Nu har Kirsten Birgit sagt sine sidste ord i æteren: »Det er så rørende«

Kirsten Birgit Schøtz Kretz Hørsholm, den Marimekko-klædte seniorkorrespondent på Radio24syv-programmet Den Korte Radioavis, har sendt den sidste udsendelse på Radio24syv. »Klar, parat, skarp,« er blevet sagt for sidste gang. Berlingske var med, da den sidste udsendelse blev sendt.

På Dahlerupsgade står en stor menneskemængde parkeret. De hujer, nogle har røde og våde øjne. Andre har pakket champagne til lejligheden. Én holder trofast et banner med påskriften »Bevar Radio24syv«. Og nogle har Fernet Branca i blodet. Det har radioværterne Frederik Cilius og Rasmus Bruun sørget for. På en dag som i dag skal man have noget at styrke sig på.

Det er ikke hvilken som helst torsdag. Det er dagen, hvor Radio24syv lukker. »Velkommen til Radio24syv. Du lytter til Den Korte Radioavis med Rasmus Bruun og Kirsten Birgit Schøtz Kretz Hørsholm,« er der blevet sagt utallige gange. Lukningen af Radio24syv betyder også et farvel til »Den Korte Radioavis« og Kirsten Birgit Schøtz Kretz Hørsholm, den hårdtslående værtinde, som må regnes for at være essensen af Radio24syv.