ASH: København er blevet en by for folk i permanent oral fase

I løbet af et årti er vores indkøbsvaner forandret markant, butiksdøden hærger, og handelsgaderne er blevet til madgader – til alleer i fritidssamfundet, der flyder med cortado og serranosandwich.

GAB photography

Der er tilsyneladende ingen ende på den kaffe, københavnerne kan drikke. Eller på, hvor mange sandwich fra Joe and the Juice, der kan spises. På antallet af Lagkagehuse, som skyder op på de hjørner, hvor der engang lå banker eller på antallet af udskænkningssteder med naturvin og tapas.

Engang var København en handelsby. I dag er den hastigt på vej til at blive en madby og i værste fald en spøgelsesby.