Næsten ikke til at holde ud at høre: Ghita Nørby smider sig selv under bussen i radioportræt

Portrætprogrammet »Hele Danmarks Ghita« udvikler sig til en ubehagelig magtkamp mellem filterløs og perfid Ghita Nørby og den Radio24syv-journalist, som både ydmyges og får hævn.

»Jeg er et voksent menenske. Jeg svarer ikke på sådan noget idiotisk noget.« Ghita Nørby er mildest talt utilfreds med sin interviewer i radioportrættet »Hele Danmarks Ghita«. Linda Kastrup

»Jeg kan ikke tage dig og dine selvhøjtidelige, idiotiske spørgsmål. Jeg kan ikke holde det ud. Det er jo fuldstændig overfladisk. Kan du slet ikke høre dig?« »'Skal vi ikke lave en kop te?' Ikke engang det, kan du sige som et menneske.« »Skal vi gå en tur i haven«. »Stakkels dig«.

Det er meningen, fortæller radiojournalisten Iben Maria Zeuthen i sin indledning, at interviewet skulle have varet hele syv timer – alt skulle med og mikrofonen være tændt fra det øjeblik, journalisten trådte over dørtæsklen. Men den kontrakt får Ghita Nørby hurtigt opsagt. Det ender med cirka to timer på bånd og en time i radioen. I stedet hagler kritikken ned over Zeuthen, som har dristet sig til at banke på hos Danmarks store skuespillerinde, Ghita Nørby. Og det gør den næsten fra første åndedrag i Radio24syv-portrætudsendelsen »Hele Danmarks Ghita«. Helt frem til genstanden for interviewet lukker det, der kun lejlighedsvis er en egentlig samtale, ned: