Morten Messerschmidt: Nogle gange er folkets myter vigtigere end de faktiske forhold

Interview: Morten Messerschmidt har for nylig udgivet bogen »Den kristne arv« om sin egen rejse fra ateisme til kristendom. Han mener, at kristendommen bør revitaliseres i den nationale bevidsthed. Kristendommen er en bærende del af vores dannelse, myter, historie og nationale identitet i modsætning til en international humanisme og identitetspolitik, der er ved at fratage os vores identitet som folk.

»Når man mister nogen, man elsker, så sørger man og spekulerer på, hvorfor kræften lige skulle ramme min familie. Så giver det en frihed at vide, at der er en, der har styr på det. En, der sørger for alt bliver godt igen«. Morten Messerschmidt er udkommet med bogen »Den kristne arv«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg

I slutningen af din bog stiller du læseren spørgsmålet: »Tør du være kristen?« Hvis man svarer »ja«, hvad skal man så gøre?

»Så skal man give sig hen. Så skal man acceptere, at der en masse ting i livet, som ikke nødvendigvis har en rationel og fornuftig forklaring. Det var i hvert fald den store overvindelse for mig, altså at acceptere, at der ikke er en forklaring på mange af livets store spørgsmål. Når du overskrider det, så giver det virkelig en lethed i sindet. Det er ligesom at blive sat fri,« siger Morten Messerschmidt.

Med et Dansk Folkeparti på vej mod vælgerafgrunden og en MELD og FELD-sag, der nu har hængt over hovedet på ham i over fem år, skulle man ellers tro, at der var nok at bekymre sig om. Det er bare ikke til at se. Messerschmidt virker ikke bare afslappet og lattermild. Han virker faktisk, ja, afklaret.

Hvad betyder det »at blive sat fri« for dig i praksis?

»Når man mister nogen, man elsker, så sørger man og spekulerer på, hvorfor kræften lige skulle ramme min familie. Så giver det en frihed at vide, at der er en, der har styr på det. En, der sørger for, at alt bliver godt igen. Det giver en dyb ro og en mulighed for at kunne håndtere de her voldsomme oplevelser, vi alle rammes af på et tidspunkt.«

Du bruger i bogen begrebet »det mystiske« – hvad betyder det for dig?

»Det mystiske oplever jeg ved, at der er en styrke i, at man ikke præcist kan sige »her begynder det«. At der er en myte, der fortaber sig i det dunkle, i disen, og først herefter opstår den faktuelle historie.«

Kan du give nogle eksempler?

»For eksempel historiens oprindelse, vores oprindelse. Hvorfor er vi lige blevet, som vi er – som folk, som individer? Hvorfor er vi lige født i Danmark. Hvornår begynder historien og fortællingen om os som danskere. Hvornår bliver vi kristne?

Jeg prøver med min bog at tale og skrive op imod den her meget rationalistiske tilgang, som ligger i tidsånden, hvor alting skal forklares. Det hele handler om, hvorvidt Egtvedpigen er født i Egtved, om Harald Blåtand nu også lige gjorde, som der står på Jellingstenen. Men jeg tror, det er vigtigt for et folk, at man har lov til at have sine myter intakt.«

»Det mystiske oplever jeg ved, at der er en styrke i, at man ikke præcist kan sige, »her begynder det«. At der er en myte, der fortaber sig i det dunkle, i disen,« siger Morten Messerschmidt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Glemslen

Men forskningen vil vel generelt skride frem og erstatte myter med fakta. Ser du det som en negativ bevægelse?

»Ja, jeg vil sige, det er unødvendigt. Man skulle hellere bruge ressourcer på at afdække cancer end at aflive historiske myter.«

Så hvis en mytologisk forestilling, vi har om vores forhistorie, viser sig at være forkert ifølge faktuel forskning, så kan du godt se det som noget negativt?

»Ja, det kan det godt være. Den overlevering, man nu engang har, har jo en styrke, uanset om den er sand eller ej. Uanset om Roar og Rolf Krake rent faktiske har eksisteret, uanset om sagaerne er sande eller ej, så har de jo en værdi. Og jeg synes ikke, det er væsentligt, om de så kan modbevises, eller der kan sås tvivl om dem af videnskaben.«

Så du mener, at vi lige så vel kan forstå os selv som folk på basis af myter fremfor på faktiske forhold?

