I Ekstra Bladet er der noget, der hedder »Den sociale brevkasse«. Den er bestyret af socialrådgiver Puk Sabber, og hun gav forleden en mor et mildest talt opsigtsvækkende råd.
Moren skrev, at hendes søn var sprunget fra en uddannelse og lige nu venter på at blive optaget på en ny. Mens han venter, vil han gerne have kontanthjælp, men desværre er det sådan, at han har en børneopsparing, som kommunen mener, at han skal bruge, før han kan få kontanthjælp. Det forstår moren ikke. Børneopsparingen er tænkt som »et tilskud til etablering i egen lejlighed«, men det bliver jo svært nu, hvor kommunen har bedt ham leve af penge, han har stående i banken. Hvad gør vi, spørger moren og her burde svaret selvfølgelig være: Sig til ham, at han kan få sig et arbejde.
Kære brevkassemor, her er et gratis råd til dig: Din søn skal stå ud af sengen og så gå ned i Netto og prøve at ligne en, der kan finde ud af at sætte dåsemajs på plads.
Men nej, Puk Sabber opfordrer moren til »at ommøblere pengene« - et råd, hun i øvrigt ikke vil gøre sig klog på om er »moralsk rigtigt«.
Kære Puk Sabber, svaret er enkelt: Det er det ikke. Det er helt ude i skoven.
Og det rejser et modspørgsmål: Hvad er det egentlig, du har gang i? Du er socialrådgiver og bestyrer af en brevkasse i en landsdækkende avis og uden at skamme dig, opfordrer du folk til at snyde sig til andres penge? For hvem tror du skal betale for sønnike, der er for doven til at arbejde og for sløv til at klare sig selv? Det er rigtigt, det skal vi andre. Endda med en socialrådgivers velsignelse.
Kald mig naiv, men kan det virkelig passe, at vi uddanner folk til at lære andre, hvordan de kan malke de offentlige kasser og rage andres penge til sig?
Det er en skændsel og en regulær skandale, at Ekstra Bladet ikke kan se problemet. Chefredaktør Karen Bro udtaler, at Puk Sabber bare »fortæller, hvordan systemet fungerer« og at hun »ikke gør sig til dommer«, og at avisen i øvrigt er glade for at have hende ansat. Imponerende.
Det er, som om der findes to slags penge - rigtige penge og fantasipenge. Rigtige penge er dem, man arbejder sig til og passer på; fantasipenge er de andres og stammer formentlig fra et pengetræ, hvorfor de må være til deling.
Brevkassemoren forstår ikke, hvorfor hendes surt optjente penge skal forsørge sønnike, når nu de offentlige kasser er fulde af fantasillioner, som man bare kan bruge løs af. »Kan man undgå, at de opsparede midler bruges, inden han påbegynder ny uddannelse«, spørger hun.
Nemt. Din søn står ud af sengen og går i bad og går så ned i Netto og prøver at ligne én, der kan finde ud af at sætte dåsemajs på plads. Gå gerne med, så kan du se nogle af dem, der arbejder for at tjene de penge, du havde forestillet dig skulle forsørge din søn.
For sandheden er jo, at der ikke findes et pengetræ i velfærdsbaghaven. Der findes kun andre menneskers penge. Det er dem, der kaldes »rigtige penge«, og det er disse »rigtige penge«, der har finansieret den uddannelse, din søn er droppet ud af, og det er sørme også dem, der snart skal finansiere hans næste uddannelseseventyr.
Et helt gratis råd
Mit helt gratis brevkasseråd til dig, kære mor til doven søn, er, at du ikke fortæller dem eller nogen andre, hvad du har tænkt dig at stille op med børneopsparingen. I brevet til Puk Sabber skriver du: »Jeg har foreslået ham, at jeg kan låne hans opsparing, men det vil nok se underligt ud i kommunens øjne.«
Ja. Det vil det. Det vil ikke bare se dumt ud, at I forsøger at begå socialt bedrageri for at få andre til at betale for din søn, som burde være i stand til at forsørge sig selv - det vil også være strafbart.
Men det er selvfølgelig rørende, at du skriver, at »opsparingen har været tænkt som et tilskud til etablering i egen bolig«, for det er nemlig forældres pligt at sørge for deres børn, men min sympati stopper, når du videre skriver, »men det bliver svært, hvis pengene skal bruges til husleje og andre nødvendige udgifter nu.«
Sådan er livet! Lær din søn at leve med det. Regninger, udgifter, udkogt pasta med ketchup og sur røv. Hvis børneopsparingen kan lære ham det, er pengene godt givet ud.
Sådan ville en socialt ansvarlig brevkasse have svaret. At folk med opsparinger ikke er stakler, at fantasillioner ikke findes - og at der kun findes et velfærdssamfund, hvis det står på et moralsk fundament. Ellers eroderer det og bliver til et gældssamfund.
Et gældssamfund, der ikke vil være bevogtet af en engel med flammesværd, men af Dovne-Robert og Puk Sabber med klovnenæse.
