Artiklen er opdateret i april 2019 med tal for 2018
Ved du egentlig, hvad din skat går til? Den går naturligvis til skoler, hospitaler og den slags, det ved de fleste. Men hvor meget har de forskellige områder rent faktisk kostet? Altså hvordan valgte vi via vores politiske repræsentanter at spendere de 1.140.503 millioner kroner, som blev brugt i 2018 i stat, kommuner og regioner?
Danmarks Statistik er for nylig udkommet med en opgørelse over, hvilke funktioner i samfundet skattekronerne går til.
»Social beskyttelse« er klart den største post af i alt 10 poster i opgørelsen. 490 milliarder kroner – svarende til 43 procent af de samlede offentlige udgifter – går til samfundets svagere grupper. »Alderdom« er den største udgift under social beskyttelse og tegner sig for 16,1 procent af de samlede offentlige udgifter.
Det betyder groft sagt, at hver gang du betaler 1.000 kroner i skat, betaler du via skatterne 161 kroner til alderdommen, det vil sige folkepensionen, tjenestemandspensioner og hjemmehjælp og mere af samme skuffe.
Til sammenligning koster arbejdsløse, det vil sige jobcentrene og dagpenge og kontanthjælp og den slags, i alt 4,0 procent af de samlede udgifter. Det beløber sig til 46 milliarder kroner, hvilket er et betydeligt fald i forhold til 2014, hvor udgifterne lå på 61 milliarder kroner. De hører også under »social beskyttelse«.
Fra de sociale ydelser er der langt ned til andenpladsen, hvor »sundhedsvæsenet« ligger. Det tegner sig for 16,4 procent af alle de offentlige udgifter svarende til ca. 187 milliarder kroner. Det betyder, at 164 for hver 1.000 af dine skattekroner i dag går til sundhedsvæsenet. Beløbet er steget de senere år. I 2014 var beløbet 156 kroner.
Længere nede ad listen ligger udgifterne til forsvaret, hvis udgifter er 26 milliarder kroner. Det svarer til 2,3 procent af alle de offentlige udgifter.
Indtast din løn, eller hvor meget du betaler i skat, og se, hvor mange kroner der går til hvert område.
Kilde: Danmarks Statistik, opdateret i december 2018 med de nyeste tilgængelige tal.
Note: Omregningen fra udgifter til skattebetalingen er naturligvis en forsimpling og bygger på den rimelige antagelse, at indtægterne fra indkomstskatterne fordeles på udgifterne på samme måde som andre indtægter, for eksempel de indirekte skatter som moms.