Don Ø: »Jeg kommer stort set kun uden for min matrikel, når jeg cirka en gang om ugen kører i Irma klokken 8.30 om morgenen«

Du har været sendt i isolation af din læge i snart syv uger. Hvad har du fået tiden til at gå med?

»I morges stod jeg op klokken syv, jeg spiste min havregrød, gik i bad og satte mig ved vandet klokken otte. Nu har jeg siddet her i et par timer og arbejdet. Jeg har skrevet og besvaret e-mail og SMSer og ellers kigget ud over Øresund. Det er en smuk morgen med solskin og blå himmel – jeg ville være et utaknemmeligt menneske, hvis jeg beklagede mig.

Når man af sin læge bliver sendt i isolation i sit hjem, er der mange tanker, som dukker op til overfladen.

For nogle uger siden fik jeg feber, jeg havde noget lungebetændelse og fik hovedpine. Jeg er 76 år, og inden for de seneste par år har jeg gennemgået en behandling for kræft, så jeg er en dem, der bare ikke skal smittes med corona. Min kone, Inge, har også været alvorligt syg, men vi har begge været så heldige, at det er gået godt.

7. marts kom min læge kørende hjem til mig, for jeg måtte ikke komme ind på hendes klinik på grund af risikoen for smitte fra andre patienter. Vi mødtes ude på fortovet, hvor hun parkerede sin bil og rullede vinduet ned, så vi på den måde kunne være på afstand af hinanden, imens vi talte sammen. Det er lige før, hun under hele forløbet har været mere bekymret, end jeg selv har været.

Jeg kommer stort set kun uden for min matrikel, når jeg cirka en gang om ugen kører i Irma klokken 8.30 om morgenen. Der er ikke et øje på det tidspunkt, så jeg kan have hele butikken for mig selv.

Noget af tiden har jeg brugt på at skrive på den bog, jeg er i gang med. Det er ikke en bog om mig selv – dem har der været nok af – men her på mine gamle dage har jeg oplevet et samfund, hvor jeg er blevet meget chokeret over, hvordan det fungerer. Bogen handler om vores samfund og dets retssystem.«

Hvornår kan vi forvente, at din bog bliver udgivet?

»Jeg kan ikke rigtigt blive færdig med den. Det er meget mærkeligt. Jeg tror, det er, fordi verden omkring mig er blevet så kompleks. Men måske også, fordi jeg er blevet forskrækket over, hvordan verden har udviklet sig. Det er en meget surrealistisk tid, vi befinder os i på alle måder. Se på USA, se på Storbritannien – Trump og Johnson. Den ene er en stor løgnhals – den anden en meget atypisk og anderledes politiker.

Men bogen skal nok blive færdig, for jeg er så heldig, at jeg har dygtige mennesker omkring mig, som jeg kan sparre med.«

Er der noget i dit liv, som i øjeblikket bekymrer dig mere end normalt?

»Jeg synes, at jeg især de seneste uger har tænkt nogle andre tanker. Måske hænger det sammen med, at jeg det seneste års tid har været til for mange begravelser – ikke kun hos folk på min egen alder, men også hos mennesker, der er døde alt for tidligt i en alder af kun 45 til 55 år. Det har gjort mig trist. Når jeg er vendt hjem efter en rejse, er der endnu en, som jeg har kendt, der er død. Det er slemt.

Døden går jeg ikke og tænker på hver dag – det ville jo ikke give nogen mening, for jeg har det jo godt. Men jeg har fået en større respekt for det, der er opstået gennem tiden. For livet.

Sidste år var jeg meget syg og blev hasteindlagt to gange. Det har været et uvirkeligt forløb for en som mig, der ellers aldrig har været syg, andet end med noget småtteri. Jeg har kun været ramt alvorligt en gang tidligere i mit liv. Det var 1. maj 1986, hvor jeg blev kørt ned af en bil og nær havde mistet mit ene ben. Derudover har jeg virkelig været heldig, indtil jeg blev syg i 2018.

