Jim Lyngvild og Nationalmuseet har indledt et samarbejde om den nye vikingeudstilling på museet. Samarbejdet har medført kritik fra historikere, der bl.a. peger på, at Lyngvild ikke har dokumenteret viden om vikingetiden.
Allerede i 2013 var Jim Lyngvild impliceret i en sag om en »vikingeskat«, der betød, at Odense Bys Museer afbrød deres samarbejde med Lyngvild. Museets kulturarvschef Jens Toftgaard forklarer, hvorfor man afbrød samarbejdet:
»I vore øjne bevægede han sig ud på et gråt marked«.
Jim Lyngvild påstod dengang, at han havde forespurgt Kulturarvsstyrelsen, om han gjorde noget ulovligt ved at købe »vikingesmykker«, der muligvis var plyndret fra grave i udlandet. Adspurgt svarer enhedschef Dorte Veien Christensen fra Kulturstyrelsen, at man ikke kan lokalisere sager vedrørende Jim Lyngvilds »vikingesmykker« i Styrelsen.
Nationalmuseets leder Rane Willerslev siger: »Nationalmuseet er naturligvis bekendt med sagen fra 2013. Vores museumsinspektør Jeanette Varberg var i dialog med Jim Lyngvild på daværende tidspunkt. Og det er vores indtryk, at Jim ud fra en god mening troede, at han med danskernes hjælp kunne redde en vikingeskat og give den til Moesgaard Museum, hvor Jeanette arbejdede på det tidspunkt. Men han var en amatør, hvad angår de museumsfaglige principper for håndtering af arkæologiske genstande, og derfor fik han helt berettiget ørerne i maskinen dengang. Vi mener dog ikke, at sagen gør Jim Lyngvild uegnet eller inkompetent som designer, og hans passion og interesse for vikingerne er ubestridt.«
Sådan startede sagen om »vikingeskatten«
I 2013 forsøgte Jim Lyngvild at købe smykker, som gav sig ud for at være vikingesmykker. Ifølge Jim Lyngvilds oplysninger til TV2/Fyn i 2013 opdagede han smykkerne hos en ravsliber i Sæby:
»Jeg kunne ikke tro mine egne øjne! Samlingen var så unik og med så mageløst velbevarede smykker, halsringe, ravkæder, dragtspænder osv. at jeg var ved at gå i knæ. Jeg har ALDRIG set magen til samling.«
Berlingske har været i kontakt med ravsliberen fra Sæby, der hedder Frants Kristensen. Han siger:
»Det er rigtigt, at Jim Lyngvild dengang købte nogle smykker af mig. Jeg købte dem gennem en mellemmand af en ældre mand fra Tyskland. Jeg fik den historie, at han havde opkøbt vikingesmykker i Nordtyskland kort tid efter Anden Verdenskrig, da det var billigt. Historien var næppe rigtig, hørte jeg siden rygtevis, og de stammede muligvis fra Østeuropa. Jim Lyngvild købte nogle smykker af mig, men jeg forstod, at han senere købte flere smykker, muligvis gennem den samme mellemand og fra samme samling.«
For at købe smykkerne startede Jim Lyngvild en folkeindsamling for at få penge nok. Folk kunne således købe hans hudplejeprodukter, og Jim Lyngvild ville derpå give 10 kr. af købet til indkøb af vikingesmykkerne. Jim Lyngvild oprettede til formålet et fond.
Samarbejde med Odense Bys Museer stopper
Jim Lyngvild havde på det tidspunkt et samarbejde med Odense Bys Museer, og museet solgte i sin butik Jim Lyngvilds produkter. Imidlertid blev der skabt tvivl om, hvorvidt »vikingesmykkerne« virkelig var vikingesmykker, og forskere mente, at det muligvis var smykker fra grave i Baltikum eller Rusland, der var plyndret.
Det var umuligt at fastslå smykkernes oprindelse, fordi de blev solgt uden nærmere angivelse af findested eller andet.
På den baggrund opsagde Odense Bys Museer samarbejdet med Jim Lyngvild, og museets kulturarvschef Jens Toftgaard siger: »Han ville købe ting, som vi ikke vidste, hvor stammede fra, og derfor kunne vi ikke stå inde for et sådant samarbejde. Vi har som museum kontakt med frivillige detektorfolk, som finder ting i jorden, og de kommer ind til os, og vi sender videre til Nationalmuseets danefæ-afdeling. Det er klart, at vi må have klare regler for den slags samarbejde og have en høj etisk standard.«
Er den slags salg af arkæologiske genstande uden oprindelse tilladt?
»Vi er medlem af den internationale museumssammenslutning, som har klare retningslinjer for den slags, og hvor det står, at man ikke må tage imod eller købe ting, som kan være fra andre lande, hvis de er erhvervet imod den nationale lovgivning eller internationale konventioner. De regler er nedfældet i den såkaldte Malta-konvention, og den skal vi jo overholde. Derfor opsagde vi samarbejdet med Jim Lyngvild, for vi kunne jo ikke sælge hans produkter i vor butik, hvor en del af salget gik til køb af genstande, som kunne være en overtrædelse af vores internationale forpligtelser.«
Lyngvild var rasende
Jim Lyngvild var ifølge Fyns Stiftstidende i 2013 uforstående og rasende over museernes beslutning. Han udtalte dengang til avisen: »Hvis jeg kunne spole tiden tilbage, lå smykkerne stadig i jorden hos de mennesker, de var begravet med. Men nu er de gravet op. Så er det da bedre, at jeg køber og udstiller dem, end at de ender i en støvet skrivebordsskuffe hos en samler i Schweiz.«
Ifølge Lyngvilds udtalelser i 2013 kunne han ikke se et moralsk problem: »Den kvinde, der ligger begravet og får stjålet sine smykker, er nok ligeglad med, om det bliver gjort af en arkæolog eller ej. Gravrøveri er gravrøveri. Det svarer kun til forskellen på at være idiot og certificeret idiot. Hvis nogen kom og sagde til mig, at det jeg har gang i var ulovligt, ville jeg stoppe. Men jeg stopper ikke på grund af en moralopfattelse, som jeg ikke er enig i. Jeg synes tværtimod, det er umoralsk af museerne, at de ikke hjælper mig i stedet for at modarbejde mig, så skatten risikerer at gå tabt.«
Var museet på forhånd, Jens Toftgaard, klar over formålet med Jim Lyngvilds købsplaner?
»Det var jo en kampagne, hvor han gik ud på egen hånd, uden vi var involveret i det. Og da vi blev klar over det, så havde hans kampagne så meget vind i sejlene, at vi blev nødt til at træde ud af den uden dialog.«
