Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ulighed koster vækst og velfærd

Udviklingen går den gale vej. Velfærden krakelerer, uddannelser skæres og sociale ydelser udhules.

Mogens Lykketoft Fold sammen
Læs mere

Vi har alt for længe været udsat for de riges og mægtiges klager over at betale skat – og deres påstand om, at skatter bremser initiativ og virkelyst.

I USA har de vundet, og resultatet er en grotesk ulighed med stigende fattigdom, ringe almen velfærd og en koncentration af magt hos de få milliardærer og store multinationale selskaber, der også ejer aviser, TV og sociale medier, og som har købt mange politikere som deres lobbyister.

Den danske model har historisk vist sin styrke ved at skabe stor lighed, uden på nogen måde at bekræfte Cepos-profeterne eller højrefløjens politikere i, at ulighed er forudsætningen for dynamik og udvikling:

Danmark er som samfund et af verdens rigeste og mest lige. Vi sørgede for, at de allerfleste kunne få arbejde til en rimelig løn, og ingen styrtede i en dyb afgrund af fattigdom, hvis de en overgang ikke kunne få arbejde. Derfor er der mange flere af danskerne end af amerikanerne, der får mulighed for udvikle deres talenter og få et ordentligt betalt arbejde. Derfor har vi en arbejdsstyrke, erhvervslivet kan være tjent med. Derfor er vi, trods de høje skatter, enormt stærke på verdensmarkedet.

»Den mest ulighedsskabende skatteændring til dato var Lars Løkke Rasmussens rødvinsreform, der i 2009 afskaffede den såkaldte mellemskat. For en direktør med en løn på 10 mio. svarede det jo til en skattelettelse på ca. 600.000 kr. «


Men udviklingen går den gale vej. Velfærden krakelerer, uddannelser skæres og sociale ydelser udhules - også med den seneste finanslovsaftale mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti.

Det er en udvikling, der skal vendes.

Et trin er Socialdemokratiets forslag om at skaffe penge til bedre velfærd ved at fjerne den særligt lave skat på arbejdsfri indkomst: Topskatterabat på store kapitalindkomster, skattelettelser til høje aktieindkomster, højere beløb skattebegunstiget på aktiesparekonti og investorfradrag.

Der er også gode grunde til en ekstrabeskatning af lønninger i millionklassen. Et sådant forslag var for få år siden et slag i luften, men nu giver forslaget desværre et betydeligt provenu, fordi toplønningerne i erhvervslivet er gået over gevind. Det var livgivende, at Ørsted-koncerndirektøren Henrik Poulsen forleden udtalte sig om, hvor vanskeligt det var at forklare, hvorfor han skal have en halv snes millioner i årsløn - plus bonus.

Rødvinsreformen

Den mest ulighedsskabende skatteændring til dato var Lars Løkke Rasmussens rødvinsreform, der i 2009 afskaffede den såkaldte mellemskat. For en direktør med en løn på 10 mio. svarede det jo til en skattelettelse på ca. 600.000 kr.

Men der er en langt større opgave end at gøre op med de lave skattesatser for arbejdsfri indkomster og tage toppen af de groteske skattelettelser fra rødvinsreformen. Det er opgaven, som handler om at sikre, at rige mennesker og vældige multinationale selskaber overhovedet betaler skat i Danmark, når de tjener deres penge her. Den opgave har en national og en international vinkel.

Under Kristian Jensens lange skatteministertid i nullerne blev der sat en ødelæggende proces i gang med at nedbryde den danske skatteadministration. Senere regeringer har et medansvar, fordi de ikke stoppede vanviddet. Selv de seneste års reparationer er helt utilstrækkelige for et system, der stadig mangler penge til at købe de fornødne kvalificerede medarbejdere, til nye IT-systemer og til en genopbygning af det sammenbrudte ejendomsvurderingssystem.

Samfundet er derfor det seneste tiår gået glip af et stort tocifret milliardbeløb, der kunne have vedligeholdt velfærden. Det er dybt usandsynligt, at skattevæsenet kontrollerer velhavernes og virksomhedernes regnskaber, eller at de når at indkræve restancer. Udbytteskattesvindlerne havde frit løb.

Største skandale

Nedbrydningen af vores skattesystem er derfor den største skandale i nyere tid. Det er naturligvis svært at forstå for hårdtarbejdende lønmodtagere, at de skal betale deres høje skat, når samfundets top slipper udenom.

Luxembourg-fiduser og Panamapapirer har vist os, at en af de væsentligste årsager til stigende ulighed i verden er den massive skatteflugt til skattely på små øer i Caribien eller snedige skatteundtagelser også inden for EU, hvis man bringer pengene til Holland, Kanaløerne mv.

Danmark bør af al kraft kræve i EU, at vi i fællesskab gør op med dette uvæsen.

Men der er en anden udfordring, som er lige så vigtig: Det undergraver velfærden, at EUs medlemslande konkurrerer mod hinanden ved at skrue ned for selskabsskatten. Vi skal kæmpe hårdt for høje minimumskrav til selskabsbeskatningen, hvis vi mener kravet om åbent marked og lige konkurrencevilkår alvorligt.