Brunos historie

Kan man sætte ansigt på en ung jødisk flygtning, der druknede under flugten til Sverige i oktober 1943? Berlingskes Bent Blüdnikow går på jagt i historien efter en tragedie, der rækker tilbage 70 år tilbage i tiden.

Jøder flygter over Øresund i robåd en nat i 1943. Foto: Scanpix Herunder: Fotografi af Bruno og hans kammerater fra den jødiske skole i Bonn. Da nazisterne forbød jødiske børn at gå i den almindelige grundskole oprettedes en jødisk skole, som Bruno kom i. Bruno ses siddende i midten i første række. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I februar udgav Berlingske singlen »Min fars flugt«. Bogen fortalte, hvordan min i dag 88 årige far, Benjamin Blüdnikow, sammen med otte andre jødiske flygtninge i oktober 1943 gik om bord i en robåd, der senere sank ude midt i Øresund. Forinden havde de været på flugt fra Gestapo. Da båden gik ned, hagede flygtningene sig fast til robåden, men tre af dem druknede. De tre druknede, var Leopold Fischermann, hans søn Adolf og en ung tysk jødisk flygtning ved navn Bruno Schmitz.

Jøderne i robåden var, med undtagelse af Bruno Schmitz, danske jøder, og det var ikke svært at finde fotografier af dem og vidner, der kunne berette om deres liv. Anderledes var det med Bruno, som ikke efterlod sig mange spor. Ingen kendte ham umiddelbart. Bruno var kommet alene fra Tyskland i 1939 for arbejde på et gartneri i Nordsjælland for derefter at rejse videre til Palæstina. Alle fremmede i Danmark har en udlændingesag udarbejdet af Rigspolitiet, så det var et naturligt sted at begynde min søgning efter oplysninger om Bruno. Men den var en skuffelse. Der stod mest om, hvordan politiet frygtede, at Bruno tog arbejde fra danske arbejdere. Gartneriet var ejet af en familie Øhlenschlæger. Der var ikke engang et fotografi af ham i sagsakterne.

Historien om »Min fars flugt« blev hurtig til mere end historien om min far. Flygtningenes trængsler i robåden var nemlig ikke overstået med robådens forlis. De overlevende blev i sidste øjeblik reddet af et dansk skib. Blandt de flygtende var en kvinde, Dora Recht, med sit et-årige barn, som moderen ikke vidste om var levende eller død. Min egen far var på nippet til at drukne.

Men skipperen på det danske skib nægtede at sejle dem til friheden i Sverige. Istedet blev de sejlet til Helsingør havn. Derfra blev de transporteret til Helsingør Hospital, men Gestapo i byen fik nys om deres ophold på hospitalet, og de kørte ud for at fange dem. Da Gestapo stod ved hovedindgangen blev de overlevende flygtninge i sidste øjeblik ført ud af hospitalets bagdør og hen til flygtningehjælpers hus. Næste dag blev de skjult i en skraldebil kørt til Hornbæk og videre med en fiskekutter over Sundet. Min far bemærkede, at en mand på kutteren smed sin selvmordspille i vandet, da de nåede svensk farvand.

Men hvad med Bruno? Hvem var han egentlig?

Bruno Schmitz havde en forhistorie, der gør roturen over Øresund om muligt endnu mere tragisk. I de første oktoberdage var Bruno søgt fra gartneriet i Hornbæk til Gilleleje, hvor mange jøder havde forsamlet sig. Derfra håbede man at komme over med båd, men gestapochef Hans Juhl fra Helsingør tog flere gange med sine SS-folk til Gilleleje for at fange jøder. I desperation valgte flygtningehjælpere at skjule jøder på kirkens loft. Ulykkeligvis blev Hans Juhl gennem en stikker gjort opmærksom på, at der skjulte sig jøder på kirkeloftet, og 72 jøder blev ved den lejlighed fanget. Hovedparten blev deporteret til KZ-lejren Theresienstadt.

En jødisk flygtning fortalte efter krigen: »Vi kom op på loftet, hvor der allerede var mange. De var meget urolige, der var jamren og gråd. Vi var klar over, at det ville gå galt. Ved 10.00-11.00 tiden om aftenen kunne vi høre motorstøj, og de begyndte for alvor at belejre kirken omkring kl. 12.00. Vagten holdt dem hen et par timer, så måtte han give efter, de truede med at sprænge kirkedøren. En ung landsvæsenselev havde siddet lige bag ved os, men på et tidspunkt forsvandt han. Vi fik senere at vide, at han havde gemt sig i klokketårnet og havde undgået arrestation.«

Den unge landsvæsenselev var Bruno, der undslap nazisterne ved at kravle ud i klokketårnet. Næste morgen blev han hjulpet ned mere død end levende. Flygtningehjælperne fik ham bragt til Snekkersten næste dag. Og han kom om bord i samme robåd som min far.

Historieforskning er et detektivarbejde. Man fandt aldrig ligene af Leonard og Adolf Fischermann eller af Bruno. Det eneste spor var, at en af de overlevende fra flugten, Fanny Fischermann, fortalte mig, at hun i 1944 blev opsøgt af en dansk-jødisk flygtning ved navn Trier i Sverige, der kom med 25 kroner fra Brunos kæreste.

En af mine venner er holocaustforskeren Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane. Trods det flotte, fremmedartet navn er hun pæredansk, og bor i Paris. Måske hun kunne finde noget på en familie Schmitz, men chancen var ikke stor, for Schmitz er et ganske almindeligt tysk navn.

14 dage efter vendte hun imidlertid tilbage med beskeden om, at der i Bonn var mindesten i brolægningen efter Bruno og hans far, Wilhelm Schmitz, der døde i KZ-lejren Theresienstadt.

Via en database over holocaustofre blev der fundet en såkaldt vidnesbyrdside for Bruno og hans far. Afgørnde var det, at en vis Gerda Wiener født Schmitz fra London havde verificeret oplysninger om hendes afdøde far. Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane tog kontakt med en historikerven i London for at spore Gerda Schmitz/Wiener. Det viste sig, at Gerda Wiener var død nogle år forinden, men det lykkedes at finde navnene på hendes to børn, Stephen og Marion.

Gerda Wiener og hendes søster var ifølge overleveringen kommet til London fra Tyskland med de såkaldte børnetransporter i 1938, lige før grænsebommene forhindrede jødisk udrejse. Det viste sig, at de, Marion og hendes bror, havde både skriftligt materiale om familien og fotografier af Bruno. De fortalte, at deres mor, Gerda, altid havde forsøgt at få sandheden at vide om sin lillebror Brunos skæbne, men var død for fire år siden med uforrettet sag.

I familiens gemmer var et notat fra Gerda om familien og Bruno. Heri fortæller hun, at hendes far blev født i 1872 i en lille by ved floden Mosel, hvor der havde boet jøder siden middelalderen. Hans familie flyttede til Bonn, og han kom i lære som skomager. Han åbnede senere en forretning i Bonn. I 1900 giftede han sig og fik fire børn, men hans hustru døde allerede i 1913. Han giftede sig derefter i 1915 igen med Caroline Neumann, og Gerda blev født i 1917 og Bruno i 1920.

Forretningen måtte lukke i 1933, da folk ikke ville handle i jødiske forretninger, og familien måtte flytte til en mindre lille lejlighed. Selv på det tidspunkt ville Gerda og Brunos far dog ikke vedkende sig den fare, som nazisterne repræsenterede. Han troede ikke, der ville ske ham noget, for han havde kæmpet som tysk soldat under Første Verdenskrig. Faren blev deporteret til KZ-lejren Theresienstadt og døde der i 1942. Gerdas og hendes ældre halvsøster, Rosi, emigrerede til London i 1939.

Gerda forsætter i notatet: »Min bror Bruno gik i en almindelig skole i Bonn, indtil myndighederne ikke længere tillod jødiske elever. Han blev tvunget til at blive elev i en nyoprettet jødisk skole. Han var meget talentfuld og begavet med en god sangstemme. Med en lærers hjælp fik han støtte til at komme på et jødisk seminarium i Würzburg, hvor han ville uddanne sig til sanger i synagogen og lærer. Den 9. november 1939, Krystalnatten, brød nazisterne ind i seminariet for at fange jøder, men Bruno undslap i sin pyjamas og frakke og rejste tilbage til Bonn. Der blev han tvunget til at lave vejarbejde. Han tog ved siden af arbejde på et landbrug for at dygtiggøre sig til arbejde i Palæstina, hvor han ville hen. Det var ejeren af dette landbrug, der gennem en dansk ven, skaffede ham arbejde i Danmark. Desværre var alt, hvad vi kunne finde ud af om hans skæbne gennem Røde Kors, meget lidt – kun at båden sank og alle om bord druknede.«

Gerda havde også gemt et brev fra Bruno afsendt fra Danmark til London under besættelsen til sine søstre Gerda og Rosi. Det er Brunos eneste livstegn:

»Kære Gerda og Rosi,
Jeg hørte kort fra vor elskede far, at det går jer godt og hovedsagen er, at I er sunde og raske. Jeg vil derfor bede Jer så snart som muligt at skrive et udførligt brev om jer selv. Lige nu kan jeg ikke berette om afgørende Nyt. Gennem den igangværende forandring her har min levevis på ingen måde formet sig anderledes fra før til nu. Jeg er stadig altid på det samme sted og holder fra tid til anden ganske alene huset på gården, når min chef ikke er til stede. Til Jul blev jeg smukt beskænket med Gaver.

For at jeg ikke skal glemme det, ønsker jeg dig, elskede Gerda, tillykke med fødselsdagen og alle tænkelige, gode ønsker for det kommende år. Jeg tror dog, det varmeste ønske er genforeningen med din ’udvalgte’, og så håber jeg, at dit ønske snarest muligt går i opfyldelse.

Jeg vil meget gerne have mig et nyt billede af jer begge, og jeg vil sende jer et nyt af mig.

Nu er her bitterkoldt. Minus 32 Grader om Natten. Vi håber kun på to ting: Forår og krigens ende. Jeg håber, at min levevis og arbejde dermed endegyldigt vil blive besluttet. Al denne frem og tilbage og Uddannelse her og så denne uvidenhed er jeg træt af. Jeg håber, at vi meget snart vil se hinanden igen, og indtil da er jeg med 1000 Kys, Jeres Bror.«

Der slutter historien om Brunos tilsyneladende. Men der er en løs ende. Nåede Bruno at opleve kærligheden? Den overlevende kvinde fra robåden, Fanny Fischermann, i dag 89 år, har fortalt, at hun i 1944 blev opsøgt af en hr. Trier med 25 kroner fra Brunos kæreste.

Min single og omtalen af den gav flere reaktioner. En hr. Viggo Øhlenschlæger skrev, at han havde været søn på gartneriet, hvor Bruno arbejdede. Han mor var iøvrigt jøde, født Trier, og derfor var Viggo og hans mor flygtet til Sverige i 1943.

Var det et tilfælde, at Viggos mor var født Trier og Fanny Fischermanns kontaktmand i 1944 også hed Trier?

Fanny Fischermann husker, at hun for en nogle år siden mødte Triers datter. Med nogle få oplysninger i baghånden lykkedes det at finde frem til denne datter, der fortalte, at hendes far var lillebror til Viggos mor i gartneriet, og at hendes familie ofte besøgte gartneriet i Hornbæk. Kort sagt havde hr. Trier, der mødte Fanny Fischermann i 1944, direkte kendskab til Bruno og hans kæreste. Men hér ender sporet foreløbig. Den gamle Trier er død, og han har ikke efterladt sig breve, der kan afsløre, hvem Brunos kæreste var.

Fanny Fischermann siger idag: »Jeg følte mig utrolig ensom og sørgmodig, fordi min far og bror druknede, og resten af min familie blev sendt til Theresienstadt. Det betød meget for mig, at Trier dukkede op med 25 kroner fra kæresten, som jo var et stort beløb dengang. Jeg ønsker den dag i dag at kunne takke hende.«

Bruno Schmitz undslap Gestapo mindst to gange Gestapo men druknede i Øresund i en af besættelsestidens mest sørgmodige skæbnefortællinger.

Bent Blüdnikows single »Min fars flugt« udkommer i september som rigtig bog.