Da Abdel Aziz Mahmoud når frem til en vigtig, personlig erkendelse, begynder stemmen at dirre. Og lytterens strube snører sig sammen

Podcast. »Mænd der knækker« hedder en glimrende podcastserie på DR. Journalisten Abdel Aziz Mahmoud har fået fem succesfulde danske mænd til at tale om deres livs krise. At vise svaghed er nemlig mandens nye styrke.

Styr på det: Journalisten Abdel Aziz Mahmoud har skabt en flot serie om mænds krisehåndtering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der opstår et rørende øjeblik hen mod slutningen af journalisten Abdel Aziz Mahmouds podcastserie, »Mænd der knækker«. Dem har der været mange af undervejs, men her snører struben sig for alvor sammen.

Gennem hele serien, hvor han taler med kendte mænd, der har »ramt bunden på vej mod toppen«, har han brugt sin egen oplevelse af stress og de angstanfald, der skyllede ind over ham for nogle år siden, som en slags motor. Som det nedsmeltningspunkt, han gerne ville nå til en eller anden forståelse af gennem sine tre kvarter lange samtaler med fem kendte mænd, der alle på et eller andet tidspunkt har været ude i en alvorlig indre krise, som de er kommet sig over.

Han har fået kokken og iværksætteren Claus Meyer til at tale om det endeløse mørke, han oplevede, da hans restauranteventyr i New York ikke ville lykkes, og som isolerede ham fra familien. Morten Messerschmidt har fortalt åbent om følelsen af svigt, da han lige pludselig blev ramt af galopperende stress. Juristen og samfundsdebattøren Jacob Mchangama har skildret det umenneskelige pres, han var under som ung, hårdtarbejdende jurist. Og så fremdeles.

Iværksætteren Claus Meyer fortæller ærligt om, hvordan han ramte bunden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.

Nu har Abdel selv sat sig i en slags terapi hos den psykolog, som hele udsendelsen igennem har været en begavet ekspert, i forhold til hvad det vil sige at blive ramt af stress, angst eller depression.

Her mod slutningen er det på tide at tage tag i hans egne dæmoner: Vil de angstanfald, han oplevede for otte år siden, komme igen livet igennem, sådan som der har været tegn på? Har han diagnosen angst, eller er angsten bare en ven, der advarer kroppen om situationer, hvor man er under pres?

Prøvet for hårdt

Indrømmet: Jeg har nogle gange haft det lidt svært ved Abdel Aziz Mahmouds persona på skærmen. Måske fordi der er noget i ham, der minder mig om mig selv? Er det ikke, som om han vil det hele for meget? Prøver for hårdt? Iscenesætter sig selv for voldsomt? Sætter sig selv og sine egne reaktioner lidt for meget i fokus?

Men efter dette øjeblik forstår jeg, hvad det er for en energi, jeg nogle gange har følt, når jeg ser ham på skærmen. Han har kæmpet med det hele på én og samme tid. Hans krise opstod for alvor, da hans karrieremæssige ambitioner stod i stampe, og hvor han samtidig tog livtag med den etnicitet, der havde fået ham til at overkompensere og forsøge at blive så dansk, som det overhovedet er muligt.

Og så var der lige den personlige kamp med den homoseksualitet, han ikke havde helt styr på. Da han i samtalen med psykologen indser, hvad han rent faktisk er lykkedes med i sit liv, begynder stemmen at vibrere. Han nærmest undskylder banaliteten i det udsagn, han formulerer sig frem til, og som naturligvis handler om det vigtige i at kunne være sig selv. Ikke alle mulige andre. Ikke en rolle.

Den sidste uopklarede plet

Og så er vi fremme ved kernen i serien. For er der noget, der kendetegner disse ellers så succesfulde mænd, så er det et mod til at tale om de følelser, der ellers ikke karakteriserer hankønnet. Manden skal helst kunne klare det hele selv. Han skal signalere, at han vil selv, kan selv inden for den snævre ramme, der er stukket ud for manden: ydre succes, et velbetalt job, kontrol over tilværelsen. Han må ikke vise svaghedstegn, hvis han skal bevare sin maskulinitet. Mens kvinder vist nærmest finder en nydelse i at tale om følelser, har mændene meget lidt at spejle sig i, når det handler om at forstå, at man ikke nødvendigvis skal klare alting alene som en stor, tavs mand.

Men er det ikke, som om vi er ved at tage et opgør med manderollen? I medierne har følelsessvælgeren Hassan Preisler i hvert fald længe sat manderollen til debat i sine nærgående interview, og andre er fulgt trop. Det er, som om vi skal erobre den sidste uopdagede plet på landkortet: mandens følelsesliv.

At det at vise svaghed i virkeligheden er ved i stedet at blive betragtet som et tegn på styrke, vidner disse interview om. De interviewede alfahanner er jo i øvrigt alle vendt tilbage til at kunne det hele igen. Ellers sad de næppe her. Og nu tør de tilmed også lægge frem, at de har overvundet en krise i deres liv. At også de er fejlbarlige.

Politikeren Morten Messerschmidt måtte sygemelde sig med stress. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Men trods alt: Hatten af for de mænd, der her tør tale om det, der overgik dem, fordi de ikke kunne række ud. Og hatten af for, at de tør vise, at en krise kan lede til noget bedre, hvis man er i stand til at isolere krisen, har heldet og forstanden med sig og er i stand til at bede om hjælp eller tager imod den, man får. Hatten af for Abdel Aziz Mahmoud for at få deres historier fortalt i en intim ramme, hvor det at fremmane sit inderste mørke ikke er en skam.

»Mænd der knækker« vil blive lyttet til, og det er der en god grund til. Af den simple grund, at der er tale om nødvendig formidling som led i mandens frihedskamp. Kvinder kan roligt lytte med. Vi har ganske vist ikke allesammen prøvet at være ambitiøse, heteroseksuelle mænd. Men vi har alle prøvet at være mennesker. Og det er ikke let. I hvert fald ikke hele tiden. Der er meget angst i verden. Vi skal alle være gode nok, hurtige nok, stærke nok dag ind og dag ud. Vi skal hele tiden blive bedre. En umulig opgave. Men vi kan faktisk godt blive bedre til at dele det med hinanden.

»Mænd der knækker« kan streames på dr.dk