I går talte jeg med en af mine tidligere medarbejdere, som er 52 år og har lige haft corona med høj feber i 10-12 dage. Han fortalte, at han aldrig havde prøvet noget lignende. Det havde været som at gennemføre en ironman. Efter at jeg havde talt med ham, kunne jeg godt mærke, at jeg var påvirket af hans beskrivelse. Det bidrog til en forståelse af, hvorfor jeg skal holde mig på afstand af andre.«

Du er vant til at have et meget aktivt og socialt liv. Hvordan har det været pludselig at undvære det?

»Jeg har altid været god til at være alene og har også nydt ensomheden, selv om jeg er et socialt menneske. De 180 dage om året, hvor jeg har været vant til at rejse, er en del af tiden gået med at være alene, når jeg har været undervejs fra det ene sted til det andet. Så i denne isolationsperiode har det ikke været et problem for mig at finde ro.

Jeg er god til at beskæftige mig selv uden at blive rastløs.

David Trads' nye bog, »Amerika, hvor er du?«, er jeg lige blevet færdig med at læse. Den er blændende, og man får virkelig en forståelse for, hvordan det kunne gå til, at Trump blev valgt som præsident.«

Hvordan mødes du med andre mennesker?

»Det er faktisk lykkes mig at opretholde en stor del af det liv, jeg hidtil har haft. Jeg holder møder nede på stranden, vi kan godt være fire mennesker til et møde, så sidder vi med to til tre meters afstand.«

»Forleden havde jeg besøg af min søn og svigerdatter, der kom sammen med mine to børnebørn. Vejret var fantastisk, så også her mødtes vi på stranden. Jeg savner at give min familie et kram. At være fysisk tættere på dem, men jeg synes, det går udmærket. Der er meget smil og mange grin. Først og fremmest er vi i hinandens selskab, sådan føles det, selv om der er nogle meter imellem.

Det gælder om at finde andre måder at være sammen på.

Myndighederne har talt ned til danskerne, så det har været frygtelig pinagtigt: »Vask hænder, sprit af, hold afstand«. Vi har forstået det, og mit indtryk er, at folk virkelig opfører sig meget eksemplarisk.

Nu må vi tænke ud af boksen, både i forhold til vores nære relationer og mere overordnet – ellers bliver vi alle sammen tossede.

Torsdag skal vi til vores barnebarns 14-års fødselsdag. Den bliver holdt ude i hendes forældres have. Min kone og jeg kommer klokken 11.30 til 12.30. Når vi er gået, kommer hendes mormor og morfar i en time bagefter, og det er også ude i haven. Jeg er sikker på, det kan fungere fint.«

Hvad er det, du savner mest?

»Min yndlingspassion, som er fodbold, savner jeg voldsomt. Det må der også være andre, der gør.

I Parken er der plads til 36.000 tilskuere. Hvorfor ikke nøjes med 6.000 eller 8.000 tilskuere, som så til gengæld sidder med en god afstand mellem sig? Kom nu, det kan ikke være så vanskeligt!

Kan det passe, at man indtil 1. september kun må være højst 500 mennesker samlet? I mellemtiden kan der kun spilles kampe uden tilskuere. Vi må lytte til sundhedsmyndighederne og de eksperter, vi har. Jeg er dog stadig uforstående over for, hvorfor det ikke skulle være muligt at sidde på et stadion med stor afstand og færre tilskuere.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor man ikke kan lukke 30 mennesker ind på en restaurant med plads til 100, hvis nu folk sidder med virkelig god afstand. Det sociale har en meget vigtig funktion for menneskers trivsel. Det tror jeg, man undervurderer betydningen af.«

Hvad glæder du dig mest til?

»Jeg skyper med min søn og hans familie i Portland Maine i USA, hvor de bor. Dem glæder jeg meget mig til at se, når det hele åbner igen. Også selv om jeg tror, det bliver til en helt, helt anden verden.«