DR: Vi kommer ikke til at blackliste Michael Jackson

At blackliste Michael Jacksons musik, uanset hvilke forbrydelser han måtte have begået, vil være skruen uden ende, mener radiochef Gustav Lützhøft. »Musikverdenen fyldt med kunstnere, som har forvaltet deres privatliv på mere eller mindre tvivlsom vis,« siger han.

Anklagerne mod Michael Jackson i filmen »Leaving Neverland« om seksuelle overgreb på to mindreårige drenge har sat DRs musikværter i et svært dilemma. Men DR kommer aldrig til at arbejde med blacklisting, hverken af Michael Jackson eller andre, fastslår radiochef Gustav Lützhøft.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Russell Boyce

Uanset hvad Michael Jackson har gjort eller ikke gjort, kommer DR ikke til at arbejde med en egentlig blacklisting af hans musik.

Det fastslår radiochef Gustav Lützhøft i kølvandet på den debat, som filmen »Leaving Neverland« har rejst med beskyldninger om, at Jackson har begået seksuelle overgreb på to mindreårige drenge. En debat, der foreløbig har fået bl.a. norske NRK og britiske BBC Radio2 til at lukke ned for popstjernens musik.

»Helt principielt er det vigtigt, at vi overlader skyldsspørgsmålet til domstolene, vi skal ikke som public service-medie tage stilling til, om nogen er skyldig eller ej,« siger Gustav Lützhøft.

»Men selv ikke, hvis vi hypotetisk forestiller os, at Jackson blev dømt posthumt, ville vi arbejde med egentlig blacklisting. Tænker man den tanke til ende, er musikverdenen fyldt med kunstnere, som har forvaltet deres privatliv på mere eller mindre tvivlsom vis og er blevet dømt for ulovligheder. Det ville være skruen uden ende.«

Gustav Lützhøft radiochef i DR

»Vi forholder os til den kontekst, der er omkring hans musik, og på et tidspunkt kan den kontekst blive så støjende, at den overstiger relevansen af musikken.«


Men det betyder ikke, at DR ikke forholder sig til det dilemma, som anklagerne mod Michael Jackson har skabt.

»Michael Jacksons musik har fortsat relevans for rigtig mange af vores lyttere, han har om nogen tegnet den moderne popmusik. Men det er klart, at vi forholder os til den kontekst, der er omkring hans musik, og på et tidspunkt kan den blive så støjende, at den overstiger relevansen af musikken. Og så vil vi tage stilling til, om det fortsat giver mening at spille Michael Jackson som fast del af vores playlister,« siger Gustav Lützhøft.

»Men vi kommer ikke til at arbejde med egentlige sorte lister – vi kommer til at forholde os til værkets kontekst fra gang til gang.«

Kan man skille manden fra værket?

Henrik Milling, der sammen med Nicolai Molbech er dj og vært på P4, lægger ikke skjul på, at det er et svært dilemma, hvilke konsekvenser anklagerne mod Jackson skal have for deres musikvalg. Derfor har de besluttet i programmet »Fonk! Det er lørdag« førstkommende lørdag at involvere lytterne i deres overvejelser.

»Vi har ikke til hensigt at bede lytterne dømme i sagen, men vi synes, det er en interessant debat, hvordan vi håndterer, at en del af de kunstnere, vi forguder og elsker, gennem deres karriere har begået fejltrin. Kan man skille værket fra manden?« siger Henrik Milling.

»Hidtil har der været en tendens til at lægge de der besværlige ting til side – det har vi også selv gjort – og affærdige dem som rygter. Nu begynder man at have modet til at tage dem frem, og det viser sig, at der er en del mere snavs. Spørgsmålet er så, hvad vi gør med værker af en Harvey Weinstein eller en R. Kelly – og kan vi stadig spille John Lennons »Imagine«, når vi ved, at produceren, Phil Spector, i dag sidder i fængsel for mord? Vores erfaring er, at når vi tidligere har spurgt lytterne, har vi fået gode og indsigtsfulde svar, som vi selv er blevet klogere af.«

Selv om spørgsmålet er drøftet intenst i DR, har ledelsen ikke udmeldt en officiel politik om, hvor meget Michael Jackson-musik, der må spilles – og i hvilke sammenhænge, oplyser Gustav Lützhøft.

Henrik Milling, DJ på P4

»Kan vi stadig spille John Lennons »Imagine«, når vi ved, at produceren, Phil Spector, i dag sidder i fængsel for mord?«


»Vi har en solid redaktionel proces, hvor journalister og musikfagfolk som en naturlig del af deres arbejde forholder sig til den slags spørgsmål,« siger han. »Men det er klart, at sagen med Michael Jackson er større end mange andre sager, og jeg vil ikke afvise, at vi kan blive nødt til at forholde os mere samlet til den.«

Henrik Milling indrømmer – om end modvilligt – at de nye beskyldninger mod Jackson har haft indflydelse på hans musikvalg.

»Vi har for eksempel ikke, når vi har omtalt filmen, valgt at spille et frisk Jackson-nummer bagefter, som ellers ville være et klassisk radiogreb,« siger han. »Men i andre sammenhænge vil jeg gerne spille ham, for manden er jo ikke dømt.«