Sommeren har været karrig med varmen, men i denne weekend er der annonceret hedebølge, og så er der ikke meget, der gør sig bedre end kampkold, læskende og lækker is. Udvalget af is i København er – som alt andet inden for gastronomien – eksploderet de seneste år. Og bundniveauet er højt.
Her er fem rigtig gode isbarer, du bør overveje at aflægge et besøg, når istrangen – sammen med termometeret – stiger i augustheden.

Brostræde-is for voksne
★★★★☆☆
Hæderkronede Frederiksberg Chokolade har i snart 100 år forsynet københavnere med noget af kongerigets bedste chokolade, og når varmen melder sig, serverer man heldigvis også klassiske vaffelis i samme gedigne kvalitet. Den hjemmelavede vaffel fås næppe bedre i byen.
Særligt chokoladeisen er ikke overraskende en omvej værd. Her er ikke mange moderne unoder, men enkelte af smagene kunne måske godt trænge til lidt ekstra skarphed. Men er du til klassiske danske vaffelis, som vor bedstefar foretrak den en sommersøndag i artig matrosdragt, er dette stedet. Udvalget og smagen her er alt, hvad den klassiske Brostræde Fløde-Is i Helsingør burde være. Desuden er Frederiksberg Chokolade også et af de efterhånden få steder, hvor man stadig kan bestille den stærkt truede Kæmpe Eskimo!
Frederiksberg Chokolade
Frederiksberg Allé 64
1820 Frederiksberg

Perfektion på Østerbro
★★★★★★
Ved den knaldhyggelige Bopa Plads på Østerbro ligger måske landets bedste isbar. Isoteket ser ikke ud af meget, men smagen er i særklasse. Da vi var forbi, var udvalget relativt smalt, men alt, hvad vi testede, var af højeste karat. Stilen er holdt i den italienske gelatostil, hvor isen indeholder mindre mælkefedt end typisk dansk flødeis, dog også generelt mere sukker, hvilket til gengæld giver en mere cremet konsistens end den typiske danske is. Stedets veganske mangois havde den mest intense og rene mangosmag, jeg har smagt. Chokoladeisen var en nietzscheansk afgrund af dyb smag. Isen med citron og birkes var raffineret, overrumplende velsmagende, i perfekt balance. Den var min personlige favorit i den samlede test. Der var intet at sætte en finger på, og Berlingske kvitterer med fuldt hus: Seks stjerner til Isoteket.
Isoteket
Randersgade, Bopa Pl. 43
2100 København

Byens bedste pistacieis
★★★★★☆
Siciliansk Is er en nyklassiker, og de var nogle af de første, der introducerede københavnerne for en reelt autentisk italiensk gelato. Isen er altid vidunderlig hos Siciliansk Is. Særligt frugtsorbeterne fås næppe bedre, og konsistensen er formidabel. Pistacieisen er efter min mening byens bedste, og citronsorbeten og mandarinsorbeten er begge perfektion, mens chokoladeisen var lidt anonym. Overordnet er kvaliteten tårnhøj hos Siciliansk Is, og vi ender på fem solide stjerner.
Siciliansk Is
Skydebanegade 3
1709 København V
Rygende flot isshow
★★★☆☆☆
Har du valgt at tage dine forkælede unger med ud at spise en is, så er Istid på Nørrebro et sjovt sted at frekventere. Her laver man Skandinaviens første nitrogenis. Det vil sige, at når du bestiller din is, er den slet ikke frossen endnu, men ved hjælp af flydende nitrogen (-196 grader) laves isen, i røg og damp, lige for øjnene af en.

Det er en sjov gimmick og ser spektakulært ud. Isen i sig selv havde en fin tekstur, mens smagen var en anelse ordinær a la en rigtig god hjemmelavet is. Dog smagte varianten med kærnemælk og rabarber suverænt, og på en varm dag, hvis man er i nærheden, er Istid bestemt et besøg værd.
Istid
Jægersborggade 13
København N

Intens jordbærsmag i Indre By
★★★★☆☆
Mamma Che Gelato – La Fiorita minder en del om ovennævnte Siciliansk is. Her er næsten den samme cremede tekstur i isen. Dog er smagene overordnet lidt mindre raffinerede og mindre autentiske, hvilket er tydeligst, når man bestiller stedets pistacieis, hvor der mangler dybde i nøddesmagen, og der er en snert af noget let syntetisk(?). Men overordnet får man oplevelsen af en god, klassisk italiensk gelato, og særligt stedets is med fragola/jordbær er virkelig velsmagende.
Mamma Che Gelato – La Fiorita
Nansensgade 62
København K
Bemærk, at flere af de testede steder har mere end en filial, men vi har valgt kun at nævne det specifikke sted, vi har anmeldt i denne test.