Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Træningsprogram for ADHD-ramte forældre

Finn Korsaa: Enhver ledelsescoach ved, at hvis der er splid i ledelsen, kan det føre til kaos og ineffektivitet i virksomheden, på samme måde som et forældreskab, der mangler myndighed, kan føre til et kaotisk familieliv, der kan ende i en ADHD-diagnose. Børns behov for tryghed er først og fremmest betinget af forældrenes forhold til hinanden.

En psykiatrisk diagnose leverer både forklaring og skaber orden ved at udpege, hvem der er psykopat, hvem der har Tourette, og hvem der har ADHD. (Foto: JEANNE KORNUM/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere

Diagnoser kan udrette de særeste ting. Forfatteren Ib Michael havde fx lovet en anmelder tørre tæsk, hvilket vakte et vist postyr i litterære kredse. Men så kunne han oplyse, at han lider af Tourettes syndrom, hvilket betyder, at han ikke kan gøre for det. Han har det altså som bondemanden i historien om Lille Claus og store Claus, der også var en god mand, men som havde den forunderlige sygdom, at han aldrig kunne tåle at se degne. Kan man forstå, at Michael ikke kan være ansvarlig for sit temperament, må man til gengæld forbløffes over, at massemorderen Breivik kæmpede for at fastholde ansvaret for sin ugerning. Hvorfor gjorde han ikke som alle andre, der ønsker at blive skylden kvit? En psykiatrisk diagnose leverer både forklaring og skaber orden ved at udpege, hvem der er psykopat, hvem der har Tourette, og hvem der har ADHD. Vi turde være nået et stort skridt videre siden den amerikanske diagnosemanual, DSM, introducerede diagnosen ADHD i 1994. Kritikerne hævdede, at denne diagnose »gav næring til skadelige falske epidemier af psykiske lidelser hos børn«. Tilhængerne derimod er begejstrede over et tilbud, der har leveret en begrundelse og gjort det muligt at få diagnosticeret og behandlet børn med udviklingsforstyrrelser. Succesen, har glædet lærere, pædagoger, sagsbehandlere, socialrådgivere, forældre og ikke mindst aktionærer. Som bekendt er der ingen der ved noget om årsagerne til ADHD, hvilket må betyde, at den ene forklaring kan være lige så god som den anden. I de engelsktalende lande er ADHD en psykiatrisk diagnose. I Frankrig derimod anses ADHD for at være en lidelse, der er en følge af disharmoni i familien. Årets Cirkusrevy har også sit bud, der heller ikke er uinteressant. Her hedder det, at drenge får ADHD, mens piger får ph.d. Det griner man hjerteligt af ude på Bakken. Men der blev ikke grinet, da jeg startede ADHD-debatten i 2011 (ADHD-boblen – Berlingske 16.09.11). Jeg hævdede, at det umuligt kunne være rigtigt, at så mange børn pludselig var blevet psykisk syge, og havde jeg været i nærheden af Ib Michael, havde jeg uden tvivl fået klø. Nu måtte jeg nøjes med at blive irettesat af selviscenesatte ADHD-specialister med bemærkninger om, at jeg ikke vidste, hvad jeg talte om. Imidlertid må det være legitimt at spørge om, hvordan det kan gå til, at vore børn i løbet af så kort en årrække, er blevet dramatisk mere syge. At det ligner en virus-epidemi fremgår i øvrigt af, at det umuligt kan være belastende sociale forhold, der har ført til ADHD-epidemien: Fortidens børn levede vitterligt under langt vanskeligere sociale forhold end moderne børn.

Nu har Tryg-fonden bevilget økonomiske midler til en videnskabelig forsøgsordning, der er iværksat af ADHD-foreningen. Det drejer sig om udviklingen af et forældretræningsprogram for forældre til børn med ADHD. Programmet hedder Kærlighed i kaos og tager sigte på at yde hjælp til betrængte ADHD-ramte familier. Det er netop grunden til, at jeg vover at skrive om ADHD igen. Med fare for at blive skældt hæder og ære fra, føler jeg en trang til at støtte ADHD-foreningens initiativ ved at berette om de erfaringer, jeg selv har gjort på området. Der skete nemlig det, midt i den ophedede debat i 2011, at flere forældrepar henvendte sig til mig. De ville gerne vide, hvad de kunne gøre. Deres børn havde fået diagnosen ADHD, og de anede ikke deres levende råd.

