Nationalmuseets udstilling »Mød vikingerne« anmeldes af den museumskyndige historiker Bent Blüdnikow og museumsnovicen Frederik Volstrup Kock.
Nationalmuseet holder vikingetungen lige i munden
Nationalmuseet viser i sin nye vikingeudstilling både Jim Lyngvilds vikingefantasier og museets egne genstande. Heldigvis har museet holdt fantasi og fakta nogenlunde adskildt. For hvis Nationalmuseet vil konkurrere med TV-serier og fantasyromaner, vil museet altid tabe.
Af Bent Blüdnikow bbl@berlingske.dk
★★★★☆☆
Nationalmuseet har åbnet en udstilling om vikingerne, som er en moderniseret udgave af den gamle opstilling. Der er tale om tre rum, så det er ikke en stor satsning – og er da også kun en prøvesmagning, indtil en stor særudstilling om vikinger forventes i 2020. Den nye udstilling har fået megen omtale, fordi designeren Jim Lyngvild er inviteret med ind til et samarbejde med Nationalmuseet. I rummene ses hans fantasier om, hvordan vikingerne kan have set ud. Vi møder en skjoldmø, altså en kvindelig kriger med sværd. Der er fotografier af en kejserlig vikingelivvagt, en stormand og blandt andre Harald Blåtand. Det er flotte fotografier, men selvfølgelig ved vi ikke, om Lyngvilds fantasier har noget med datidens vikinger at gøre. Skjoldmøen som vikingekæmper vil sikkert kunne afstedkomme en debat om, hvorvidt kvinder overhovedet kæmpede med sværd. Skriftlige kilder nævner dog i få tilfælde kvinder som deltagere i vikingetogter, så det kan ikke udelukkes.
Museet har bevaret en hel del af den tidligere udstilling. Vi genser Tissø-ringen, der med sin vægt på 1,8 kg er den største guldring fra vikingetiden. Nyt er derimod Fæstedskatten, som ikke tidligere har været udstillet - den blev fundet i 2016/17. I denne skat er smukke smykker af høj kvalitet. Skatten er fra anden halvdel af 900-tallet, da Harald Blåtand regerede landet. De fine, små smykker er vanskelige at se detaljerne i, og museet kunne med fordel benytte tekniske virkemidler for at lade publikum nyde guldsmedearbejdet. Nyt er også Søndersø-sværdet, der blev fundet i Søndersø i Himmerland og er smukt dekoreret. Sværdet er fra 800-tallet og er sikkert ofret i søen. Museet har tidligere vist genstande fra Lejre-skatten, og man genser her en kvindes perlekæde, der er lavet af glasperler og bjergkrystal. Desuden ser man et sølvbæger dekoreret med fuglekvinder, som kan symbolisere gudinden Freja.
Nationalmuseets styrke er dets genstande og autenticitet. Hvis museet konkurrerer med TV-serier og fantasyromaner, vil det altid tabe, og derfor skal museet afholde sig fra at blande videnskab og fiktion. Men det har museet også været forsigtig med at gøre. Jim Lyngvilds fotografier er holdt adskilt fra museets genstande, og derved har man sørget for, at publikum klart kan forholde sig til, hvad der er henholdsvis fiktion og fakta. Der er et samspil mellem fotografier og de viste genstande, men det virker ikke forstyrrende på denne anmelder.
Kun i en enkelt montre blander man tingene. I montren vises et vikingehoved af en mand, som Jim Lyngvild har designet, og han ligner personer fra HBO-serien »Vikings«. Nationalmuseet har så lagt diverse genstande fra sin samling ind i montren og derved blandet fiktion og autentiske genstande. Det skulle man have afholdt sig fra.
Der går en hårfin grænse mellem fiktion og fakta. Megen videnskab om vikingetiden er også gæt og fantasi, men altid med et forsøg på at dokumentere påstande videnskabeligt. I en stadig mere fiktionaliseret virkelighed bør Nationalmuseet forsøge at fastholde, hvad der er fiktion, og hvad der kan videnskabeligt dokumenteres. Den grænse overskrides næsten ikke i museets nye udstilling.
