Når Tammi Øst går på scenen, sker der noget

Der gik for alvor hul på skuespilleren Tammi Østs talent, da hun kastede pænheden overbord.

Tammi Øst brød ud af nationalscenen og det pæne og artige rollefag, andre placerede hende i. Det har lønnet sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Tammi Øst giver los i en præstation, der umiddelbart virker hæmningsløs, næsten vrængende, men i virkeligheden er stramt koncentreret eksekveret. Hendes attak er furiøst fra første færd – ordene falder snart som beskidte øksehug, der må inficere de sår, de forvolder. Snart fyger de vellystigt af munden som maskinpistolsalver. Ondskaben formeligt bobler over i det ansigt, der nærmest trækker sig sammen i forbløffede spasmer over egen mangel på samvittighed.«

Sådan skrev vi her i avisen i sidste uge, og den, vi skrev om, var skuespilleren Tammi Øst, som i øjeblikket fejer alt og alle af banen for udsolgte huse som Shakespeares superskurk »Richard III«. En eminent præstation, der viser alt det, Tammi Øst kan, når hun er bedst. Ud over en djævleblændt replik har hun en hæmningsløshed, en vilje til at satse hele butikken, som ikke er mange i dansk teater forundt.

Fedtspil? Aldrig i livet. Hun spiller hele tiden lige op til kanten med risiko for at kamme over. Hun ved det godt selv: »Når jeg går på scenen, sker der noget,« som hun selv vittigt formulerede det ved en Reumert-prisuddeling. Men hvor er hun kommet langt. Som kvinde og som skuespiller.

Klassens dygtige pige

Det hele startede så godt: Hun var klassens dygtige pige, der blev husets datter – gik direkte fra Statens Teaterskole i 1982 til Det Kongelige Teater. Køn, lys, yndig, stemmen blid vellyd. Teknisk sikker. Gammeldags og nutidig. Direkte anvendelig i hele repertoiret, hvor hun gjorde indtryk, bl.a. som en skær Gretchen i »Faust« i selskab med Jørgen Reenberg, Bodil Kjer og Erik Mørk. Hun søgte indimellem uden for teatrets mure for at få de chancer, som nationalscenen ikke stillede til rådighed – for eksempel som en moderne Julie på det Danske Teater og Jelena i »Onkel Vanja« på Gladsaxe Teater. Begge med Ib Thorup som instruktør.

På film lyste hun smukt og stille som Katinka Bay i filmatiseringen af Herman Bangs »Ved vejen«. Da Ib Thorup blev skuespilchef for Det Kongelige Teater, stod Tammi Øst for at skulle spille en central rolle i repertoiret, men Thorup døde, og en ny ledelse havde ikke rigtigt blik for hendes evner. Hun blev låst fast i et intetsigende repertoire og besluttede på den baggrund at forlade nationalscenen. Det skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning.

Blussende bål

Nu var hun på Husets Teater både rørende og rystende som karrierekvinden, der bliver forladt i Nikoline Werdelins komiske sædeskildring fra 1990erne, »Liebhaverne«. Hun fortsatte med flotte præstationer, for eklsempel som jaloux mordbrænder i Astrid Saalbachs »Aske til aske – støv til støv« samme sted for bare at nævne noget.

Pludselig var hun blevet voksen. Pænheden var smidt over bord. De første års lille, blafrende smerte var blevet til et kraftigt blussende bål. Der var, ganske enkelt, gået hul på hende. Hvad enten det var smerten eller det sjove, der skulle trækkes på, og som nu væltede ud af hende.

Ikke sjældent begge dele samtidig i det ene karakterkomiske pletskud efter det andet, kulminerende med den overgemte Arsinoe i »Misantropen«. Om det så var musikken og komikken i Cirkusrevyen, kastede hun sig ud i den.

Resten er alt andet end tavshed. Hun har udviklet sig, så hun i dag står som en af dansk teaters førende skuespillerinder med imponerende vovemod og energi. Senest med en naturlig placering igen-igen i Det Kongelige Teaters repertoire, hvor hun har stillet sig til rådighed for teatrets moderne linje. Her venter også endnu en stor opgave, når hun er vendt tilbage fra sit frivillige eksil som Shakespeares modermaskine. Hun står foran at spille den fræsende og frysende Martha i »Hvem er bange for Virginia Woolf?«. En opgave, der burde ligge helt rigtigt for hende.

Selv har hun sagt, at hun nærmest kan skamme sig over sin frembusende, ublufærdige energi: »Jeg er måske lidt dårligt opdraget«, som hun formulerede det til Berlingske i et interview.  Heldigvis, har man lyst til at tilføje.