»Ja, det synes jeg sagtens, man kan.«

Men åbner det synspunkt ikke også for en relativisme, som ellers for mange nationalkonservative er et af tidens største problemer? Altså forstået som, at alle kan skabe en fortælling, og at der ikke er noget konkret at forholde sig til?

»Nej, fordi det er jo ikke alle, der laver en fortælling. Fortællingen om danskerne er en fortælling, der er blevet overleveret gennem århundrederne. Det er ikke »nogens« fortælling, men folkets fortælling.

Den kulturradikale tankegang i forhold til den her fortælling ville så være, at man sagde, at: »Det kan godt være, det her har været folkets historie de sidste 1.000 år, men nu kan vi via en dna-analyse vise, at det er usandt.« Men det er ikke sikkert, at det skaber noget positivt, eller er nødvendigt for vores selvforståelse. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være en masse i videnskaben og forskningen, som kan være nødvendigt og positivt. Det er muligt, at det indimellem viser sig, at noget af vores historie er baseret på røverhistorier, men det er ikke så vigtigt, for myten er alligevel en alligevel vores historie og dermed vores nationale selvopfattelse.«

Men hvad nu, hvis der om 500 år sidder en historiker og forsker i politikeren Morten Messerschmidt fra det 20. århundrede, men han grundet manglende historiske kilder er i tvivl om, hvorvidt han var medlem af Dansk Folkeparti eller Enhedslisten – det fortaber sig i det, du kalder »disen« – synes du så ikke, at fakta ville være at foretrække?

»Jeg håber helt generelt, at jeg får lov til fortabe mig i disen, når jeg er færdig her på Jorden. Jeg vil bare gå ind i glemslen,« siger Morten Messerschmidt, mens han ler højt.

Morten Messerschmidt

»Jeg er jo også en synder.«


Blot evolution

Du taler meget om »Det kristne menneske« i bogen – hvad adskiller »det kristne menneske« fra andre mennesker?

»Naturligvis troen på Kristus som Guds søn. Og det at forsøge at leve efter den lov, som han har sat. Og så handler det om at leve moralsk, men i erkendelsen af, at vi alle er syndere. Det er også det, jeg prøver at skildre i bogen med Henrik Stangerups novelle »Manden der ville være skyldig«, altså det her med at få lov til at bekende sine synder og leve i forsøget på at være der for sin næste. Det er for mig, hvad det vil sige at være kristen.

Og så er det grundlæggende, at mennesket, i modsætning til dyret, netop forstår sit ansvar og forstår, at der er ret og uret. Det, Stangerup kalder »behandlersamfundet«, prøver at fjerne det ansvar og reducere mennesket til et dyr. Og så er man jo ikke »skabt«, så er man bare evolution.«

Det er ikke ualmindeligt, at man finder Morten Messerschmidt bag baren i Bakkens Hvile, som ejes af hans kæreste, Dot Wessman. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen.

Men når vi i et moderne samfund skal definere skyld, så kan vi vel ikke overlade det til den enkelte?

»Nej, men det starter der. Grundlæggende skal den enkelte gerne være bevidst om, at volder man uret mod en anden, så er det netop en uret. Det kan så godt være, at vi alligevel gør det forkerte, for vi er jo syndere, men vi skal grundlæggende være bevidste om, hvad der er forkert.«

Tager du altid ansvaret for dine egne synder?

»Nej, ikke nødvendigvis. Jeg er jo også en synder.«

Det kan man vel altid undskylde sig med?

»Ja, men det væsentlige er ikke, at man siger, man er en synder; det væsentlige er, at man godt ved det. Men i sidste ende er det jo Vorherre, der fælder den dom.«

Messerschmidt ser ud over Klampenborg Galopbane, der ligger lige op til Bakkens Hvile, hvor vi sidder på en solbeskinnet, smal terrasse bag det snart 150 år gamle syngepige-etablissement. Stedet ejes af Messerschmidts kæreste, Dot, der selv har optrådt på stedet som en af de legendariske bakkesangerinder. Lyden af hestehove blander sig med begejstrede børneskrig fra Bakken, som er verdens ældste forlystelseshave. Vi er ikke i den moderne verden. Vi er på Messerschmidts hjemmebane.

