Den amerikanske filminstruktør Woody Allen har engang udtalt, at ægteskabet er den eneste krig, hvor man sover sammen med fjenden. På sædvanlig uforlignelig vis indkapsler han med bemærkningen det på én gang dybt tragiske og stærkt komiske i, at intet sted opfører vi os hårdere, mere uforsonligt og mindre tilgivende end i forholdet til det ikkeblodrelaterede menneske, vi burde elske mest – vores kærlighedspartner.
Dette ulyksalige paradoks blev jeg mindet om i går, da jeg var til premiere på Det Kongelige Teaters nyopførelse af Edward Albees teaterklassiker fra 1962, »Hvem er bange for Virginia Woolf?« Få har som Albees formået at skildre en ægteskabelig massakre med større grusomhed, og der er en ond ironi i, at den berømte filmatisering fra 1966 havde hovedrollerne besat af Elizabeth Taylor og Richard Burton. Hollywood-parret, der trods en dyb, flere årtier lang kærlighed til hinanden og to ægteskaber, der begge endte i skilsmisse, var ved at gå til i flammerne fra deres altfortærende kærlighedsforhold.
Amok i blodrus
Flammer var der også i Det Kongelige Teaters anbefalelsesværdige kraftpræstation af en forestilling og det gjorde mig ondt langt ind i hjertet at være vidne til, hvordan Jens Jørn Spottag og Tammi Øst som universitetslektoren George og hans frustrerede kone Martha i eksistentiel afmagt går amok i blodrus, mens de med usvigelig træfsikkerhed borer sig ind, hvor det gør mest skade på sjælen. Ligesom det unge par, der inviteres til nattedrinks og ufrivillig overværelse af parrets følelsesmæssige krig, havde jeg lyst til højlydt at udbryde til skuespillerne på scenen: »Det kan I da ikke!«, når de fremragende Spottag og Øst skiftedes til at håne, ydmyge og fornedre hinanden.
Kun mennesket blandt dyr behersker ord og med ord kan vi tilintetgøre hinanden, så vi aldrig rejser os igen.Jill Byrnit
Sådan må mennesker ikke behandle hinanden, og langt det meste af tiden gør vi da også vores allerbedste for at opføre os ordentligt, selv når vi uden omkostninger kunne gøre det modsatte. Men i parforholdet er vi inde ved kernen, hvor det virkeligt gør ondt, og filterløse, som vi nødvendigvis må være, for at kærligheden kan lykkes, er vi i stand til at slå os på hinanden på et utal af måder.
Der er en sublim ironi i, at der i forestillingen flere gange vendes tilbage til biologien som videnskab, for det kunne virke nærliggende at udlægge teksten som et manifest over mennesket, når det opfører sig mest dyrisk. Dette ville være en fejlagtig konklusion. Den grumme morale i stykket er netop, at dette er mennesket, når vi er faret vild i alt det, der gør os til mennesker. Albees har med hjerteskærende indsigt fanget, at kun mennesker kan gøre så meget skade på hinanden og det gør vi, når vi – med Marthas ord – græder indeni.
»Hvem er bange for Virginia Woolf?« er en forestilling, der i usædvanlig høj grad er båret af ord. Tre en halv times ætsende, bidende, smertelige ord. Kun mennesket blandt dyr behersker ord og med ord kan vi tilintetgøre hinanden, så vi aldrig rejser os igen. Men ord alene er også alt, vi har, hvis vi skal gøre os håb om at kunne forløses, heles og sættes sammen igen.
