Folketingets formand Pia Kjærsgaard frabad sig i går, at Mette Abildgaard (K) tog sin baby med i Folketingssalen, og det har skabt stor virak. Hvor reaktionært, og hvor synd for barnet, lyder reaktionerne, men i stedet for at være så pylrede, burde vi sige tak til Pia Kjærsgaard for at værne om respekten for en af landets væsentligste institutioner.
For selv om børn er dejlige, er hele verden ikke en børnehave. Heller ikke Folketinget.
Selv beskriver Mette Abildgaard situationen, hvor hun høfligt bliver bedt om ikke at have en baby med sig under en afstemning i Folketingssalen, sådan her:
»Jeg synes, det var ubehageligt at skulle aflevere min datter til verdens sødeste folketingsbetjent, som tog imod hende. Og jeg så skyndte mig ind og stemme. Det synes jeg ikke, var nogen særlig tryg situation.«
Jeg kan forsikre Mette Abildgaard om, at børn ikke bliver stiknarkomaner af at blive passet af andre mennesker i fem minutter.
Tager man en baby med til audiens hos Dronningen? Nej, vel? Hvad så med på arbejde, hvis man er højesteretsdommer? Heller ikke.Anne Sophia Hermansen
I sidste uge diskuterede vi Radio24syv-journalisten Iben Maria Zeuthens interview med Ghita Nørby, og her var en af pointerne, at vi oplevede en ny verden kollidere med en gammel. At vi hørte lyden af et sammenstød mellem generationer, normer og værdier og at det var det, der gjorde den mislykkede samtale så fascinerende vellykket.
Sagen om den forviste baby handler grundlæggende om det samme. Om en generations forhold til værdier kontra en andens. Og om at der findes institutioner, som er større end ens baby, selv om den givetvis fylder det meste af ens egen verden.
I dette tilfælde Folketingssalen.
Tager man en baby med til audiens hos Dronningen? Nej, vel? Hvad så med på arbejde, hvis man er højesteretsdommer? Heller ikke.
Sagen er, og det må et konservativt folketingsmedlem have forståelse for, at der er institutioner i vores samfund, som fortjener vores respekt og udelte opmærksomhed. At der er en tid for alt – en tid for at stemme om landets love, og en tid for gylp, bleskift og amning. Også selv om man har en baby, der med Abildgaards egne ord ikke sagde »et pip.«
Og ja, det er ganske vist normalt at have børn med på mange arbejdspladser i Danmark, men Folketingssalen er ikke en normal arbejdsplads. Og det skal den heller ikke være. Folketingssalen er for folketingsmedlemmer, ikke for babyer, rottweilere eller kaniner.
Vi har brug for alvor i Folketinget, ikke babygylp.