Kampen om kristendommen

Er DF et nationalkonservativt parti?

»Ja, det vil jeg bestemt sige.«

Hvordan forklarer du så, at jeres vælgere er nogle af dem, der åbenbart kommer mindst i kirken?

»Der kan være flere årsager. Flere af mine nationalkonservative venner vender sig fra Folkekirken, fordi de mener, at den er blevet for kulturradikal. Der er simpelthen for meget spaghettigudstjeneste og frelst halalhippiesnak til, at de vil være med i den klub. Mange af dem har helt meldt sig ud og er i stedet gået til frimenigheder eller til den katolske kirke. Men jeg mener også, at man skal forstå den kristne tro bredere, end at det bare handler om, hvorvidt man er medlem af Folkekirken eller ej.«

»Den Kristne Arv« handler også om den kulturelle »kamp om kristendommen«. Altså hvordan skal kristendommen forstå og udøves. Hvem ser du som dine primære modstandere i den »kamp«?

»Primært den ateistiske kulturradikalisme, som kæmper for, at mennesket kun er sig selv. Altså det her menneskesyn, som grundlægges af Georg og Edvard Brandes i forbindelse med Det Moderne Gennembrud (litterær periode fra 1870-1900, red.). Det handler om at frigøre sig fra sin arv, men også fra samfundet og moralen. Det er blandt andet også ud af denne tankegang, at vi har fået den vanvittige identitetspolitik, som Henrik Dahl (fra Liberal Alliance, red.) og jeg har skrevet et opråb imod, da den i dag gennemsyrer universitetspolitikken. Og så er der dem, som prøver at gøre kristendommen til en ideologi.«

Hvem er de?

»Det er blandt andet adskillige af landets biskopper. Biskopperne mener, at næstekærlighedsbudskabet kan gøres til en slags program, der pålægger dem og hele kirken at nedlægge Danmark som et fædreland og gøre det til en indvandrerland, hvor man ser enhver fra Mellemøsten, som har det ubekvemt, som en ligeså naturlig »næste« som ens nabo.

Jeg er jo ikke teolog, men jeg finder det afslørende, at den britiske oversættelse af »næsten« er »neighbor«, altså »nabo«. Det handler jo om mennesker, der er i din fysiske nærhed, og ikke bare en, man kan opfinde, som er på bekvem afstand, og som man så kan være åh så god ved at donere af sin biskopgage til Folkekirkens Nødhjælp.«

Morten Messerschmidt

»Jeg er helt sikker på at Hardy hellere vil kaldes »hun«, når han optræde i dametøj som Mona Lisa, men også helst vil kaldes »han«, når han igen er Hardy.««


Der er en kønsforskel

I forbindelse med din kritik af den tiltagende individualisme skriver du, at en udløber af den er #metoo-bevægelsen. Du skriver, at »Det bliver nu set som en krænkelse at komplimentere en dames parfume« – har du oplevet det selv?

»Der er jo folk på Christiansborg, altså folketingsmedlemmer, som eksplicit har frabedt sig, at man komplimenterede dem med, at de så godt ud, eller på anden måde komplimenterer dem, hvilket ellers er fuldstændigt almindeligt i omgangsformen mellem mand og kvinde. Forargelsen skyldes nok primært, at komplimentet i sig selv bliver set som noget, der tager udgangspunkt i, at der er en kønsforskel. Men det er der jo. Der er mænd, og der er kvinder.

Det er rigtigt, at der er nogle mænd, der godt kan lide mænd, og nogle kvinder, som godt kan lide kvinder, men det absolutte flertal har det nu sådan, at der er en attraktion mellem mand og kvinde. Det ville være enormt skadeligt, hvis det gik tabt i forlængelse af den – i øvrigt retfærdige – sag, der oprindeligt handlede om, at mænd selvfølgelig skal holde op med at krænke kvinder. Men at man ikke må holde døren for en pige, eller ikke må sige »Hvor er det en nydelig kjole, du har taget på i dag«, fordi det skulle være krænkende, det er i min optik helt skørt.

