Claus Meyer om nedturen efter New York: »Jeg har været så trist, at jeg i en periode mistede troen på, at jeg var dygtig«

Efter at have gennemgået sit livs nedtur efter eventyret i New York er Claus Meyer genindtrådt som ansat i sit eget gamle firma – og genfødt under coronaen.

Claus Meyer er kommet sig oven på en hård tid med mange udfordringer i New York – nu har madentreprenøren genfundet arbejdsglæden i Danmark. Mathias Svold

Der har i sagens natur været ret stille omkring restaurantscenen under nedlukningen i forbindelse med coronaepidemien. Måske lige bortset fra Meyers, som har udfordret coronaen med flere tiltag, herunder »Verdens bedste køretur« – en drive in-biograf i Nordhavn med servering af mad fra Sult, der ligger i Cinemateket og drives af Meyers. Der har også været sendt daglige livestreams med madlavning og kendte gæster fra Meyers Madhus og Claus Meyers egen garage, og derudover har han lavet drivhusrestauranterne foran Skuespilhuset og foran Meyers Deli.

Jeg har åbnet de restauranter, jeg skal åbne. At påtage mig det fulde ansvar for at åbne en restaurant igen, det er livet simpelthen for kort til.

At Claus Meyer optræder i medierne, er der ikke noget nyt i, det er en stor del af den gamle TV-kok og madentreprenørs metier. Det, jeg noterer mig, er, at Claus Meyer pludselig igen er frontperson for virksomheden Meyers, som i 2014 blev solgt til den britiske kapitalfond IK Investment Partners og fusioneret med Løgismose (til en samlet pris af 800 millioner kr.). Siden dengang har Løgismose Meyers-historierne i medierne mest handlet om årlige tocifrede millionunderskud, mens personen Claus Meyer i 2015 drog til New York og tilbragte tre år i et forgæves forsøg på at få sin storstilede Great Northern Food Hall på Grand Central Station til at give sorte tal på bundlinjen.