Fagbevægelsens ulighedskampagne skader Danmark

Uligheden var mindre i Danmark i 1992. Men gjorde det den enkeltes liv bedre, end det er i dag? Jeg tror det ikke.

»Det kan godt være, at danmark var et mindre ulige samfund i 1992, men det var også et mindre rigt samfund. En ny OECD-rapport konkluderer, at ALLE indkomstgrupper er blevet rigere. Alle. Det er fantastisk godt, og viser, at velstanden og væksten kommer alle til gode.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Flere dele af fagbevægelsen og venstrefløjen har skudt 2019 i gang med at problematisere uligheden i Danmark. Toppen er stukket af og skal stækkes, må man forstå. Jeg er både uenig i diagnosen og kuren. Vi kan ikke løfte bunden ved at stække toppen. Tværtimod risikerer vi, at Danmark bliver fattigere – og det går altså først og fremmest ud over dem, der har mindst.

Danmark er ikke et ulige land. Vi er et af de allermest lige lande i hele verden, og vi er milevidt fra at opleve de sociale og økonomiske skel, som man har i andre lande, hvilket jeg i øvrigt er glad for.

Men jeg er grundlæggende nervøs for, at det skader hele Danmark, hvis man køber fagbevægelsens argumenter. For mens de vil stække dem i toppen, vil jeg hellere forsøge at løfte bunden. Ja, jeg vil sådan set løfte alle.

Foto: Anders Samuelsen SH Steen Brogaa.

Lige lidt er ikke god lighed

For i Danmark er det sådan, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Det gør de bestemt også i dag. Men hvis vi skærer de bredeste skuldre til, så siger det jo sig selv, at de ikke kan bære det samme tunge læs, som de gør i dag.

Jeg kan forstå, at året 1992 står som milepælen for det samfund, som fagbevægelsen ønsker sig. Her var uligheden nemlig lavere i Danmark, end den er i dag.

Med den analogi burde fagbevægelsen måske blot ønske sig, at hele Danmark bliver som Langeland Kommune, der – ud over Læsø - lige nu er den mest lige kommune. På Langeland er mange på kontanthjælp og gennemsnitsindkomsten er på samme måde i den lave ende.

Det er synd, men beviser jo godt, at lighed ikke er godt, når alle har lige lidt.

Gentofte, landets mest ulige kommune

Omvendt er Danmarks mest ulige kommune Gentofte. Ja – Gentofte. Deroppe i Nordsjælland, hvor indkomster er lidt højere end de fleste andre steder. Uden heller at være ekspert i Gentofte,  slår det mig ikke som et sted, hvor folk mistrives. Tværtimod er få personer på offentlig forsørgelse og lønningerne er i den høje ende.

Og i min optik ville det være fantastisk, hvis vi kunne få alle danskere op på samme velstandsniveau, som de har i Gentofte. Det ville skabe et bedre land – på trods af uligheden.

Det handler jo om, hvilken dynamik, man mener vil fremtidssikre Danmark. For mig handler det eksempelvis om, at vi ikke skal begrænse dem, der er dygtige og har skabt virksomheder til gavn for sig selv, men så sandelig også Danmark.

Vi ser det jo i disse år, hvor der er vækst i Danmark. Hvor danskerne har flere penge mellem hænderne. Og hvor danske virksomheder har mere fyldte ordrebøger end længe. Det giver muligheder for os alle.

»Det skaber ringe i vandet, når flere har økonomisk overskud.«


Det giver ikke mindst mulighed for, at vi politisk både kan styrke velfærden, hvor der er behov og sænke skatter og afgifter til glæde og gavn for danskerne og danske virksomheder.

Men det giver også muligheder for den enkelte. Til i højere grad at tilrettelægge sit liv, som man ønsker det. Til at træffe valg, der gavner både én selv og fællesskabet. Man vælger måske i højere grad at få professionel hjælp, når vinduerne skal pudses eller også inviterer man familien med ud at spise en gang oftere, end man plejede. Det gavner én selv, men jo også vinduespudseren og de ansatte i biffen eller tjenerne på restauranten.

Det skaber altså ringe i vandet, når flere har økonomisk overskud.

