Dansk historie og kultur får undertiden en stedmoderlig behandling i det danske uddannelsessystem. Kristendomsundervisningen varetages eksempelvis ofte af lærere, der ikke er linjefagsuddannede, og således for en dels vedkommende har beskedne kompetencer til at røgte faget, og på de gymnasiale uddannelser spiller dansk historie en absolut birolle, idet faget stort set udelukkende vedrører europæisk historie og verdenshistorie.
Allerede i folkeskolen har undervisningen mistet sin fortællende karakter. I stedet for at stifte bekendtskab med historien fra stenalderen til det 21. århundrede ser man i dag på nedslagspunkter og bruger timer på at studere historiske kilder, hvilket sikkert er spændende for den historiestuderende in spe, men drønkedsommeligt for de fleste børn og unge, der hellere vil læse om slaget ved Teutoburgerskoven og Tordenskjolds bedrifter til søs. Og ærligt talt er det faktisk også vigtigere, når historiefaget skal bruges til at etablere en bevidsthed om, hvad der har skabt os som danskere, og hvad der er særligt for den danske kulturarv i relation til andre lande.
