Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Jeg er fan af Michael Jackson, og en film ændrer næppe på det

Kan vi fortsat lytte til Michael Jacksons sange? Eller skal vi slukke for »Bad«, »Thriller« og »Man in the Mirror«, efter at to mænd i den nye dokumentarfilm »Leaving Neverland« i detaljer fortæller, hvordan de angiveligt blev seksuelt misbrugt af popikonet Michael Jackson, da de var 7 og 11 år?

Skal vi slukke for Michael Jackson i væmmelse over nye beskyldninger om seksuelle overgreb på drenge? Nej, ikke umiddelbart, mener Dan Rachlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEONHARD FOEGER

Jeg har elsket Michael Jacksons musik i omkring 50 år. Fra Jackson Fives' Motownklassikere som »I'll Be There«, »I Want You Back« og »ABC« over hans udvikling fra lille, talentfuld knægt til voksenkunstner med det fabelagtige første »voksenalbum«, »Off The Wall«, og verdens bedst sælgende album, »Thriller«, til »Bad« og en noget mere svingende kvalitet på udgivelserne i 90erne.

Dan Rachlin Fold sammen
Læs mere

Jackson har været en del af mit private liv, og i allerhøjeste grad værktøjskassen i mit dj-arbejde.

Intet sparker gang i en fest som f.eks. »Don't Stop Till You Get Enough«, »Billie Jean« og verdens måske bedste popsang, »Rock With You«.

Anklager og rygter

Som fan har jeg vænnet mig til, at Michael Jackson i levende live blev mødt af anklager, krav om erstatning og rygter ca. hvert andet år. I 90erne og 00erne blev sagerne om påståede overgreb på mindreårige flere, mere beskidte og insisterende. Nogle blev pure afvist, én blev afgjort med en frifindelse af et nævningting og en anden blev afsluttet, da Michael Jackson valgte at »købe sig til tavshed«.

Det sidste blev set som en slags indrømmelse af skyld, selvom det jo evident kunne være, at Michael Jackson betalte ved kasse 1 for at få ro.

At han som voksen mand forsøgte at kompensere fra en barndom, der primært bestod af arbejde, »øvere« og ikke mindst faderens vanvittige afstraffelser og disciplin, var ikke nogen hemmelighed.

Nu snart ti år efter Michael Jacksons død går snakken og historierne igen, baseret på dokumentarfilmen »Leaving Neverland«.

I dokumentarfilmen anklager Wade Robson og James Safechuck Jackson for adskillige tilfælde af seksuelle overgreb, da de som børn var i selskab med superstjernen. Begge er ikke »nye« personer i tumulten om Jackson, de blev afhørt af politiet og retsmyndigheder allerede i 1993, hvor de pure afviste, at der var sket noget mod drengens vilje.

Aldrig tilgives

Skyldig eller ej. Overgreb på børn kan aldrig undskyldes, aldrig tilgives, aldrig glemmes. Men det kan naturligvis ikke helt nægtes, at endnu en dokumentar omhandlende Jacksons påståede overgreb kommer en anelse sent. Hvorfor tager det næsten to årtier at komme frem til nye beviser og konklusioner?

Hvis man som forældre har en berettiget tro på, at éns barn er blevet overfaldet, lokket til seksuelle aktiviteter mod deres vilje, venter man så et kvart århundrede, før man råber op om det? Well, jeg er ikke retsekspert og jeg er ikke ekspert i børn og børns reaktionsmønster, når der er mistanke om overgreb.

Jeg er blot en fan og bruger af Michael Jacksons fantastiske musik. Og jeg kan ikke forestille mig, at jeg baseret på den seneste dokumentarfilm ændrer meget på det.

Dette debatindlæg er en del af en »pro et contra«. Det modsatte synspunkt, skrevet af feminist og aktivist Amalie Have, kan læses her.