Af fulde folk skal man høre sandheden. Er det ikke det, vi siger? Nogenlunde det er sådan set hele det primitive grundlag for den russiske dramatiker Ivan Vyrypajevs »De fulde«, som Det Kongelige Teater sætter op som sin sidste skuespilpremiere på scenen Mellemgulvet, mens de pudsigt nok også drikker sig i hegnet og slynger om sig med sandheder inde på Store Scene, hvor den alkoholvædede klassiker »Hvem er bange for Virginia Woolf?« er på plakaten.
I en række natlige scener, den ene efter den anden, møder vi mennesker fra alle sociale lag, der alle er sejlende berusede. Hvad enten det nu er på gaden, hvor en ung pige og en moden mand (Fanny Louise Bernth og Carsten Bjørnlund) forsøger at hjælpe hinanden på benene, i en lejlighed, hvor brudeparret (Marie Dalsgard og Andreas Jebro) og hans eks (Maria Rossing), der samtidig er brudens veninde, kæmper med uafklarede følelser og vælter rundt, til en våd parmiddag i et velbjærget hjem med to gange slidte ægteskaber (Thomas W. Gabrielsson, Karen-Lise Mynster, Stine Schrøder Jensen og Joen Højerslev) eller i et restaurantkøkken, hvor de sidste rester af en polterabend (Simon Bennebjerg, Laus Høybye, Rasmus Fruergaard og Alvin Olid Bursøe) hygger sig med en luder (Kirsten Olesen).