Det er noget mærkeligt noget med de der klassikere på teatret.
De fortæller os, at vi kun er et led i kæden. At der har været nogen før os, der har kæmpet med nøjagtig samme problemer, som vi. Det har aldrig været let at være menneske, og netop det fremmede i teksterne kan være befordrende i forhold til at se vores egen tids paralleller klart og tydeligt. Men det er ikke altid, vi kan bruge klassikerne til noget. Pludselig forekommer de os fjerne, støvede, uinteressante. Umulige at spille den ene dag. Men så i højeste grad igen meningsfulde den næste.
Del:
