Herskab og tjenestefolk

Olaf Johannessen er det altbesejrende midtpunkt i Staffan v. Holms sprællevende tango med Bertolt Brechts »Puntila«.

Fuld, finsk og farlig: Olaf Johannessen er et blændende midtpunkt i »Puntila« på Det Kongelige Teater. Foto: Signe Roderik Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er det, der kendetegner en virkelig god klassikeriscenesættelse? Som nu Staffan V. Holms version af Bertolt Brechts »Puntila« på Det Kongelige Teater? Prøv at kigge på slutningen.

Den alkoholiserede storbonde Puntila, god og generøs når han er fuld, en satan af en ondsindet kapitalist når han er ædru, er kravlet op på bjerget for at holde sin store afslutningstale, der mest af alt er en hyldest til Finland – hans Finland! Den revolutionære chauffør Matti har hjulpet ham med at bygge bjerget ved at sætte to borde oven på hinanden, efterfulgt af den stol, som Puntila nu står og balancerer på ryggen af. Hos Brecht går Matti, folkets rationelle stemme, endegyldigt sin vej:

Nej, det er ikke muligt at leve ved siden af en udbytter, hvor charmerende han end måtte være i fuld tilstand: Brechts advarsel til tilskueren om ikke at lade sig besnære af kapitalisterne, hvor menneskeligt et ansigt de end måtte have. Han har fået nok af Puntilas utilregnelige misbrug af sin position, sine omgivelser og af sig selv. Men hvad gør Matti her, inden han forlader scnenen?

Han hiver stolen væk under sin herre, som nu hænger og dingler i fri luft. Hele Brechts revolutionære sigte med sin muntre behandling af forholdet mellem herre og slave, mellem overklasse og proletariat, potenseret i et enkelt, slående billede. Hvorefter Puntila naturligvis finder lommelærken frem og spræller muntert videre. Det er vel en komedie? Moralen isnende udbygget og stemningen reetableret.

Det er international klasse og en brillant afslutning på en iscenesættelse, der helt forrygende spiller Brecht som begavet farce. Stramt eksekveret i scenograf Bente Lykke Møllers (finske!) kasse af finér, men ligeså sprælsk og modig inden for rammerne, som man kunne ønske sig. Verfremdungsteknikken – Brechts små tricks til at holde tilskueren fra at synke ned i illusionen – udvidet til at omfatte hele forestillingen.

Karakterkomisk festhumør

Mærkeligt nok kalder Det Kongelige Teater kun forestillingen »Puntila« i stedet for den fulde titel, »Hr. Puntila og hans dreng Matti«. Matti, er vel lige så vigtig for den magbalance, det er Brechts sigte at belyse og kritisere? Lars Ranthe er en kølig og næsten lavmælt formuleret kommentator af galskaben. Glimrende.

Et højdepunkt blev Mattis hårdhændede uddrivelse af den spolerede godsejerdatters proletar-forblændelse. Hun spilles livgivende hæmningsløst miljøskadet af Johanne ­Louise Schmidt. Som Puntilas fire forloveder afleverer Rikke Bilde, Christine Gjerulff, Jannie Faurschou og Anne Sofie Wansberg henrivende deres grelle historier om fattigfolks trange kår. Søren Sætter-Lassen er et orgie i bevidstløs finnedruk. Og så er har vi gemt det bedste til sidst: Olaf Johannessen i karakterkomisk festhumør som en skarptsleben, uberegnelig Puntila. Når han er fuld: Lutter store armbevægelser og snublende gummiben, men også vitalt vindende bag butterflyen. Når han er ædru: Iskold, snerrende magtbrynde.

En imponerende præstation. Hvem havde i det hele taget troet, der var så meget skæg og svie i stivstikkeren Brecht, i hvert fald, når Holm byder op til en formidabel finsk tango? Skål for det. Og resten i såret.

Hvad: »Puntila« af Bertolt Brecht efter Hella Wuolijokis fortællinger.

Hvem: Oversættelse: Nielsen NIelsen. Iscenesættelse: Staffan V. Holm. scenografi: Bente Lykke Møller.

Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 27. februar.