3 små stjerner: Madonna vil være popfrelser, men burde redde sin egen karriere i stedet

Den 60-årige popstjerne tyer til slidte tricks som autotune og latinpop på sit 14. album »Madame X«, der byder på politiske paroler og reggaeton, men også lidt for meget stilforvirring.

Madonnas nye album er indspillet dels i Portugal, hvor hun har boet de sidste mange år, og i London og New York. Musikalsk er det en smeltedigel af latinpop, jamaicansk dancehall og afrikanske trommer blandet med korsang, autotune og fængende discobeats. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Det er under diskokuglen på dansegulvet, Madonnas succes skal måles. Det er her, hun har vundet sine største sejre og her, hun har genopfundet sig selv igennem de seneste 40 år på ikoniske albums som »Ray of Light« fra 1998, hvor hun bragte spiritualiteten ind på dansegulvet eller 2000s »Music«, der trak på fransk filterhouse og hårdtslående electro.

De sidste 20 år har Madonna dog mistet sin position som verdens dansable trendsætter og overgivet poptronen til yngre popstjerner som Beyoncé, Ariana Grande og Rihanna. I det hele taget er de næste ti år af Madonnas karriere nok de mest udfordrende. For hvordan genopfinder man sig selv, når man er rundet de 60, men har baseret sit image på ungdommelighed og sex?

Onde tunger har allerede meldt Madonna ude af kampen, og hendes rent ud sagt tåkrummende optræden til Eurovision, hvor hun sang pivfalsk, har ført til spekulationer om, hvorvidt hun simpelthen ikke kan ramme tonerne længere.

Latinpop, dancehall og afrikanske trommer

På sit 14. album har Madonna genopfundet sig selv som »Madame X« – en hemmelig agent, der rejser verden rundt og kæmper for frihed med similibesat klap for øjet.

Albummet er indspillet dels i Portugal, hvor hun har boet de sidste mange år, og i London og New York. Musikalsk er det en smeltedigel af latinpop, jamaicansk dancehall og afrikanske trommer blandet med korsang, autotune og fængende discobeats.
Selv om latinpoppen må siges at være et slidt trick på popscenen, klæder den Madonna på førstesinglen »Medellín« med den columbianske reggaestjerne Maluma, ligesom »Future« med Migos-rapperen Quavo er en dovent vuggende dancehall-perle.

Men albummet er er også sært stilforvirret. »God Control« indledes med himmelstræbende gospelkor, men ender i dansabel discohouse, mens Madonna messer: Everybody knows the damn truth/ Our nation lied, we lost respect/ When we wake up, what can we do?

»Dark Ballet« starter som en klaverdreven ballade med autotune-omkvæd, men udvikler sig til en cabaretagtig spoken word-sag. Det ville muligvis give mening på en teaterscene, men virker underligt malplaceret midt på et popalbum.

Frelseren Madonna

Coveret på »Madame X« portrætterer sangerinden med munden syet sammen, og albummet er Madonnas mest politiske siden 2003s »American Life«. På »God Control« langer hun ud efter USAs våbenlove, og på »Batuka« er der en bredside til Donald Trump:
Get that old man/ put him in a jail/ Where he can’t stop us/ Where he can’t hurt us

Gennem årene har Madonna iscenesat sig som outsidernes ambassadør. På »Killers Who Are Partying« kammer rollen som den store popfrelser dog over, når hun messer:
I will be gay if the gay are burnt / I’ll be Africa if Africa is shot down/ I will be poor if the poor are humiliated

Tilbage på dansegulvet

Madonna er dog bedst, når hun skruer ned for de politiske paroler og op for reggaeton-rytmerne som på »Bitch, I’m Loco« eller 90er-housen på »I Don’t Search I Find«, der sender et anerkendende nik til hendes hit »Vogue« fra 1990. Den længselsfulde ballade »I Rise« lyder som noget, der kunne have været med på »Ray of Light« - og det er absolut et plus.

De numre er en længe ventet genkomst til dansegulvet, hvor Madonna er bedst. Men det udstiller også, hvordan de mere eksperimenterende tracks falder til jorden. »Madame X« har flere højdepunkter, men det er næppe et album, der vil skrive sig ind i historien eller indtage toppen af hitlisterne. Dertil er det alt for ujævnt.

Madonna: Madame X

Interscope Records/ Universal Music