Lang nats rejse mod morgen. En sådan er amerikanske Edward Albees efterhånden klassiske ægteskabsdrama »Hvem er bange for Virginia Woolf?« Et stykke, ethvert teater stadig kan spille, hvis det vel at mærke har skuespillerne, der kan give liv til de mange runder i den boksering, det mangeårige universitetspar George og Martha udkæmper mod hinanden med et yngre par som tilskuere og rekvisitter.
Men det er også et stykke, der er præget af sin tid, og det kan ingen opførelse skjule. Heller ikke Thomas Bendixens iscenesættelse på Det Kongelige Teater, hvor glimrende den end er. Den oprindelige chokvirkning, der må have rystet et publikum i begyndelsen af 1960erne – druk, utroskab, incest, udstillingen ægteskabet som et helvede, hvor han og hun er bundet til hinanden – var stærk kost på tilskuerrækkerne. Men siden er der sket ikke så lidt. Kan vi overhovedet blive forfærdet af noget længere? Er ikke ethvert tabu brudt? Kan der siges sandheder om alt det undertrykte, vi ikke for længst bare har et skuldertræk til overs for?
