Interviewet mellem Radio24Syv-journalisten Iben Maria Zeuthen og skuespiller Ghita Nørby har skabt ravage, fordi det var en ny verden, der stødte sammen med en gammel. Fordi det polerede mødte det rå. Og fordi vi omsider forstod, hvad det vil sige at være autentisk - og indså, at det har vi hidtil ikke fattet så meget af.
Ordet autentisk har de seneste årtier hjemsøgt ledelseslitteraturen, selvhjælpsbøgerne og vores forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske. Ordet autentisk er alene blevet udlagt som noget 100 pct. positivt - når vi således er autentiske, lader vi os selv komme til syne, maskerne falder, og vi er i et med os selv. Folk kan »mærke« os, som det hedder, ligesom det hedder sig, at det er velgørende at være sammen med folk, der er sig selv.
Men er det nu også det? Næppe hvis man spørger Iben Maria Zeuthen, som udførte en slags mental ironman, da hun lavede dét interview, som formentlig vil stå tilbage som det mest omtalte og opsigtsvækkende i 2019.
Til gengæld viste Ghita Nørby os, hvad det vil sige at være autentisk, og hvorfor det er et bullshitagtigt og inflationsramt udtryk, som vi skal holde op med at forholde os så damebladsagtigt til. For mennesket er ikke alene pænt.
Hun mødte en krukket, uforskammet, filterløs, forfængelig, nedladende, divaagtig, manipulerende og perfid skuespiller, som havde sagt ja til et langt interview, men svarede på alt andet end de spørgsmål, der blev stillet.
Hvorfor gik det så galt? Måske fordi Ghita Nørby, der havde sagt ja til en syv timer lang samtale forventede at møde et menneske, ikke et systemmenneske. Men i stedet for at møde en journalist, der var interesseret i at forholde sig til hende, blev hun mødt af tekniske krav, lydprøver, distance og en professionel mine. Skulle det få hende til at åbne op? Næppe.
Til gengæld viste Ghita Nørby os, hvad det vil sige at være autentisk, og hvorfor det er et bullshitagtigt og inflationsramt udtryk, som vi skal holde op med at forholde os så corporate kælent eller damebladsagtigt til. For mennesket er ikke alene pænt.
Det er tværtimod kun uinteressante personer, der er det.
Med til det at være menneske hører dæmoner, selvdestruktion, iboende ondskab og excesser. Vi har bare glemt det, fordi vi er vant til at få leverpostejsportrætter serveret af journalister, der har mere selvhøjtidelighed end et egentligt selv.
Dertil kommer, at vi lever i en tid, der gør det vanskeligt at være excentriker og nemt at være mainstream. Vi ved fra Prins Henrik og Mads Holger, at det er lig med latterliggørelse at bevæge sig rundt i offentligheden med jeget uden på tøjet.
Ghita Nørby understregede for os, at det ikke er nogen kunst at være banal, og selv om interviewet i lange passager var ulideligt at høre på, var det også en tankevækkende opvisning i det at være sig selv. Koste hvad det vil.
