Da mine børn var små, læste jeg højt for dem af Alfons Åberg – eller »Alfons Å Bager«, som ungerne omdøbte den svenske dreng, som er kendetegnet ved at være ualmindelig almindelig. Den Alfons, der er tale om i Skelbækgade, er nu nok en helt anden figur. På Wikipedia kan man således læse, at »De senere år har Skelbækgade været knudepunkt for Københavns gadeprostitution, da de tidligere tilholdssteder, Halmtorvet og Istedgade, er blevet byfornyet væsentligt«.
Uden at påberåbe mig ekspertstatus i gadeprostitutionen på Vesterbro, forbinder jeg – som sikkert de fleste københavnere – Skelbækgade med letlevende damer, og således ligger navnet Alfons' ikke bare godt i munden – det fungerer også fint som en humoristisk kommentar til den galopperende gentrificering, København oplever i øjeblikket. I sin egenskab af lavprisvinbar er Alfons' også et glimrende eksempel på, at ekspansionen af byens restaurationsliv for tiden sker i segmentet under mellemlejet – altså gademad samt mad-, vin- og ølbarer.
Sparsomt udvalg af barmad
Kød må man dog – trods beliggenheden lige over for indgangen til Den Hvide Kødby – kigge langt efter på hos Alfons' i Skelbækgade. Bartenderen forklarede ved vort besøg, at det sker, at man serverer en charcuteritallerken i weekenden, men at det er for svært at håndtere i hverdagen, når han står solo i baren. Vi endte med en runde generiske snacks: røgede mandler (25 kr.), blandede oliven (25 kr.) og blandede rodfrugtchips (25 kr.) – alle tre ting var udmærkede, men lignede grangivelig noget, som var kommet ud af en pose fra Irma, hvilket selvfølgelig heller ikke er det værste sted, ting kan komme fra.
Også når det kommer til vinen, må udvalget i den minimale, sparsomt indrettede bar siges at være ret basal. Omkring ti forskellige vine på glasset er ikke meget, når kategorierne mousserende, hvid, rød, rosé, orange og måske endda sød skal dækkes ind. Til gengæld viste den sympatiske tjener sig at være flink til at åbne flasker. Og priserne er fornuftige – fra 60 til 100 kr. på glas og 300 til 500 kr. for flasker – og som et af byens relativt få steder serverer man her både natur- og konventionel vin.
Gensyn med vinho verde
Jeg lagde ud med et glas vinho verde (60 kr.) fra Maria Bonita. Læserne vil sikkert kunne huske denne portugisiske vintype, som i sin tid altid var let perlende, lav i alkohol, småsød og frem for alt meget billig. Det er ikke nødvendigvis tilfældet i dag – således var denne vinho verde baseret på druen loureiro, en fint sprød og mineralsk sag, som uden at være stor kunst gjorde det ud for en god aperitif.
Min ledsager sprang lige ud i Semplicemente Vino fra Cascina degli Ulivi i Piemontes Gavi-distrikt – en orangevin med noter af madeira og tørret frugt og en forbavsende blød syre.
Eftersom vi endnu ikke var blevet tilbudt vand, bad vi om et par glas fra hanen, hvilket kom til at tage en rum tid, eftersom der nu pludselig var kommet gæster i butikken, og den enlige bartender fik travlt.
Fuldtonet orangevin
Men langt om længe ankom to blikkrus med postevand sammen med næste omgang vin. Jeg fik en fuldtonet orangevin fra denne vintypes moderland, Georgien, fra producenten Do Re Mi (90 kr.). En dybt ravfarvet og småtung vin på druerne rkatsiteli og mtsvane, som ifølge bartenderen havde fået 30 maceration med drueskallerne (hvilket er det, som giver den ravfarvede/orange kulør). Vinen var dog ren og ikke så funky, som det kunne lyde, og faktisk synes jeg, at min ledsagers glas, som også indeholdt orangevin – Fiero fra Cantina Margò (90 kr.) – var sjovere. Der var tale om en umbrisk vin lavet på grechettodruen, som havde både friskhed i kombination med den kant og det riv, jeg sætter pris på hos en orangevin.
I sidste runde var vi virkelig ude i det marginale vinlandskab. Efter at have prøvet os lidt frem med små smagsprøver endte vi med noget så aparte som henholdsvis en græsk hvidvin lavet på røde druer (80 pct. malagouzia og 20 pct. xinomavro), 2017 Stalisma fra Kamara Pure i Thessaloniki (90 kr.), som min ledsager syntes var småkedelig, mens jeg godt kunne finde en vis diskret charme.
Vulkansk vin på schweizisk drue
Og henholdsvis noget så sjældent som en hvidvin fra Etna (vulkanen på Sicilien) lavet på chasselas, der ellers mest er kendt som Schweiz' nationaldrue, og som normalt giver ganske neutrale – for ikke at sige kedelige – vine. Attia fra Etnella viste sig imidlertid at være en ganske karakterfuld vin, let ravgylden og med smag af hø og tørrede frugter – ifølge information på nettet er der tale om én dags maceration.
Således konkluderer vi, at Alfons' er et sympatisk sted, men med et begrænset udvalg af både vådt og tørt og ditto service, kan vi ikke svinge os op på mere end gennemsnitskarakteren, svarende til tre en halv stjerne. Jeg kommer dog gerne forbi igen, hvis tørsten pludselig skulle melde sig en dag, jeg opholder mig på indre Vesterbro.
Alfons', Skelbækgade 42, København V, Tlf. 22 54 03 45
Priser: Glasvin 60 kr. Snacks 25 kr.
