Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
Den næste opdatering af retskrivningsordbogen kommer til at finde sted tidligst i 2022, for da vil det være ti år siden sidste udgivelse af den opalgrønne mursten. Der er længe, længe til, når man går rundt i en tavshedskultur og venter på at få et ord optaget og trykt af Dansk Sprognævn. Ordet er »konsensushyggesuppe«, og indtil det officielt bliver autoriseret og accepteret, er jeg heldigvis i min gode ret til at strø det om mig lige så ødselt, som jeg vil. Der er nemlig ikke noget ord, der tegner et mere nøjagtigt portræt af danskernes måde at indgå med hinanden som folk på; et folk med en ellers oldgammel historie, et folk med indbyrdes kulturelle forskelle, et folk med ellers åbne grænser og åbne muligheder for at tage ud i verden og vende hjem med fornyet viden og visdom. Vi marinerer i vores egen testosteron og engagerer os i debattens nederdrægtige voldsorgier på Facebook, mens den saglige, inkluderende debatmoral forbliver forsvundet; den debatmoral, der skulle invitere de anderledestænkende og det alternative synspunkt indenfor.
Et udmærket anekdotisk eksempel på konsesushyggesuppe ses i Holbergs komedie, hvor Rasmus Berg som ophøjet åndsperson vender hjem fra København med det lærde navn Erasmus Montanus og disputerer over Jordens skikkelse. Familien og især svigerfamilien syder i deres egen ignorance og mindreværdsfølelse og tolererer ikke, at knægten er blevet lærd – eller i deres øjne: arrogant og øretæveindbydende. Først da han modstræbende ulykkeligt bejaer, at Jorden er flad som en pandekage, undslipper han soldateruniformen og får sin Lisbed til ægte.
Danskerne har nydt smagen af lun leverpostej, blød mellemvare og fladt pandekageterræn siden grundlæggelsen af den prunkløse evangelisk-lutherske kirke, og de pseudointellektuelle læser fortsat de sande intellektuelle, som Fanden læser Bibelen
Et tidssvarende eksempel på konsensushyggesuppe: Man er et dårligt menneske, hvis man ytrer, at man har planlagt en flyvning til Sydfrankrig i stedet for en sejltur til Fanø, og man fortjener ikke en plads i det store verdenssfællesskab, hvis man ytrer, at man spiser kød en helt sædvanlig onsdag aften. At danse til Michael Jacksons »Bad« svarer til at demonstrere for alle pædofile voldtægtsforbryderes frikendelse, og man er en allerhelvedes snob, hvis man med filosofiske og videnskabeligt underbyggede argumenter i »vi læser for lidt«-debatten gør sig til talskvinde for, at det ikke er ligegyldigt, HVAD vi læser, HVORDAN vi læser, og HVORFOR vi læser. Sidstnævnte er en personlig erfaring.
Danskerne har nydt smagen af lun leverpostej, blød mellemvare og fladt pandekageterræn siden grundlæggelsen af den prunkløse evangelisk-lutherske kirke, og de pseudointellektuelle læser fortsat de sande intellektuelle, som Fanden læser Bibelen. For ikke at synke helt hen i åndelig lediggang må vi sætte hårdere ind i kampen for folkeoplysningstanken om, at vi gerne må stå på tæer i forsøget på at finde den højeste fællesnævner. Vi må turde tale og bryde tavshedskulturen for ikke at blive fastholdt i prosaiske systemer med munden propfuld af konsensushyggesuppe. Who cares om Mozart var en horebuk. Skønheden i hans musik er stadig det, der gør, at jeg kan se en mening med at være en del af det store verdensfællesskab.
