Lars Seiers opportunistiske nationalisme

Før påske begavede Saxobanks direktør, Lars Seier Christensen, Berlingskes læsere med endnu et af sin mange udfald mod det europæiske samarbejde. Det blev til spagat og krumspring mellem liberalisme og nationalisme. Men mest af alt viste det at Seier Christensen ikke har – eller vil – forstå, hvad EU er for en størrelse.

Foto: PETER MUHLY

Før påske begavede Saxobanks direktør, Lars Seier Christensen, Berlingskes læsere med endnu et af sin mange udfald mod det europæiske samarbejde. Efterhånden har Seier både proklameret EUs og euroens endeligt lige så mange gange, som den yderste venstrefløj har forudset kapitalismens undergang. Endnu har hverken Seier eller den yderste venstrefløj dog fået ret.

Seier har svært ved at finde ud af, om han er liberalist eller nationalist. Det ene øjeblik argumenteres for markedskræfternes frie spil, det næste øjeblik hyldes nationalstaten. Og atter engang fremdrages den nu detroniserede tjekkiske præsident Vaclav Klaus som det fremmeste eksempel på en anti-europæer. Indrømmet, det er svært at finde europæiske ledere, der slår Klaus i EU-surhed. Men det er måske derfor, den tjekkiske befolkning har foretrukket den EU-venlige Milos Zeman som ny præsident?

Det er noget af en spagat at være nationalist og liberalist på samme tid. Nationalisten tager jo udgangspunkt i det folkelige fællesskab, hvor vi alle skal passe på hinanden under statens beskyttende vinger. Det er sproget og det fælles kulturelle udgangspunkt, der binder os sammen. Liberalisten tager omvendt udgangspunkt i den enkelte borgers frihedsrettigheder. Uanset sprog, kultur, race eller religion skal individet have ret til at bestemme over sit eget liv.

For Seier handler det øjensynlig heller ikke om at argumentere for eller imod grundlæggende menneskesyn. Faktisk handler det slet ikke om at argumentere, men om at finde »våben«, der kan bruges i kampen mod det europæiske samarbejde. Ingen påstand er for tendentiøs til at blive brugt i dette »sønderlemmende« angreb.

»At vise sig loyal over for herskerne i Bruxelles og illoyal over for sine egne befolkninger er ofte vejen til gode stillinger med masser af kors, bånd og stjerner samt illusionen om politisk betydning blandt vennerne«. Man må forstå Seier således, at politikerne er ubegavede individer, som viljeløst underkaster sig EU med to mål for øje: opgivelse af egen magt og udslettelse af egne befolkninger. Hvad det er for kors, bånd og stjerner, vore underbetale og presseudskældte politikere tildeles, kommer Seier dog ikke ind på. Men det er jo i hvert fald godt, at befolkningen så kan støtte sig til den selvopofrende, fædrelandskærlige Seier.

Seier må dog atter gennem en spagat, når han bruger demokratiet som endnu et våben mod EU. Seier hævder således, at EU-landenes ledere har arbejdet »med en skjult dagsorden, nemlig at gennemtvinge fundamentet stykvis i mindre, men afgørende bidder, uden at have ulejlighed med at spørge de europæiske befolkninger«.

Men hvorfor spørge befolkningerne, når de alligevel gang på gang vælger politikere, der vil udslette befolkningen og egen magt? Måske fordi Seier ikke er særlig interesseret i at diskutere demokratiformer, men blot bruger demokratiet som opportunistisk argument.

Seier har åbenbart svært ved at forstå, at EU hverken har ambitioner om at blive en ny »nationalstat« eller et nyt USA. EU er et samarbejde mellem frie lande, og ethvert medlem har ret til at forlade samarbejdet – med eller uden folkeafstemning. Hver land bestemmer suverænt, om det vil gøre brug af folkeafstemninger, og hver lands befolkning kan sætte politikerne på porten, hvis de er utilfredse med deres håndtering af EU. Til dato er grønlænderne vist de eneste, der har valgt at forlade EU.

