Fire af Danmarks mest kendte forfattere har ifølge Weekendavisen taget konsekvensen af en utilfredshed med #MeToo-kritikeren Marianne Stidsens optræden i den offentlige debat og forlod i sidste måned Det Danske Akademi, hvor de havde siddet som medlemmer sammen med Marianne Stidsen.
Det drejer sig om Suzanne Brøgger, Ida Jessen, Jens Smærup og Astrid Saalbach, der sammen forlod Det Danske Akademi, der regnes for at være den vigtigste selvstændige institution i dansk litteratur. Ifølge Weekendavisens oplysninger har seks forfattere også skrevet under på en erklæring, hvori de opfordrer Marianne Stidsen til at trække sig fra akademiet.