Danser med guitar og rotter

Guitaristen Ingolf Olsen har indspillet guitarens danske historie. Den er fyldt med blåt blod - og ikke, som Ingolf Olsens egen barndom, gennemgnavet af rotter.

Er han mon musikersøn, søn af en kirurg eller en højesteretssagfører? Jeg aner det ikke, mens jeg sidder og taler med Ingolf Olsens bebrillede blå øjne.

Han er indbegrebet af guitar for folk, der ikke er født i går.

Han kan danse med en guitar med samme medfødte stilsikkerhed som en havmåge, der sejler i luften. Og han gør det med et spil, der er lige så inderligt som fadervor - og lige så forførende som tjeneren Jean i August Strindbergs »Frøken Julie«. Den Jean-rolle var i øvrigt Ingolf Olsens operadebut.

På bordet mellem os ligger hans nyeste CD - nr. 35 i rækken med den danske guitarmusiks kongelige historie og med guitarkongen selv på omslaget - fotograferet i kjole og hvidt, med guitarkassen under armen og en synlig Dannebrogorden på kjolereverset.

Det er billedet af en sofistikeret virtuos, der har levet af at spille klassisk guitar og lut (og ind imellem synge) i 40 år. Den er der ikke mange, der kan stikke. Slet ikke herhjemme. Og lige fra CDens første, knejsende guitarakkord bliver man budt op med til dans med en selvfølgelig renfærdighed.

Hvor har han det fra?

»Hvis jeg en dag skulle skrive mine erindringer, skulle de hedde »Danser med rotter«,« siger Ingolf Olsen og slår fra Hellerup-dansk over i bred Nørrebro-dialekt:

»Vi blev gennet ind kl. 8 om aftenen. Ikke fordi vi ikke måtte lege længere, men fordi det begyndte at bølge med rotter i baggårdene. Jeg voksede op samtidig med, at man jævnede Borgergade-kvarteret - og rotterne flygtede i milliardtal ud på Nørrebro.

Jeg er gadehandler-søn fra Blågårdsgade og ret vild med den barndom. Jeg er vild med alt, hvad jeg beskæftiger mig med. Min far solgte grankviste, som han satte sammen til små juletræer, og hvad han ellers kunne snitte sig til. Min mor kom hertil fra Færøerne med sit dybe element af depression og dybdetænkning og evnen til at se syner. Det lysfyldte mørke ligger også dybt i mig. Og jo, jeg har haft mange syner.«

I lære som orgelbygger
Hvis Ingolf Olsen får skrevet erindringer, vil et par af hovedpersonerne være Bill, Flemming og bogbinderen på den anden side af søerne.

Det var kammeraten Bill, der en dag fik klunset sig til en banjo med guitarstrenge på. Det var overboen Flemming, der kendte bogbinderen, som underviste i guitar, og det var Ingolf, der begyndte at gå til spil hos bogbinderen. Et halvt år senere havde den 12 år gamle Ingolf ædt sig igennem alle de guitarskoler, han kunne opdrive. Det halve år hos bogbinderen er al den undervisning, han har modtaget. Og så går der seks år.

Dirigenten Tamás Vetö og kongelige kapelmusikere øver på en skandinavisk førsteopførelse af franskmanden Pierre Boulez' »Le Marteau Sans Maitre« med den nærmest uspillelige guitarstemme.

Da stort set alle danske guitarister har knækket neglene på værket, bliver der sendt bud efter »den unge mand ved høvlbænken, som kan noget«.

Det er Ingolf Olsen, der som 18-årig er gået i lære som orgelbygger i håb om en dag at kunne bygge sin egen guitar. En måned senere medvirker Ingolf Olsen i Boulez-værket.

»Det var sgu en sensation, og bagefter fik jeg det store Gade-legat. Så mange penge havde jeg aldrig set eller hørt om i mit liv! Jeg blev også kaldt ind på Musikkonservatoriet, hvor de ville have mig som underviser i opførelsespraksis - jeg, der aldrig havde set et konservatorium indefra eller lært noget som helst. Det var fuldstændig uansvarligt.«

Hvor har du det så fra?

»En urmusikalitet, som ligger i mig. Jeg må have spillet guitar i flere liv. Jeg kan ikke forklare det på anden måde,« siger Ingolf Olsen.

Lige siden har han levet af musikken her og i udlandet været docent på konservatoriet og uddannet en skov af guitarister. Han stoppede på konservatoriet sidste år og kalder sig i dag: »En fri guitarist«, der også spiller lut, men har lagt sangstemmen på hylden. Han synger ikke som Povl Dissing, nærmest modsat. Men folk reagerer på samme måde: Enten elsker man den stemme. Eller også gør man ikke.

Gensyn med guitaren
Hans nye CD er en »guitar revival« som fortæller 200 år af guitarens danske historie fra dens entré i 1600-tallet i Christian IVs navnkundige hof, dens storhedstid i hoffet og i hænderne på hele fire prinsesser og dens fald i 1800-tallet, hvor guitaren bliver overdøvet af de nye klaverer med jernramme.

»Selv om vi har oplevet et guitarboom i de seneste 50 år, så lider instrumentet stadig af et mindreværdskompleks og er foragtet som en fremmed fugl, fordi vi har glemt dens rødder,« siger Ingolf Olsen:

»Det har altid været fornemmere at spille lut. Så når prinsesse Leonora Christina skriver i sin »franske dagbog«, at hun bl.a. spiller »sur la quitarre«, så har historikere oversat det med »lut«. Men vi lut-spillere ved bedre. Lutten er fin, men også så sindssyg svær, at ingen kongebørn er kommet i nærheden af den. Altså bare at skulle stemme 25 skrøbelige lut-strenge! Leonora Christina ved, hvad hun skriver.«

Og så spiller Ingolf Olsen ellers den guitarmusik, som prinsesserne har hørt ved hoffet og måske selv har spillet - lige som en vis Johanne Christine Sihm.

Statsbiblioteket i Oslo modtog for nylig et værk i fløjl med kroner og monogram på - og hele 18 guitarsuiter i. Det har tilhørt denne Sihm, der var datter af en kongelig murermester, blev gift i 1722 med en norsk præst og tog sine guitarnoder med til Kristianssand. Blandt noderne er hidtil ukendte værker af bl.a. Johan Friedrich Fibiger, der virkede i over 30 år ved det danske hof - bl.a. hans version af »Folie d'Espagne«.

»Den er anderledes end de fisefornemme variationsrækker, som vi kender fra Corelli & Co. Det her er fræk og sprød gademusik fra et København i tiden efter pesten, hvor »hvert et suk skal give harpeklang,« som digterpræsten H.A. Brorson skriver den gang.«

Hvad vil du give?

»Give guitaren rødder - og dybest set vil jeg sjæleopdrage. Det ligger i mig, lige som den musikalske urkraft. Jeg vil sjælens renhed.«