Man kan mene, at beslutningsprocesserne i EU forekommer kaotiske. Men anderledes kan det ikke være, når man har en union af frie (men ikke uafhængige) medlemsstater. I USA er den politiske beslutningsproces lige så kaotisk, den foregår blot bag lukkede døre. Men USA er en forbundsstat med centrale myndigheder på alle områder. Det er EU ikke. EU er en union af frie lande med regeringer, der vælges af befolkningerne i hvert enkelt land. Landenes regeringer krydser derfor klinger for åbent tæppe, og det giver befolkningerne fuldt indblik i, hvem der kæmper for hvad. Kaotisk, javel – men yderst demokratisk.

Det svarer til, at fjernsynskameraerne kunne snurre under regeringens drøftelser på Christiansborg. Mon ikke det ville afsløre et vist kaos?

Seiers påstand om, at europæiske politikere føler mindreværd over for USA, Rusland og Kina virker verdensfjern. EU-projektet har et meget begrænset militærpolitisk sigte, formålet er primært at skabe et velfungerende indre marked mellem landene samt sikre europæiske økonomiske interesser.

Det indre marked er kernen i EU-samarbejdet og på det område er en centralistisk styring ufravigelig. Gudskelov udspyr EU-kommissionen det ene harmoniseringsdirektiv efter det andet, for ellers ville vi den dag i dag have 27 forskellige regler for alt mellem himmel og ord. Det har vi ikke. Det virker nemlig bremsende på handlen imellem landene, at hvert land fastsætter egne (minimalt afvigende, men irriterende) regler.

Euroen er et vigtigt led i det indre marked. Men også her ved Seier ikke rigtig, om han skal være nationalist eller liberalist. Seier finder det således vigtigt, at hvert land har en centralbank, der kan manipulere den korte rente og valutakursen. Er det nu det enkelte menneske og den enkelte virksomhed, der står i centrum, eller er det den altfavnende nationalstat?

Skal staten virkelig have magt til at »konfiskere« hårdt arbejde borgeres formuer gennem en devaluering, blot fordi nogle dårligt drevne virksomheder har problemer med konkurrenceevnen? Det er mig ubegribeligt, at en liberalist kan være tilhænger af så mange kollektive spanskrør. Statens opgave er at sikre fornuftige rammebetingelser, ikke at manipulere med priserne. Troen på, at renter og valutakurser kan bruges effektivt i den økonomiske styring stammer fra en for længst svunden tid. I bedste fald kan rentenedsættelser og devalueringer tage fra sparerne og give til låntagerne. Det kan stimulere forbruget for en kort tid, men den langsigtede virkning er blot mere usikkerhed hos forbrugere og virksomheder.

Sådanne former for kollektiv afstraffelse hører slet ikke hjemme i moderne økonomisk politik. Her gælder det lange seje træk, hvor det overlades den enkelte virksomhed og den enkelte medarbejder at sikre sin egen konkurrenceevne. Seier tror dog åbenbart (i dette tilfælde) mere på statsmagtens kollektive løsninger.

Seiers opportunistiske nationalisme kommer endeligt til udtryk i hans opdeling af de europæiske folk efter karaktertræk. Han taler om »os« og de »fattigere, mindre disciplinerede og dårligere uddannede befolkninger, som altid har opfattet EU som et overflødighedshorn«.

Hvis Seier havde sat sig ind i tallene ville han vide, at f.eks. Italien altid har været nettobidragyder til EU, mens Danmark først er blevet det i nyere tid. I både Syd- og Østeuropa er der mange virksomheder, som klarer sig fantastisk, og der er rigtig mange borgere, der slider mere i det og til en lavere løn end mange af Seiers nordiske racefæller.

Seier har valgt at bosætte sig i Schweiz. Det kan jeg godt forstå, for det er vel verdens mest velordnede og mest demokratiske land. Jeg har selv et hus der. Landets indbyggere har tysk, fransk, italiensk og rætoromansk som deres modersmål. De har en fælles valuta – trods store forskelligheder mellem landsdelene. De enkelte kantoner har udstrakt autonomi, men de samarbejder alligevel om det væsentligste.

Efter min mening bør Schweiz være et forbillede for EU.