De uheldige horns historie

Lang tid før en tyvagtig guldsmed stjal Guldhornene var det ene ved at ende i kongens smeltedigel. Senere gik både kopier og støbeforme tabt. Guldhornenes historie har været dramatisk, men faktisk var det oprindelige tyveri medvirkende årsag til at vi fik Nationalmuseet.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ofte er det først, når man mister noget, at dets sande værdi går op for én.

Sådan var det første gang Guldhornene blev stjålet, for indtil de var væk, var de blot nogle værdifulde ejendele, som kongen kunne bruge efter behag.

Men så var det, at den tyvagtige guldsmed Niels Heidenreich i 1802 sneg sig ind i det ikke særligt godt bevogtede Kunstkammer og stjal hornene.

Vel hjemme ved køkkenbordet gik han i gang med omsmeltningen af dem, og dermed forsvandt nogle af de vigtigste arkæologiske fund i Danmark nogensinde for evigt.

Ganske vist dukkede der guldsmykker op, som var fremstillet af de stjålne horn, men dét arbejde, som en ukendt guldsmed begik for mange tusinde år siden, var væk.

Dermed begik Niels Heidenreich en skamløs gerning, som siden har gjort en ellers sølle eksistens’ navn berømt. Hvordan kunne manden overhovedet finde på at smelte nationalklenodier af den slags om for personlig vindings skyld?

Måske var det ikke så slemt endda, idet Guldhornene først fik deres mytologiske betydning efter tyveriet.

Stod det til Christian IVs søn, Frederik, skulle det første fundne guldhorn i 1639 – det andet var endnu ikke fundet – være smeltet om. Havde det ikke været for kongens læge, Ole Worm, der også var oldtidsforsker, var det nok allerede gået galt dengang i 1600-tallet.

Tyveriet af Guldhornene skete med gryende interesse for Danmarks glorværdige fortid. Digteren Adam Oehlenschläger skrev efter tyveriet på en nat et digt fyldt med patos om de manglende guldhorn, hvori fundhistorien rulles op:

»Da standser Ploven, og en Gysen farer igiennem Skoven. Fugleskarer pludselig tier. Hellig Taushed alt indvier. Da klinger i Muld det gamle Guld.«

Senere satte komponisten J.P.E. Hartmann musik på hornene, og da man begyndte at lave film 100 år senere, blev der faktisk også lavet én om Guldhornene.

Fascinationen er der tilsyneladende stadig. I næste måned er der premiere på en ny dansk familiefilm, der slet og ret hedder »Guldhornene«.

Interessen for tyveriet i går er da også stor til trods for, at Guldhornene som sådan ikke er meget værd. Men alligevel ...

»Guldhornene er – trods det at de er rekonstruktioner – vores alle sammens eje. Der er masser myter forbundet med dem,« siger redaktøren af det arkælogiske tidsskrift, Skalk, Christian Adamsen.

Så glemt blev og bliver de aldrig. Selvom de oprindelige støbeforme til hornene for længst var gået tabt, da det første tyveri fandt sted, så havde man alligevel aftegninger til at lave rekonstruktioner. Dog ikke i guld, men i sølv, der blev forgyldt.

De guldhorn, der blev stjålet fra Nationalmuseets udstillingsbygning sidste nat i Jelling, er ikke nøjagtige kopier af de originale guldhorn, og ligner dem måske heller ikke særlig godt.

Guldhornenes uheldsperiode begyndte før den tyvagtige guldsmed stjal dem. For i slutningen af 1700-tallet eksisterede der faktisk de to sæt afstøbninger, men begge gik tabt. Det ene sæt var en gave til en biskop i Italien, det andet sæt til et museum i Dresden i Tyskland. Men skibet til Italien sank, og kopierne i Dresden er også forsvundet. Samtidig gik støbeformene tabt. Derfor har vi måttet nøjes med rekonstruktioner efter de tegninger, Ole Worm fik fremstillet af det første fundne horn, men kvaliteten af tegningen er ikke særligt god. Derimod er tegningen af horn nr. to lidt bedre.

Men der kom yderligere forvanskninger til, for da rekonstruktionerne blev fremstillet på den særdeles arkæologi-interesserede, Frederik den VIIs bestilling, fik han dem lavet lidt mere prangende og lidt større end originalerne.

Og det er de guldhorn, vi alle sammen husker fra skolebesøgene og turene til Nationalmuseet.

Og det er dem, der nu er blevet stjålet 205 år efter originalerne. Man kan så spørge, om det overhovedet er ulejligheden værd, for det første at stjæle dem og for det andet at begræde tabet. Det første kan kun tyvene redegøre for, så det lader vi ubesvaret, men det andet mener Nationalmuseets direktør, Carsten U. Larsen godt kan betale sig.

»Jeg skal hverken tale deres værdi opad eller nedad, men under alle omstændigheder, så er det 150 års museumshistorie, der er forsvundet, så jeg håber meget, at de dukker op igen,« siger Carsten U. Larsen.

Og netop den museale historie er interessant, for faktisk var tyveriet af guldhornene i 1802 sammen med den vakte nationalfølelse et af argumenterne for at få et nationalmuseum. Inden det så dagens lys fem år senere, blev kulturarven ofte hensynsløst behandlet, ruiner der lå i vejen blev ryddet, kostbare genstande blev solgt på auktioner, så der manglende i den grad en overordnet holdning til bevaringen.

De rigtige guldhorn blev fundet af to omgange ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland. Det første af en pige i 1639, mens det andet blev fundet knap 100 år senere i 1734 af en bonde kun omkring 20 meter fra det sted, hvor den første blev fundet. Det ene vejede godt tre kilo og det andet godt et halvt kilo mere. Det sidst fundne guldhorn manglede et stykke, som aldrig er blevet fundet trods flere udgravninger.

Et godt spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor de overhovedet lå i jorden ved Gallehus. De er fremstillet omkring år 500 evt., og guld var også dengang et overmåde værdifuldt materiale. Guld har den fordel, at det kan tåle at ligge i jorden i årtusinder uden at tage skade af det. Værdien og uforgængeligheden betyder også, at guld indgår i et kredsløb, der nærmest kan vare til evig tid. Dengang Guldhornene blev fremstillet, fandtes der ikke ret meget guld, men i kølvandet på det mægtige Romerriges sammenbrud fandt guld også vej nordpå. Først og fremmest fordi germanerne og hunnerne afpressede romerne eller stod i deres tjeneste. Herunder nok også nordiske fyrster.

»Spørgsmålet om Guldhornenes funktion er omstridt. Musikinstrumenter, drikkehorn og religiøse rekvisitter er de hyppigste forslag. Efter at man i 1990erne i nogle brønde i Herning fandt velbevarede blæseinstrumenter af træ, peger meget i øjeblikket på, at der er tale om en slags lurer. Altså de blæseinstrumenter, som nævnes her og der i den nordiske sagalitteratur,« siger Christian Adamsen.

Hornene bestod af et glat rør indvendigt og udenom dem, var der anbragt ringe af fint guld, der var prydede med figurer, som var loddet på. Desuden var der billeder, forskellige ornamenter og sågar runer på det ene horn med en indskift, der fortæller hvem der har fremstillet det.

Foruden de stjålne rekonstruktioner, findes der yderligere to sæt efterligninger, som 11 store fonde og rejsekongen Simon Spies finansierede i 1979. Simon Spies beholdt sit sæt, mens det andet blev foræret til Nationalmuseet. Arkæologen P. V. Glob og hofguldsmed Dragsted stod for tegningerne til de to sæt. Glob mente, at de originale horn var både krumme og vredet og ikke blot krumme som de horn, Frederik den VII lod fremstille.

Formene fra 1850erne findes den dag i dag, så der kan støbes guldhorn magen til dem, der blev stjålet.

INFOshop: Danskernes holdning til Kongehuset gennem 20 år