For nylig gik et foto verden rundt. Et billede af en masse bjergbestigere, der ligger i afføring og affald og venter på at komme op på toppen af det legendariske bjerg Mount Everest.
Ventetiden kan endda være så lang, at flere dør blot få meter fra at kunne spørge sig selv: Hvad fa’en sku’ jeg egentlig her?
Engang var bjergbestigning forbeholdt en særligt udholdende elite, men i dag er det blevet mainstream. Ligesom maraton og ironman er blevet mainstream og står anført på det gennemsnitlige mellemleder-CV sammen med beskrivelser af et agilt mindset og noget vrøvlesnak om at addere værdi, enable, lave synergier, state of the art, push back eller disruption.
Det er et særligt menneskeligt kendetegn at længes efter det eksorbitante, ligesom det er særligt for mennesket at ville gå til crossfit og zumba. Ingen andre dyr udsætter frivilligt sig selv for det pjat.
Eller sagt på en anden måde: I en tid, hvor det handler om at skille sig ud, vælger forbløffende mange at gøre, sige og satse på det samme. Og lige nu handler det så for det globale mellemledersegment om at få en selfie med et bjerg, der er røvligeglad.
Er det ikke bare mig, der er for selvfed til at forstå storheden i en spektakulær bedrift? Det er meget muligt. Dog vil jeg hilse fra mit eget mellemleder-CV og sige, at jeg skam har tosset rundt på Camino de Santiago, besteget Agung Rinjani og trekket ridebukselårene væk i Nepal.
Det ændrede ingenting.
Jeg er med på, at mennesket har en iboende drøm om overskridelse. Om at bestige det højeste bjerg, dykke dybest, køre hurtigst og generelt være først og størst. Det er et særligt menneskeligt kendetegn at længes efter det eksorbitante, ligesom det er særligt for mennesket at ville gå til crossfit og zumba. Ingen andre dyr udsætter frivilligt sig selv for det pjat.
Men billedet fra Mount Everest vidner også om noget andet. Om den moderne drøm om det unikke, der er sandet til i fantasiløshed. Om en degenereret dannelsesproces, hvor det alene handler om at realisere sig selv.
Man bliver imidlertid ikke mere menneske af at ligge i sit eget tis på et bjerg.
Det bliver man af at have kendskab til den kultur, man er rundet af, og kunne indgå i eksistentielle fællesskaber. Af at kunne udholde den samme ægtefælle i årevis, have børn, der kan holde ud at se på en, og være interessant at høre på for andre end sammesindede.
Endelig ved enhver, at de værste bordherrer og -damer er dem, der kun kan prale af egne bedrifter. Som definerer sig i kraft af deres krop, søvnapp, bil, penge og navle og værst af alt: brolægger samtalen til helvede med selfies.
Vil man gøre verden en tjeneste, gør man Mount Everest til selfiefri zone. Det vil både reducere mængden af mellemlederbestigere og måske også antallet af dødssyge samtaler.