Opsving har givet færre på offentlig ydelse

Jeg har selv oplevet det på allernærmeste hånd, da jeg arbejdede på Castberggård, der er en højskole og kursuscenter for døve og hørehæmmede. En af vores opgaver var at forsøge at finde arbejde til kursisterne, der altså alle havde et hørehandicap.

Det lykkedes at finde job til dem i flere tilfælde – men stort set aldrig, når virksomhederne var økonomisk trængt. Den virkelighed, jeg så dengang, er i høj grad grunden til, at jeg bliver ret indigneret, når venstrefløjen gang på gang argumenterer for, at den bedste hjælp til de svage er at beskatte og begrænse dem, der i høj grad skaber mulighederne for alle os andre.

Og for at det ikke bare skal blive anekdotisk bevisførelse, så har opsvinget i de seneste år hevet i titusindvis væk fra offentlige ydelser. Hvor personer, der i flere år har stået uden for arbejdsmarkedet, nu får en fod indenfor.

Sommeren '92 var ikke kun ren idyl

Jeg forstår godt, at fagbevægelsen vælger et budskab, der på overfladen tilgodeser dem med mindst på bekostning af dem med mest i samfundet. Det er helt sikkert et nemt budskab. Og det ser også godt ud i en annonce i avisen.

Men lad os vende tilbage til 1992. Vi vandt EM i fodbold, og det var en fantastisk sommer, som mange, herunder jeg selv, tænker tilbage på med glæde. Men vi glemmer måske lidt, at der i 1992 var mere end 300.000 danskere, der ikke havde et job. I dag er det tal heldigvis langt lavere.

Vi var også mindre rige i 1992. Både som nation og som enkeltpersoner. Det kan godt være, at forskellen mellem dem, der havde flest penge og dem, der havde mindst, var mindre. Men gjorde det den enkeltes liv bedre, end det er i dag? Jeg tror det ikke.

For kort tid siden kom OECD med en rapport om dansk økonomi. De var meget begejstret og roste Danmark for at have gennemført reformer, der har været gode og nødvendige.

De foreslog også at sænke en lang række skatter for borgerne og danskerne, hvilket jeg naturligvis er enig i.

Endelig var der også en vigtig pointe om indkomsterne Danmark. OECD konkluderer, at ALLE indkomstgrupper er blevet rigere. Alle. Det er fantastisk godt og viser, at velstanden og væksten kommer alle til gode.

Vi skal alle blive rigere

Og det er jo det, det handler om. At vi alle sammen skal blive rigere, så vi alle sammen får bedre liv. Er der så nogen, der bliver rigere end andre? Ja da. Men er det ikke blot et udtryk for jalousi, hvis man tillader sig at blive forarget over naboens nye store bil, hvis man selv har haft mulighed for at købe en ny bil, der måske bare er lidt mindre?

Og så er vi jo tilbage ved kernen. For når vi alle bliver rigere og oplever øget velstand, kommer det os alle til gode. Og den udvikling skal vi fortsætte.

Derfor frygter jeg også, at det vil gå ud over os alle sammen, hvis venstrefløjen med fagbevægelsen i spidsen får held til at forhindre toppen i at udlevere deres potentiale.

Desværre er det en tendens i tiden. »De rige snyder og skal straffes!« Den kommer også til at lyde igen og igen frem mod valget. Venstrefløjen forsøger at misbruge nogle af de grimme sager, vi har set i bl.a. banksektoren, hvor man slet ikke har levet op til sit ansvar. Uacceptable sager, der på ingen måde er i orden og skal straffes.

»Jeg vil hellere hylde og hædre danskere med succes og lære af dem og deres oplevelser.«


Men på ryggen af det forsøger man at rette et angreb på hæderlige og ordentlige virksomhedsejere, selvstændige og i det hele taget personer med succes. Socialdemokraterne er allerede i gang med forslag til en »supermillionærskat«, en højere beskatning af arv og sværere vilkår for iværksættere og deres investorer.

Det er drevet af jalousi og en arrogance, der skal udskamme danskere, som har fulgt deres drømme og skabt succeser, der kommer os alle sammen til gode i form af nye job og skatteindtægter.

Liberal Alliance og jeg vil hellere hylde og hædre danskere med succes og lære af dem og deres oplevelser. Give dem videre muligheder til at udnytte deres fulde potentiale. Til gavn for hele Danmark. Både i bund og top.