»Det, Stangerup kalder »behandlersamfundet«, prøver at fjerne det ansvar og reducere mennesket til et dyr. Og så er man jo ikke »skabt«, så er man bare evolution.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Og det her med, at man i dag kan pålægge folk, at de skal tage hensyn i deres sprogbrug til andre menneskers bizarre idiosynkrasier, som strider mod den umiddelbare rationelle fornuft og logik, som når nogle insisterer på at blive omtalt med et selvvalgt pronomen, så er man jo derude, hvor emancipationen virkelig begynder at smadre de institutioner, der betinger, at vi overhovedet kan have et samfund.«

Men hvordan ville du forholde dig, hvis for eksempel en mand i din personlige omgangskreds en dag bad om at blive kaldt »Katrine« – ville du så ikke gøre det?

»Så tror jeg, at jeg ville vælge at omtale vedkommende uden fornavn. Det er muligt, du føler sådan, men du har ikke magt til at definere mit sprog. Nu sidder vi her på Bakkens Hvile, hvor det jo ikke er helt ualmindeligt, at mænd går i dametøj, men jeg er helt sikker på, at Hardy (en af de optrædende på Bakkens Hvile, red.) hellere vil kaldes »hun«, når han optræder i dametøj som Mona Lisa, men også helst vil kaldes »han«, når han igen er Hardy.«

Skøre menneskerettigheder

I din bog sætter du den moderne humanisme i modsætning til kristendommen. Men jeg har læst flere, blandt andre Løgstrup, der mente, at kristendommen spiller en central rolle i humanismens oprindelse. Man kunne hævde, at humanismen er en forgrening af kristendommen. Hvordan forholder du dig til det?

»Der er ikke nogen tvivl om, at kristendommen har skabt den frihed, som er fundamentet for vores sekulære samfund. Og jeg er enig i, at den humanistiske tænkning ikke ville være opstået uden kristendommen.«

Men hvis humanismen er en forgrening af kristendommen, hvad er så – som du ser det – det store problem med den moderne humanisme?

»Voltaire siger – og nu parafraserer jeg – efter at have læst Rosseau, at han fik lyst til at stille sig på alle fire og bjæffe som et dyr. Han følte sig fuldstændigt løst fra sin arv, al overlevering og hele den fortælling, som han hidtil havde levet med – underforstået den kristne arv. Skællene var faldet fra hans øjne, og han følte sig som dyret, hensat til frihed. Men det er jo der, hvor humanismen ender med at stå i opposition til kristendommen. På rejsen derhen er der meget godt, og selvfølgelig skal kristendommen ikke være undertrykkende og dæmonisk, som vi har set gennem historien, men humanismen har en tendens til at kamme over og blive sit eget vrangbillede, og blot sætte mennesket ind, hvor Gud sad før. Og så følger jo menneskerettigheder og sådan nogle skøre ting, hvor man fuldstændig løsriver sig fra det konkrete og siger, at der findes noget, som hedder »universelle menneskerettigheder«. Hvis de er så universelle, så er det da utroligt, at der er så få lande i verden, hvor der er rum for at leve et liv, der tilnærmelsesvist ligner det, som er beskrevet i menneskerettighederne.«

Du siger, at begrebet »menneskerettigheder« er skørt. Men er det ikke civilisationens ypperste mål at skabe mulighederne for et godt liv for alle mennesker? Er det skørt?

»Ja, det er meget skørt at tro, at det gode liv er det samme for alle syv milliarder mennesker. Det er jo åbenlyst forkert. Og så hviler det på den falske præmis, at hele menneskeheden skulle have en fælles opfattelse af, hvad »det gode samfund« er.

Er det, fordi vi ikke kan opstille et objektiv kriterium for, hvad der er det gode liv?

»Lige præcis, og så tror jeg, at det gode altid er konkret, ligesom kristendommen altid er bundet til det konkrete. Næstekærlighedsbuddet handler netop om det nære og ikke en sultkatastrofe i Afrika hos folk, man aldrig nogensinde har hørt om – det er at praktisere en humanisme, der repræsenterer det modsatte af kristendom.«