Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skolen som en effektiv eksklusionsmaskine

De konkrete historier udtrykker implicit tilfredshed med den velkendte skole, hvor visse elever ekspederes ud af klassen og over i et specialtilbud til gavn for både eleven selv, de andre elever samt lærerens mulighed for at få undervisningen til at fungere.

Janne Hedegaard Hansen, Lektor i specialpædagogik, ph.d. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der synes ikke at være grænser for, hvordan man i den offentlige debat tillader at fremstille elever med udfordrende adfærd som uønskede i skolerne. Aktuelt problematiserer Lone Nørgaard i Berlingske 19.02, at de urolige og utilpassede elever direkte ødelægger undervisningen og indlæringen for resten af klassen. Debatten bliver til tider så skinger, at den kan minde om tidligere tiders heksejagt. Nu er det så elever med udfordrende adfærd, der jages.

De konkrete historier udtrykker implicit tilfredshed med den velkendte skole, hvor visse elever ekspederes ud af klassen og over i et specialtilbud til gavn for både eleven selv, de andre elever samt lærerens mulighed for at få undervisningen til at fungere. Idylliseringen af denne skolepraksis kan imidlertid problematiseres. Idéen om, at elever, der skiller sig ud, henvises til specialpædagogiske tilbud, har nemlig vist sig at have nogle utilsigtede konsekvenser, som kalder på nye løsninger i måden at organisere skolen og undervisningen på.

Langt færre af de henviste elever gennemfører folkeskolens afgangsprøve, færre af dem gennemfører en kompetencegivende uddannelse og færre af dem bliver i stand til at forsørge sig selv senere hen i livet, sammenlignet med andre elever. Det kan der være mange gode grunde til. Pointen her er, at udskillelse af elever til specialpædagogiske tilbud risikerer at fastholde denne gruppe i en marginaliseret position resten af livet. En adskillelse mellem almenpædagogikken og specialpædagogikken har altså ikke leveret de forventede resultater og har vist sig ikke at være tilstrækkeligt effektiv på trods af, at den har været meget omkostningstung. Den hidtidige skole har på det nærmeste udviklet sig til at være en effektiv eksklusionsmaskine, og det har aldrig været målet med at adskille almenpædagogik og specialpædagogik. Tværtimod.

Så målet om at udvikle inkluderende skoler stikker dybere end til et spørgsmål om at spare penge. Inklusion kan ses som et svar på de dominerende samfundstendenser, hvor der er sket en bevægelse væk fra den klassiske velfærdsstat, med fokus på forsørgelse og kompensation, hen mod en liberalisering af velfærdsstaten med fokus på selvforsørgelse og aktiv deltagelse.

Den skole, vi kender, har været et svar på den klassiske velfærdsstats problem- og løsningsforståelse, hvor kompenserende indsatser og forsørgelse har været en legitim del af løsningsstrategien. Tilsammen med et arbejdsmarked, der bød på ufaglærte jobs, har det ikke, som i dag, været nødvendigt for alle elever at lære. Men i dag er forsørgelse og ikke-deltagelse ikke længere en legitim politisk løsning. I stedet er målet at give alle mulighed for at deltage aktivt i samfundslivet. Den politiske vilje til at mobilisere flest mulige borgere i arbejdsstyrken gennem uddannelse, er da heller ikke til at tage fejl af.

Den politiske hensigt med den nye førtidspensionsreform er, at unge ikke bør have førtidspension, men i stedet tilbydes ressourceforløb, der skal gøre dem arbejdsmarkedsparate, primært gennem uddannelse. Den nye kontanthjælpsreform betyder ligeledes, at unge uden uddannelse i stedet for kontanthjælp modtager en lavere uddannelseshjælp med det formål, at de kommer i gang med en uddannelse.

Set i det perspektiv skal den inkluderende skole bidrage til at løse en anden samfundsmæssig opgave, end den skole, vi har kendt hidtil. Alle skal med på uddannelsesvognen, uanset handicap, sårbarhed, afvigelse m.m., så de bedst muligt beskyttes mod at leve et marginaliseret liv. Det kan man jo mene om, hvad man vil. Men det ændrer ikke ved, at der påhviler kommunerne en vigtig opgave med at få gjort flest mulige børn uddannelsesparate. Med til stadighed færre ufaglærte job og en fattiggørelse af unge uden uddannelse, vil manglende uddannelse fremover være den væsentligste risikofaktor i relation til marginalisering. Det er blandt andet skolernes ansvar at forebygge dette ved at få flest mulige elever gennem folkeskolens afgangsprøve.

