Sluk for lortet. Lad os i stedet tage et kritisk blik på Michael Jackson og undersøge, hvorfor det er problematisk, at vi intentionelt og systematisk vælger at holde hånden over overklassens indflydelsesrige og magtfulde overgrebsmænd, ved at skelne person fra talent – og tilmed anse talent som en fribillet til krænkelser.
Først er det vigtigt at fastholde, at kulturverdenen må og skal behandles som enhver anden arbejdsplads. Bare fordi du arbejder som kunstner, er du hverken hævet over loven, hellig eller fritaget for at tage ansvar for dine handlinger. Vi lever allerede i et samfund, hvor vi ikke formår at holde civilpersoner, der begår seksualiserede overgreb, ansvarlige.