sig sine roller indefra og udefra i én og samme bevægelse. En dobbelthed, der hæver hans figurer op i et højere luftlag, fordi han både er i stand til at holde figuren køligt ud i strakt arm og samtidig indgyde den et passioneret følelsesliv; placere den klart og svalt i helheden med den intelligens, der lyser ud af de intense øjne under de rynkede bryn. Men også illuminere intelligensen indefra, så den får den følelsesrigdom, der skal til, for at publikum også får lov at mærke deres eget henslumrende register.

Udvikling i afgørende hug

De seneste år har Olaf Johannessen da også fået stort set alle de priser, dansk teater har kunnet kaste efter ham. Teaterpokalen for sin intense præstation som skrivebordsnazisten Adolf Eichmann i Adam Prices »Samtale før natten« på Betty Nansen Teatret. En Reumert for sin overlegent smidige, atletiske og karakterkomiske superpræstation som Brechts »Puntila« på Det Kongelige Teater. Endnu en for sin imponerende symbiose med Jens Albinus i »Det store stilehæfte« på Husets Teater sidste sæson. Og endelig selveste Hædersprisen ved Reumert-festen for et par år siden, givet til en skuespiller på højden af sin formåen, og tildelt ham som anerkendelse for den position som det fyrtårn, han indtager i dansk teater. Det er, ganske enkelt, noget at stræbe efter at blive ligeså god, som Olaf Johannessen er.

Olaf Johannessen spillede titelrollen i Goethes »Faust« som en mand i en alvorlig midtvejskrise. Her med Søren Sætter-Lassen som Mefistofeles. Republique. Fold sammen
Læs mere
Foto: Karoline Lieberkind.

Så meget mere bemærkelsesværdig er Olaf Johannessens vej mod første geled i dansk teater, fordi han viste sig at rumme evner, ingen rigtigt havde tiltroet ham. En udvikling, der er kommet i et par afgørende hug. Efter uddannelsen på Odense Teater i 1986 var han ansat på Aarhus Teater, uden at det var noget, nogen kunne skrive hjem om, og til trods for, at han nåede at spille selveste Hamlet. Heller ikke på Det Kongelige Teater lykkedes det at få meget ud af ham i de mange skiftende opgaver, han løste. Han virkede hæmmet, forbenet, forkrampet.

Men så sagde han op, blev freelancer. Og nærmest frisat. Han livede op, løsnede sig, hans kølige lidenskabelighed blev ligesom fremkaldt. Og et afgørende skridt var, da han et par sæsoner forlagde residensen til tysk teater, hvor han på foranledning af den dansk-svenske instruktør Staffan V. Holm blandt andet spillede Ibsens »Per Gynt« og modtog en nominering til tysk teaters fornemste udmærkelse. Da han vendte hjem, var det, som om han havde fået frigjort endnu flere kræfter i sig selv. Han var ganske enkelt vokset. Vingefanget var pludselig et andet. Han vendte tilbage med en fornyet selvtillid, en slebet teknik, der i dag gør hans replik til en af de skarpeste i dansk teater trods det færøske udgangspunkt. Med hans stadig ungdommelige Arnolphe i Molières »Fruentimmerskolen« på Grønnegårds Teatret som det første bevis på, at noget var sket.

Det er næppe forkert at sige, at et stort repertoire stadig står og venter på Olaf Johannessen. En stor skuespiller, der langt om længe turde lukke op for hemmelighederne. Vel at mærke uden at sætte den inderste kerne over styr.

Olaf Johannessen fylder 60 år 8. juli.

Mesterklasse: Jens Albinus og Olaf Johannessen delte en Reumert for Bedste mandlige hovedrolle mellem sig for »Det store stilehæfte« på Husets Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Ohsten Rasmussen Henrik .