Det sker ikke gennem eksklusion fra de eksisterende læringsmiljøer i skolerne, men netop gennem inklusion. Inklusion handler nemlig om, hvordan man kan gøre fællesskabet tilgængeligt for flest mulige elever, så de har mulighed for at deltage aktivt i skolernes faglige og sociale fællesskaber, uanset deres forudsætninger. Tanken er, at det optimerer deres muligheder for at gennemføre folkeskolens afgangsprøve, få en kompetencegivende uddannelse, og senere hen klare sig på arbejdsmarkedet. Både fordi de socialiseres til at begå sig i de samfundsmæssige fællesskaber, uanset deres forudsætninger og behov. Og fordi vi andre lærer at acceptere og håndtere forskellighed som en del af det normale. Endelig fordi forskellighed blandt elever under de rette betingelser gavner alle elevers læringsudbytte.

At skabe de rette betingelser kræver imidlertid en fundamental ændring af skolens organisering, undervisningspraksis og samarbejdsformer. Nogle kommuner har ikke rustet sig til opgaven i tilstrækkelig grad og i tilstrækkelig god tid på trods af, at inklusion har været på den ideologiske og politiske dagsorden siden starten af halvfemserne. De har ikke foretaget de nødvendige investeringer, der kan sikre, at skolerne, lærerne og andre professionelle rent faktisk kan løfte opgaven.

De alt for mange historier om børn, hvis behov ikke tilgodeses, kan derfor ses som udtryk for, at der ikke er etableret et inkluderende miljø, men at børnene blot er fysisk placeret. Ansvaret herfor kan aldrig rettes mod visse elevtyper eller særlige adfærdsformer. Når inklusionsprojektet ikke lykkes, skyldes det, at de ansvarlige har svigtet deres ansvar og dermed svigtet alle eleverne. Derfor går det også langt bedre med at udvikle inkluderende læringsmiljøer i de kommuner, der har investeret og over lang tid arbejdet målrettet på at omstille skolerne til at arbejde inkluderende.

Pointen er, at det ikke er elevens individuelle vanskeligheder, der skaber vanskelige faglige eller sociale situationer for eleven og klassen. Det er den måde, elevens vanskeligheder mødes og håndteres på af omgivelserne, der bestemmer, om et barn trives, lærer og udvikler sig i og med fællesskabet. Grænsen for inklusion vil derfor altid handle om fællesskabets måde at være fællesskab på, samt fællesskabets evne til at håndtere forskellighed, uden at det er i risiko for at bryde sammen.

Også Lone Nørgaards udfald mod de urolige eller ikke tilstrækkeligt kvikke elever, siger mere om Nørgaards forståelse af, hvad god undervisning er, hvem den underviselige elev er og hvad et godt læringsmiljø er, end det siger om eleverne som sådan. En forståelse, som hører den skole til, som man politisk er i fuld gang med at gøre op med, da den ikke længere modsvarer de samfundsmæssige behov.

Og da det alt andet lige ikke er lærerne, der udformer uddannelses- eller skolepolitikken, men de folkevalgte, så må også lærerne tage udfordringen op og interessere sig for, hvordan skolen og dens fællesskaber kan indrettes på en måde, så de kan gøres tilgængelige for de fleste elever, med det formål både at forebygge øget marginalisering samt forbedre alle elevers læringsudbytte. For det er klart, at forskellighed blandt elever ikke i sig selv ændrer på læringsmiljøet og heller ikke i sig selv øger alle elevers læringsudbytte.

Om den inkluderende skole er det bedste uddannelsespolitiske svar på samfundets udfordringer, er ikke det væsentligste her. Jeg hæfter mig ved, at den inkluderende skole er et vilkår. Både for lærere, elever og forældre. Så i stedet for at udpege visse elever som uønskede, burde diskussionen hellere rettes mod, hvem der skal have retten til at bestemme, hvem der skal udelukkes fra fællesskabet, for hvis skyld de udelukkes, hvordan de udelukkes, til gavn for hvem samt hvordan denne udelukkelse legitimeres og retfærdiggøres? Med andre ord, hvilke identiteter, forståelser, værdier, normer og interesser ønsker nogle skoler, visse lærere og forældre at beskytte for deres egen skyld gennem eksklusion af specifikke elever?