Det ene af disse par betonede allerede ved indledningen til den første samtale, at det ikke var, fordi de var konfliktsky over for børnene. Tværtimod endte det ofte i højlydte skænderier, og moderen fortalte, at hun havde bedt børnene om at rydde op, sidde pænt ved bordet osv. i en uendelighed. »Men det er udmattende at skulle sige det samme 117 gange,« klagede hun. Det drejede sig om en mand og en kone og deres to drenge, der var ni og syv år gamle. Forældrene levede sammen som hund og kat. Hun råbte op og skældte ud, og han forsøgte at holde sig ude af skudlinjen, og brugte enhver lejlighed til at være på forretningsrejse eller til møde. Børnene var derfor mest overladt til deres mor, og hun var fortvivlet, for hun følte sig ladt i stikken, og at det var lige meget, hvad hun sagde, så trak manden sig følelsesmæssigt, og drengene gjorde som det passede dem. I starten var forældrerne forelskede og forstod hinanden. Men så fik de barn, og da de var enige om, at det var langt større at få barn end at have et parforhold, droppedede uden videre parforholdet. Efter det andet barn forsvandt den sidste rest af intimitet. Forholdet mellem dem blev mere og mere anspændt, og det eneste de kunne enes om, var at opfatte familiens levende debatniveau som sundhedstegn, der fx kom til udtryk, når kvinden råbte: »Det kan sgu da ikke være meningen, at det er mig, der skal lave alt her i huset, og du altid taler i mobiltelefon eller sidder med den pc-er«. Og da manden for længst havde sat sin myndighed over styr i forholdet, gav han sig til at forsvare sig og endte med at sige: »og hvem var det lige, der hentede børnene i går, og ryddede op i køkkenet i aftes?« Hun følte sig svigtet og afvist og følte, at hun stod alene med problemerne. Han følte sig ydmyget af hende, og afviste hende derfor seksuelt. Således skiftedes de til at afvise hinanden. De følte sig begge sårede og svigtede og var fulde af vrede og frustrationer over for hinanden. Det var baggrunden for deres oplevelser af at være stressede, thi stresset bliver man, ikke af for meget arbejde, men af en uoverskuelig og uafklaret situation. Det er opslidende at leve i et forhold uden kærlighed, og under indtryk af en konflikt, der ingen ende vil tage. Kampen føres fra det tidspunkt, hvor familielivet starter sidst på eftermiddagen og varer ved lige indtil om morgenen, når man har afleveret børnene i institutionerne. Børnene var således helt udleveret til den krigszone, som forældrene havde udviklet. Og da tryghed for et barn er afhængig af det parforhold, som forældrene har, så er der jo ikke noget at sige til, at børnene blev mere og mere frustrerede. Miljøet i en familie kan sammenlignes med miljøet i en virksomhed. Der er en ledelse og et antal medarbejdere, der har det med hinanden følelsesmæssigt som forældre og børn. Det er ikke tilfældigt, at moderne organisations- og management-teoretikere i disse år udvikler ledelsesfilosofiske ideer med inspiration fra familielivet, som det var i 1950erne, hvor mænd og kvinder stod sammen for at skabe ro i familielivet. Enhver ledelsescoach ved, at hvis der er splid i ledelsen, kan det føre til kaos og ineffektivitet i virksomheden, på samme måde som et forældreskab, der mangler myndighed, kan føre til et kaotisk familieliv, der kan ende i en ADHD-diagnose. Børns behov for tryghed er først og fremmest betinget af forældrenes forhold til hinanden.

Udfra sådanne overvejelser udarbejdede jeg en plan for parrets hverdag, hvor der blev afsat tid til familielivet og til parforholdet. Jeg lærte dem at lytte til og forstå hinanden og hjalp dem til at oparbejde respekt for hinanden. Det førte til, at de genoptog deres erotiske forhold. Jeg lavede desuden aftaler med dem om, at de optrådte som en enhed over for børnene i gensidig respekt. Det vil sige, at hvis den ene forælder havde en konflikt med et barn, så lod den anden være med at blande sig, således at konflikten uforstyrret kunne føres til ende. Ved at styrke parforholdet, lykkedes det dem at nå frem til en naturlig myndighed for deres forældreskab, og dermed var det ikke længere nødvendigt at gentage beskeder til børnene 117 gange. Arbejdet bestod netop ikke i at fokusere på de umiddelbare problemer med børnene, men snarere at spore parret ind i en proces, der førte dem tilbage gennem deres historie sammen. Dermed fandt vi årsagen til, at deres parforhold havde lidt skibbrud. Ved således at vende tilbage til forudsætningerne, åbnedes der nye muligheder, og på den baggrund etablerede de et parforhold på et nyt grundlag, og dermed blev opdragelsen af børnene til en overkommelig opgave.