Folkekirken er truet

En kirkeforfatning med et centralt kirkeråd vil ikke blot være den største ændring i folkekirkens historie, og aldeles udemokratisk, det vil også være en begyndende opløsning af folkekirken. Jeg er enig med Jesper Langballe. En kirkeforfatning og et centralt kirkeråd vil adskille kirke og folk.

Foto: Niels Ahlmann olesen // Scanpix.
Læs mere
Fold sammen

Det er med forfatningsspøgelset, som med den hvide dame. Det går igen, men er heldigvis igennem mere end 100 år blevet manet i jorden. Som man kunne læse i Jesper Langballes kronik her i avisen i fredag, spøger kirkeforfatningen nu igen. I forvejen har Kirkeretselskabet, der er en privat forening, der ikke just er repræsentativ for kirkefolket i de enkelte sogne, sidste år fremlagt forslag til en forfatning, og kirkeministeren har nedsat en kommission med det formål at udforme en kirkeforfatning. De forskellige forslag til kirkeforfatninger har altid været udtryk for topstyring og bedreviden, og har derfor ikke hidtil haft gang på Jorden. Men der mases og mases for at få det uregerlige kirkefolk til at rette ind. Derfor er der god grund til at lytte til Jesper Langballes advarsler og komme på banen for at beskytte den danske folkekirkes enestående frihed.

For det er friheden, der er på spil. Både den åndelige frihed og friheden i det daglige også mere praktiske sogneliv. Fælles for de to ovennævnte initiativer er drømmen om magt og centralisering af folkekirken hen over hovedet på det kirkefolk, der i det daglige befolker kirkerne og sognegårdene ude i de enkelte sogne. Hvad eliten bag kirkeforfatnings-drømmene har på hjerte, kan man læse i en bog med titlen kirkens mund og mæle, der udkom for en snes år siden. Bogen er værd at læse til skræk og advarsel, fordi den afslører, hvad de begejstrede tilhængere af en kirkeforfatning drømmer om: et landsdækkende kirkeråd, der kan udtale sig på folkekirkens vegne, og som får magt til at disponere over sognene under dække af ønsket om det fælles kirkelige vel. Og hvem vil ikke gerne gøre noget for det fælleskirkelige vel. Men ensretning og opløsning af sognenes frihed, det er, hvad det fælleskirkelige vil blive med et centralt kirkeråd. Overalt, hvor man hører om det fælleskirkelige, bør man stoppe op og spørge sig selv, hvorfor det kirkelige vel ikke kan overlades til sognene selv. Den omtalte bog var et rent politisk manifest, og det var med forfatterne dengang, som det er med eliten i dag, at man så hen til, at det blev ens egen kirkepolitiske holdning, der ville sejre i folkekirken. For ikke sandt, kirken mangler fælles mund og mæle, og den mangel må en elitær synode naturligvis rette op på. Man hører hele tiden fra eliten, der har befolket toppen i diverse organisationer, at det er en mangel, at den danske folkekirke ikke kan tale med én røst. Ikke mindst når man rejser til udlandet og taler politik med andre kirker, der ikke er så heldige, at de har vores fremragende kirkeordning, så er det en mangel, at man ikke rigtig kan deltage i vedtagelsen af politisk prægede resolutioner om emner, der intet har med folkekirken, men med politik at gøre.

I mange andre lande er der nemlig kirkeråd, der kan tale på kirkens vegne. Og resultatet er indlysende. Dels bliver kirken politisk, dels siver medlemmerne. Se blot til Sverige, hvor kirke og stat er blevet skilt, kirkeforsamlingerne er blevet politiske og medlemmerne siver for slet ikke at tale om den lutherske kirke i Tyskland.

Når jeg er så arg en modstander af et centralt kirkeråd, så skyldes det dels, at et sådant råd med sikkerhed vil smadre den udstrakte åndsfrihed, som er folkekirkens fornemme kendemærke, og som er saltet i al åndsfrihed i samfundet Danmark, dels at enhver anden frihed i det daglige sogneliv vil blive stækket. Vi har i Danmark en enestående kirkeordning. Vi har den største udstrakte åndsfrihed, som tænkes kan, udviklet som den er siden Luthers tid og set gennem Grundtvigs briller og med den forudsætning, at folkekirken netop er sognene, og ikke et centralt råd. Vi har dertil et medlemsdemokrati gennem de enkelte menighedsråd. Den bærende enhed er netop sognet og ikke alle mulige ufolkelige overbygninger. Uanset, hvor mange bindinger, man tror, man kan lægge på et kirkeråd, så er det ikke muligt. Det er en ældgammel erfaring, at magthavere altid ønsker mere og mere magt, og at magten indskrænker friheden. For så vidt angår friheden i den praktiske dagligdag i sognene behøver man blot skele til Københavns Stiftsråd for at forstå, hvad et centralt kirkeråd med magt vil betyde for det enkelte sogn langt ud over stiftets grænser.

Københavns Stiftsråd har nu i årevis ført en kampagne for at få lukket en lang række kirker hen over hovedet på sognene. Kampagnen har været fulgt op af en så massiv pressedækning, så både medier og sognene selv er lige ved at tro, at de kirker og sogne allerede er nedlagt. Sådan er det dog ikke, for Stiftsrådet har (endnu?) slet ikke den magt, som det ønsker, og kirkeministeren har klogt igen og igen i Folketinget gentaget, at han kun kender sagen fra medierne og ikke har fået så meget som en indstilling fra Stiftsrådet. Det kan godt være, at der skal nedlægges kirker i København, men det, der skal lægges mærke til, er, at magtarrogancen i Stiftsrådet marcherer videre uden hensyn til, hvad sognene mener. Jeg nævner eksemplet, fordi det efter min mening løfter forhænget for, hvad magten i et kirkeråd udover begrænsning af åndsfriheden kan bruges til. Kirkelukninger over hele landet og hen over hovedet på menighederne.

Magten har det som vand. Den finder altid veje, medmindre der sættes en prop i. Den prop kan kun menighederne placere ved at deltage i den offentlige debat og sige fra. Det er menighedernes frihed, der er på spil. Jeg har ikke hørt nogen steder, hvor jeg har været rundt i menighederne, at man drømmer om, at andre skal tage selvbestemmelsen fra sognene. Tværtimod hører jeg igen og igen i sognene, at man finder, at udviklingen går i den forkerte retning og bort fra selvbestemmelsen i sognene. Men så sig det dog højt!

Værst er det dog, at et kirkeråd vil stække den åndsfrihed, som er folkekirkens kendemærke og enestående i verden. Når den antitotalitære og antiautoritære Grundtvig på sine gamle dage endte med at acceptere den folkekirkelige ordning med Rigsdagen som det øverste råd for den kirkelige lovgivning, var det netop, fordi han vidste, at et kirkeligt råd ville begrænse den åndelige frihed. Det interessante ved Grundtvigs synspunkt, som fremgår af en rigsdagsprædiken, er netop hans klare udmelding om, at han vælger Rigsdagens magt og netop ikke kirkemagten. Af hans frihedssyn udsprang både lov om sognebåndsløsning, lov om valgmenigheder og den øvrige kirkelige frihedslovgivning, som stadig er et fornemt kendemærke for den danske folke- kirke tillige med de lange traditioner for forkyndelsesfrihed og åndelig rummelighed. Og Grundtvig fortsætter fra prædikestolen med at fastslå, at hvis der skal være frihed i hjertets højeste anliggende, må lovgivningen for folkekirken blive hos kongen og Rigsdagen. Grundtvig havde levet et langt liv, da han fra prædikestolen i Christiansborg Slotskirke gav udtryk for disse næsten profetiske tanker om forholdet mellem statsmagten og kirkemagten. Han havde på sin egen krop oplevet kirkeautoriteternes forsøg på at indskrænke hans samvittighedsfrihed.

Siden Grundtvigs tid er magtspredningen yderligere udviklet. Vi fik menighedsrådsloven for mere end hundrede år siden, og vi har f.eks. den faste procedure i spørgsmål om ritualer, salmebog og andre spørgsmål, der involverer teologien, at kirkemagten indstiller til ministeren, men at ministeren formelt træffer afgørelsen med den virkning, at afgørelsen er underlagt parlamentarisk og dermed folkelig kontrol af et Folketing, der har et klart folkeligt mandat, der ved direkte valg og en meget høj valgprocent fornyes mindst hvert fjerde år. Et sådan demokratisk mandat vil et kirkeråd aldrig kunne opnå. En kirkeforfatning med et centralt kirkeråd vil ikke blot være den største ændring i folkekirkens historie, og aldeles udemokratisk, det vil også være en begyndende opløsning af folkekirken.

Jeg er enig med Jesper Langballe. En kirkeforfatning og et centralt kirkeråd vil adskille kirke og folk.