»Efter Tiden« på Teater Grob er en grum og sortsjov mentalanalyse af tidens sjælelige tomhed

Fire stjerner til en forestilling, der viser os, hvordan vi bliver. Eller endnu værre: Hvordan vi allerede er.

bmr
De holder fast i normaliteten med neglene: Tina Gylling Mortensen, Paw Henriksen, Josephine Park og Ole Boisen i »Efter Tiden«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese

Det er sjovt, fordi det er så uhyggeligt. Det er uhyggeligt, fordi det er så sandt.

Dramatikeren Kirstine K. Høgsbro har en baggrund i psykologien, og det fornægter sig ikke i den mentale fremtidsgyser, hun har skrevet til Teater Grob. »Efter Tiden« hedder den. Den type mennesker, hun sætter på scenen, er lige præcis sådan, som vi er godt på vej til at blive. Det er ikke kønt: Handlingslammede enegængere uden retning, her fanget i hele den absurde konsekvens af den famlende vægtsløshed, der er tidens.

Paw Henriksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese.

Tag nu Dorte, der i følge eget udsagn »holder fast i normaliteten med neglene«, og som gerne vil isolationsfængsles, så hun ikke kan gøre skade på andre. Hun hænger ikke længere sammen, hun er offer for sine egen impulser og behov, hun aner ikke, hvem hun selv er, både hader og overvurderer sig selv – men ejer ikke empati for andre. Hende giver Tina Gylling Mortensen med komisk træfsikkerhed, betaget af egen selvtilstrækkelighed, ikke mindst når supernarcissisten Dorte sætter sig selv i spidsen for en protestbevægelse mod sig selv. Ned med mig!

Dorte i «Efter Tiden». Til publikum i salen.

»Jeg føler også, jeg er bedre end jer. Og jeg kender jer ikke engang.«


Klip til en scene mellem en »mesterprogrammør« og hans kone, der er sendt hjem fra arbejde på grund af et voldeligt overfald på en rengøringsdame: »Kaffemaskinen lavede ingen kaffe«. Hun er ved at gå i opløsning, blive væk for sig selv, sproget begynder at miste betydning for hende – Josephine Park er noget nær perfekt i sin blanding af undrende selvoptagethed og spejblank overfladiskhed.  Og hendes mand? Han giver bogstaveligt talt alt til sit arbejde: inklusive en underarm og et øje! Paw Henriksen spiller ham med spejderagtig omstillingsparathed.

Tina Gylling Mortensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese.

Og endelig er der den ensomme mand, der fester i et tomrum med viljeløse dukker, han kan leve alle sine aggressioner ud på. Ole Boisen får skabt et aggressivt-flæbende rum om stykkets svageste skrevne scener. Kirstine Høgsbro har en tendens til at forelske sig i egne indfald, der undertiden får den ellers så knivskarpe, satiriske konsekvensberegning til at slingre en smule.

Ole Boisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese.

Men slående replikker, begsort humor, absurde spidsformuleringer og en grum mentalanalyse af en følelsesløs tidsalder gør det alligevel til en forestilling, der stikker pegefingeren direkte ned i tidens sjælelige tomhed. Vi ved, der er noget galt, men vi kan ikke helt finde ud af, hvad det er.

»Efter tiden« er en forestilling, der viser os, hvordan vi bliver. Eller endnu værre: Hvordan vi allerede er.

»Efter tiden«. Manuskript og instruktion: Kirstine K. Høgsbro. Scenografi: Maja Ravn. Teater Grob til 25. maj.

Josephine Park. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese.