Bogen om Mikael Persbrandt ryster og fascinerer: »Det er skræmmende læsning«

De svenske anmeldere er enige om, at Mikael Persbrandt-biografien »Så som jag minns det« på sin egen måde er meget vellykket. Men for nogle burde der være grænser for åbenheden.

Mikael Persbrandt sammen med Susanne Bier under optagelserne til hendes film "Hævnen" i 2009. Foto: Claus Fisker/Scanpix.
Læs mere
Fold sammen

»Persbrandt giver sladderpressen materiale til mange år, men hvorfor skal han nævne alle de kvinder, han har haft affærer med? Og hvorfor tilsvine gamle kolleger så ubarmhjertigt?«

Sådan lyder en anmelderkommentar til efterårets mest omtalte bog i Sverige: Den svenske skuespiller Mikael Persbrandts erindringer, »Så som jag minns det«, som han har skrevet i samarbejde med forfatteren og musikeren Carl-Johan Vallgren. Det er Lars Ring, der skriver sådan, i Svenska Dagbladet. Videre hedder det: »Bogen er blevet et helteepos, en selvbiografi, hvor Persbrandt fremstiller sig selv som en mytologisk skikkelse - en Faust med en djævel indeni. (...) Han svinger mellem at være en tryg familiefar og en suicidal, selvskadende personlighed, der misbruger alt, især sex og kokain. Han er totalt åben om sit misbrug.« Osv. osv.

Michael Persbrandt, 54 år, er en Sveriges mest kendte skuespillere. Han har bl.a. spillet på Dramaten i Stockholm og han har haft mange film- og tv-roller, bl.a. som Carl Hamilton i filmatiseringerne af Jan Guillous romaner og Gunvald Larsson i Martin Beck-TV-serien. I en dansk kontekst har han bl.a. gjort sig bemærket i Susanne Biers Oscar-vindende drama »Hævnen«, som hovedrolleindehaver i Pernille Fischer Christensens »En du elsker« og i flere film af den danske instruktør Simon Staho. Større svensk filmstjerne findes ikke i dag, og i Aftonbladet er Åsa Linderborg både fascineret og frastødt af historien om ham:

»Det er skræmmende læsning,« skriver hun og tilføjer, at »det er klart«, at kvinder aldrig ville kunne skrive noget tilsvarende for »kvinder må ikke hengive sig til alkohol, forsømme børnene eller være for sløje og divaagtige til ikke at orke at lære deres replikker.«

Åsa Linderborg citerer fra et sted i bogen, hvor Mikael Persbrandt fortæller, hvordan han lå og hyggede sig med kvinder alle mulige listige steder på den svenske nationalscene, Dramaten. Den historie får Åsa Linderborg til retorisk at spørge, hvor mange gange der mon henvises til skuespileren i det aktuelle svenske hashtag #tystnadtagning , hvor skuespillere beretter om seksuelle overgreb?

Svaret blæser i vinden.

I Dagens Nyheter fascineres Niklas Wahllöf af, hvordan Mikael Persbrandt med »chokerende frækhed« fortæller om dengang, da livet var en permanent fest, om narkoen, der nær tog livet af ham, og om den bipolare lidelse, der fik ham til at svinge i såvel manisk som depressiv retning, og som han blev diagnosticeret for. Og om det liv som familiefar, han blev i stand til at leve, da han kom ud på den anden side. Mikael Persbrandt fremstår ifølge Niklas Wahllöf som en af de »allerede ophøjede galninge, der giver fanden i alting, undtagen slutresultatet«, og han er, stadig ifølge anmelderen, godt hjupet af Carl-Johan Vallgren, der loyalt har gengivet Persbrandts mundtlighed: Både bandeordene, slangudtrykkene, lurvethederne og alt det forfinede.

Et sted i »Så som jag minns det«» siger Mikael Persbrandt, at vi er vores erfaringer, og at det er dem, en skuespiller udnytter. Det er en sigende passage, mener Göteborgs-Postens anmelder, Johan Lindqvist, der har været lige så rystet over læsningen som alle andre, men som også, efter endt læsning, ser håb forude. Det formulerer han sådan her:

»Trods alt det skidt, Mikael Persbrandt har været en del af, fornemmer man, at nu skal det nok gå godt.«