»Vi er gået for langt,« sagde min kæreste. »Hvad står der på dit boardingkort?«
Han havde ret. Vi skulle tilbage mod strømmen gennem maskinens smalle gang. Her havde vi da ellers været inde på nettet i god tid og booke de to sæder bagerst i maskinen, så ingen af os skulle havne på en midterplads. Ganske vist ved toilettet og dets underlige aftenlufte, men det gik vel nok. Men nu havde luftfartsselskabet åbenbart bare flyttet os til – rigtigt gættet – midterpladserne i en fuldt booket flyvemaskine fra Bangkok til København. 12,5 time spærret inde mellem alle de andre solbrankede danskere. De danskere, som altid ser så overvældende oppustede, klodsede og lyserøde ud sammenlignet med de yndefulde, små og brune thailændere, som øjet når at vænne sig til efter et par uger i det smukke ferieland. Orker med tatoveringer og leopardshorts. En last, som stewardesserne på Thai Airways heller ikke så ud, som om de havde meget tilovers for. Det ellers så smilende folkefærd gik til arbejdet med en verdenstræt mine – en distance, der godt kunne tolkes som afsky.
