Den 1. juli 2020 døde den norske forfatterinde, dramatiker m.m. Beate Grimsrud blot 57 år gammel af den cancer, hun havde lidt af i flere år. Få måneder inden da udgav hun sin sidste roman, »Jeg foreslår at vi vågner«, om netop de år og den virkelighed, hun nu levede i. Det er en sprudlende kreativ og ærlig roman, som senere samme år fuldt fortjent modtog Norges fineste litteraturpris, Brageprisen.
Hovedpersonen, Vilde Berg, er Grimsruds alter ego. Forfatterinde, dramatiker, filmskaber, bokser, sine venners ven og alle børns legekammerat. Hun flyttede til nabolandet Sverige som ganske ung. I dag er hun midt i 40erne og har aldrig fået børn, til gengæld har hun en ødegård i Sverige sammen med sit livs kærlighed, veninden O.
At dø først
Vilde er optændt af en kunstnerisk ild, som blandt andet næres af, at hun er i levende kontakt med sit eget indre barn. Hun er femte datter i en familie, hvor moderen først for alvor fik plads til at være sig selv, da faderen døde. Nu er moderen omkring de 90 og sørger for hele tiden at have en ny aftale i kalenderen, så der ikke er tid til at dø. Og da slet ikke til at erfare, at ens yngste datter risikerer at dø først.
Vilde, som ifølge familiemytologien var den store »overraskelse«, fordi moderen troede, mavesmerterne skyldtes blindtarmsbetændelse … Måske af samme grund fik Vilde altid lov til bare at være den, hun skulle blive.
Hun var allerede som barn en fortæller af Guds nåde, der kunne fange de andre børns opmærksomhed og standse tiden i Dovre-dalen, hvor de voksede op, med historier om trolde og magiske guldpenne, som kunne gøre en død far levende igen. Hvis blot man virkelig, virkelig ønskede sig noget, fik det ned på papir med guldpennen og så pustede på det, kom det til live.
På trods af de konsekvenser, disse livsløgne fik for barnet Vilde, er det en grundfortælling, den voksne, kræftramte Vilde vender tilbage til igen og igen i denne roman, hvor også en rotte og en ræv får ordet. Byens skadedyr får således æren af at være budbringere fra sygehuset og af at leve i en virkelighed med kloakrør, gift og kirkegårde, men også af at spejle den kærlighed, der er større og stærkere end Vilde og O og får dem til at danne par på trods af forskellighederne.
Mærkelige smerter
Os navn står både for Optimist og for Oxygen (ilt), for ordet Øje i det fønikiske alfabet og for Omega, det sidste bogstav i det græske alfabet. Hun er med andre ord den, der påtager sig rollen som håbefuld (hvilket provokerer den realistiske Vilde), og hun er det evige nu. Hun er livsvidnet og den, der skal slutte deres fælles cirkel.
Enhver, der kender til et cancerforløb, ved, hvor opslidende det er, fordi tvivlen og angsten altid vil ligge og nage, uanset hvor mange raskmeldinger der gives. Vilde, der som bokser kender sin krop ud og ind, kan ikke forstå de mange mærkelige smerter og opsøger lægerne igen og igen. Deres svar byder skiftevis på falske forhåbninger og akutte indkaldelser, mens kræften og metastaserne kommer og går gennem flere års opslidende dødedans.
Vilde prøver med vold og magt at leve og at være sig selv, have det sjovt, rejse, gå i teateret, købe overflødige ting. Men hun er sig også pinligt bevidst, at overskuddet ikke er det samme, og at irritationen lurer lige under overfladen på grund af det indre kaos. »Hvordan har du det, Vilde? spørger hun sig selv. Det kommer an på, hvor man sætter barren. Hvem er du, Vilde? Det kommer an på, hvem der spørger.« (s. 560).
Romanen beskriver behandlersystemets manglende evne til at forstå, at man stadig er et jeg inde i den syge krop. Som der står: »Hvorfor glemmer sundhedsvæsnet så ofte mennesket og menneskets psyke når de arbejder så hårdt på at redde kroppen? Har ingen fortalt dem at der bor nogen derinde?« (s. 224).
Menneskets udløbsdato
Hvem man er, og hvordan man bliver den person, er sammen med tanker om tiden de helt store temaer, hvor det umiddelbart banale og genkendelige løftes op på et filosofisk plan. Hvad er tid i det hele taget for en målestok? Hvad er nuet, hvis det hele tiden rummer fremtiden? Findes det øjeblik, man frygter, allerede, idet det er blevet tænkt? Hvad nu, hvis man bare gerne vil »være«?
Derfor spejler »Jeg foreslår at vi vågner« også Vildes udvikling som menneske i skrivestil og opbygning. Størstedelen af bogen viser den, hun har været indtil nu og gerne vil fastholde; det »bare« at være nogles veninde og datter og dermed aldersløs samt identiteten som uhyre produktiv og evigt omkringfarende kunstner. Her hersker forvirring og uro og pludselige indfald – helt ned på sætningsniveau, så man skal holde tungen lige i munden som læser.
Lige indtil de sidste knap 150 sider, hvor Vilde er tvunget til at forholde sig til sig selv som et menneske med en udløbsdato. En voksen kvinde, som må acceptere sin tilstand, dag for dag, tanke for tanke, sætning for sætning. Må forstå, at selv rollen som datter kan stoppe en dag, og må få besluttet sig for, hvilke af hendes mange projekter, der rent faktisk skal realiseres, inden tiden rinder ud.
»Jeg foreslår at vi vågner« er skrevet med en livskraft, en viljestyrke og en både brutal og poetisk ærlighed over for, hvem mennesket og kunstneren Vilde, som bliver til kræftpatienten Vilde, er. Den er skrevet med Beate Grimsruds magiske guldpen, og det er heldigt for os, at hun nåede at puste på papiret tre gange, inden hun døde.
Jeg foreslår at vi vågner
Forfatter: Beate Grimsrud. Oversætter: Jannie Jensen. Sider: 640. Pris: 350 kroner Forlag: Batzer & Co.