»Tak for omtanken – men ellers tak!«
På Nationalmuseets nye udstilling, »Mød vikingerne,« kan man opleve den klassiske museumsopsætning akkompagneret af Jim Lyngvilds fotokunstværker. Man håber at kunne lokke nye kunder ind i biksen med nyfortolkninger som denne. Jeg frygter, at man i sin iver efter flere gæster vil udhule sin relevans for stampublikummet.
Af Frederik Volstrup Kock fvko@berlingske.dk
★★☆☆☆☆
Jeg er ikke just nogen museumshaj. Den tilbageskuende dvælen ved fordums tider, som i min optik er kerneoplevelsen i et museumsbesøg, har aldrig tiltalt mig. Jeg har boet i Aarhus i knap to år uden så meget som én eneste gang at kridte skoene og tage den tilsyneladende obligatoriske tur forbi Moesgaard Museums nye lovpriste og arkitekttegnede udstillingsbygning. Men til mit held har to driftige typer (læs: Rane Willerslev og Jim Lyngvild) lavet en udstilling med netop folk som mig for øje. En kulturhistorisk redningskrans til os, der ikke føler os tilgodeset og imødekommet af kongerigets nuværende udbud af statsfinansierede glasmontre. Jeg vil gøre et hæderligt forsøg på at gå til det med et åbent sind.
Når man træder ind ad glasdøren til Nationalmuseets udstilling »Mød vikingerne,« mødes man af nogle træpæle, der er to-tre meter høje. Træpælene er udskåret på toppen, så de ligner totempæle med menneskeansigter. På væggene overalt i rummet tårner vikingerne fra Jim Lyngvilds på forhånd omstridte fotoudstilling sig op over den øvrige udstilling. De skuer nærmest majestætisk ned på én i fuldt ornat med smykker, kappe, sværd og ansigtsmaling. Flot ser det da ud. Der spilles på alle dramaturgiens strenge. Men beklager. Jeg falder ikke bagover af begejstring.
Det er muligvis mig, der for de historie- og kunstinteresserede fremstår som en ukultiveret amøbe. En person uden smag, dannelse eller horisont. Det er bestemt en fair og delvist rimelig betragtning, hvorfor jeg også finder det besynderligt, at man overhovedet forsøger at nudge de uinteresserede til at bevæge sig ind på fremmed terræn. Der skal altså mere end nogle opstillede, men ganske vist smukke, fotografier i høj opløsning til at gøre et kulturelt muldyr til en museumshungrende præmiehingst. Og det er mere end i orden. Alting skal nu engang ikke være for alle.
Historie er mig ikke uvant, for jeg kan sagtens få masser af glæde ved at læse bøger og se TV-programmer eller film, der malende beskriver danmarkshistorien – eller verdenshistorien for den sags skyld. Derfor har jeg aldrig følt, at jeg reelt gik glip af noget.
Den historisk korrekte og videnskabeligt funderede formidling og forskning på et museum er – set fra min stol – museernes eksistensberettigelse i en samtid, hvor færre og færre af os gider lægge vejen forbi. Derfor ærgrer det mig, at man her har sat den sceniske formidling i højsædet på bekostning af noget autenticitet, som jeg antager, at det reelle museumspublikum efterspørger.
Alt i denne verden behøver ikke være inkluderende over for os i millennial-generationens tvivlsomme attention span.
Jeg er fuldt ud bevidst om, at de danske kulturinstitutioner befinder sig midt i en omgang finansiel »Hunger Games« blæst i gang af kulturminister Mette Bock (LA), der troner på pengekassen – med skærekniven lige ved hånden. Men det lugter langt væk af ren og skær opportunisme, når Nationalmuseet med Rane Willerslev i spidsen – om ikke tilsidesætter – så i hvert fald nedprioriterer det forskningsmæssige grundlag for deres udstilling. Blot for at føje os, der normalt ikke kunne drømme om at sætte foden i hans »butik«. Her må jeg desværre skuffe dig, Rane, det kommer vi ikke til at gøre alligevel. Tak for omtanken – men ellers tak! Lad da for pokker de historiske artefakter henvende sig til dem, der reelt interesserer sig for dem.
