Siden Radio LOUD gik i luften for små to år siden, har dab-kanalen – med det ellers lovende navn – kæmpet med at lokke lyttere til. Radio LOUD kom aldrig rigtig til at larme, viste de lave lyttertal.
Onsdag skifter Radio LOUD navn til 24syv, og navneskiftet vil blive fulgt op af en række nye programmer, der skal hjælpe med at få flere til at tune ind.
Det fortæller Simon Andersen, der er programdirektør og ansvarshavende chefredaktør på 24syv, det altså nu forhenværende Radio LOUD.
»Fra onsdag og de kommende dage har vi premiere på 15-25 nye programmer, som forhåbentlig kan tiltrække en masse lyttere og være det, der skal til, for at vi får tiltrukket flere, der gerne vil høre på det, vi laver,« siger Simon Andersen til Ritzau.
Stationens målgruppe er især de 15-32-årige. Målinger har dog vist, at stationen har kæmpet med lave lyttertal i målgruppen. I et håb om at lokke flere fra målgruppen til har stationen været i gang med en forbedring af hele programfladen.
»Den eneste måde, vi kan bevise, at vi er pengene værd over for skatteyderne, er at lave programmer, folk har lyst til at lytte til,« siger Simon Andersen.
Kritik af navneskift
Programdirektøren nævner tre pejlemærker, som stationen kommer til at arbejde efter. For det første skal stationen have flere lyttere, og for det andet skal der laves journalistik, som folk lægger mærke til.
»Det tredje store mål er at nå derhen, hvor folk vil gå fra at forbande os, til at de i 2024 står og siger: Vi kan ikke undvære 24syv, det skal have lov at fortsætte,« siger Simon Andersen til Ritzau.
Det var netop, hvad der skete, da Radio24syv sendte for sidste gang 31. oktober 2019. På stationens sidste sendedag samlede en mindre folkemængde sig foran stationens lokaler i København i protest over lukningen af kanalen. Lukningen skete, efter at Radio LOUD vandt et udbud om en dab-kanal foran netop Radio24syv.

Siden navneskiftet fra Radio LOUD til 24syv blev annonceret i oktober, har der været kritik af, at Radio LOUDs nye navn læner sig tæt op ad succesen Radio24syv.
Kritikken af navneskiftet har især handlet om, at Radio LOUD lukrerer på Radio24 syvs gode navn for at puste liv i et fejlslagent brand. Simon Andersen giver ifølge Ritzau ikke meget for den kritik.
»Det keder mig efterhånden. Min opgave er at sørge for, at vi har de bedste forudsætninger for at få lytning og opmærksomhed. Spørgsmålet må være, om vi kan levere noget, der har en kvalitet, der gør, at vi kan kalde os 24syv. Det mener jeg, vi har,« siger han.
»Fuldstændig åndssvagt«
Snart bliver det også muligt at lytte til 24syv-programmer i en ny app, der hedder 24syv. Og her vil man ifølge Politiken også kunne lytte til hele det gamle arkiv fra det hedengangne Radio24syv, herunder eksempelvis store lyttersucceser som »Den Korte Radioavis« og »AK 24syv«.
Arkivet er nemlig ejet af Berlingske Media, som også ejer det nye 24syv. Og ifølge Simon Andersen vil det være »fuldstændig åndssvagt« ikke at gøre brug af det gamle arkiv i den nye app.
»Nu kommer der en app, der hedder 24syv, og nu laver vi 24syv igen i en ny tid. Så skal man selvfølgelig kunne høre de gamle programmer i appen. Alt andet ville være mærkeligt«, siger han.
Simon Andersen tilføjer, at det »selvfølgelig« også er for at lokke folk over i appen, men afviser at det gamle arkiv vil komme til at sløre for det nye indhold.
70 millioner kroner om året
I november 2021 godkendte Radio- og tv-nævnet Radio LOUDs navneskift til 24syv. Navneskiftet gav anledning til en del polemik, fordi radioens navn minder om Radio24syv, som sendte for sidste gang 31. oktober 2019, efter Radio LOUD vandt et udbud om en DAB-kanal foran Radio24syv.
Ved samme lejlighed fik Berlingske Media grønt lys til at øge sin ejerandel i Kulturradio Danmark A/S, selskabet bag Radio LOUD. Berlingske Media, der i forvejen ejede 40 procent af Kulturradio Danmark A/S, fik af Radio- og tv-nævnet lov til at øge sin ejerandel til 91 procent.
24syv er en offentligt støttet tale- og kulturradio, som indtil videre er sikret sendetilladelse frem til 2024.
Med tilladelsen følger en årlig støtte på 70 millioner kroner.