Det danske velfærdstræ har længe været i gang med at rådne ovenfra. Seneste vildskud på stammen handler om, at antallet af nyuddannede dagpengemodtagere er vokset markant de seneste år - også selv om der er job at få. Det er bare ikke de »rigtige« job, må man forstå. Mange akademikere frygter nemlig ikke arbejdsløshed, men at komme til at sidde bag kassen i Netto eller »tørre røv på Grethe«, som en 28-årig geolog så elegant formulerede det her i Berlingske.
Jeg er ellers sikker på, at Grethe vil ellers sætte pris på lidt omsorg, men jeg er mindre sikker på, at Netto gider ansætte en akademiker, der er for fed til den type job.
Geologen, der er blevet uddannet på skatteborgernes regning og endda har fået penge for at studere, forklarer, at dagpenge giver ham tiden til at finde det helt rigtige job, så han kan bidrage mest til samfundet.
Hvor lyder det flot. Bidrage mest til samfundet. Han fortæller videre, hvordan samfundet skaber sunde og glade medborgere, og hvordan han som nyuddannet da ikke kan rende rundt og gøre rent. Underforstået: det må de mennesker gøre, der har betalt for hans uddannelse. Det bliver de sikkert også glade for.
Er man ikke reaktionær i forvejen, bliver man det af at læse den slags ævl.
For to år siden konkluderede Københavns Kommune i en rapport, at 60% af kommunens ledige akademikere havde kurs mod langtidsledighed. Skyldtes det, at der ikke var job at få? Nej. Det skyldtes ifølge daværende beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev, at de »ikke søgte så bredt som andre arbejdsløse« - med andre ord, at det »rigtige« job som direktør for Det Kongelige Teater, udenrigsminister, serieiværksætter eller bestyrelsesformand for DR desværre ikke lige var ledigt. Dengang handlede indsatsen om at informere dem om arbejdsmarkedet og motivere dem på en »ordentlig og omsorgsfuld« måde. Den har næppe haft nogen effekt.
I stedet for omsorgsfuld information skulle man overveje at sende typer som ham geologen ud på et plejehjem og få Grethe til at fortælle ham lidt om sit arbejdsliv. Bagefter kunne han så fortælle lidt om, hvorfor han ikke har et. Det er ikke sikkert, at hun vil forstå, hvordan man kan have begge hænder nede i andre folks lommer og så samtidig tale helligt om, hvordan man bidrager mest til samfundet. Det eneste, der bekymrer mig, er risikoen for, at hun vil falde død om af grin.
Eller han kunne komme i social praktik hos kassedamen og få et indblik i, hvordan livet ser ud for en af dem, hvis job han ikke gider have. Hvor meget der skal arbejdes, så andres universitetsstudier kan blive finansieret, og måske kan de også tage en snak om, hvordan samfundet skaber sunde og glade medborgere. Jeg skriver måske, fordi jeg ikke er sikker på, at en kassedame orker diskutere arbejdsmarkedsforhold med en verdensfjern akademiker.
En behjertet sjæl kunne selvfølgelig også informere geologen om, at det ikke er et minus at have mange småjob på CV’et. Det er det til gengæld at have et attitudeproblem og ikke ane, at med rettigheder følger pligter.
Men personligt hælder jeg til den enkle løsning: Smæk dagpengekassen i. Der er job at få, tag et af dem. Det kaldes også personligt ansvar. Prøv det.