Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Berlingske har fået ulighedsstoppet galt i halsen

Ulighed påvirkes af politiske beslutninger, som fagbevægelsen ikke er en del af. Når arveafgiften sættes ned, når skat på aktier og personindkomst sænkes, så stiger uligheden, ligesom den gør det, når kontanthjælp og dagpenge sænkes.

Lizette Risgaard
Lizette Risgaard vil bekæmpe uligheden, der opstår gennem politiske beslutninger. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix 2017 Fold sammen
Læs mere

I juledagene lancerede jeg fagbevægelsens forslag om et ulighedsstop. Det har afledt en god debat om, hvordan vi som samfund forholder os til den stigende ulighed.

Berlingskes samfundsredaktør, Bent Winther (BW), har dog fået forslaget helt galt i halsen. Det kommer til udtryk i en såkaldt debatanalyse 2. janaur, der dog mest minder om et polemisk debatindlæg.

Lizette Risgaard Fold sammen
Læs mere

Pakket godt ind i en »hvad-med-dig-selv«-argumentation afslører BW en kæmpe misforståelse, når han skriver, at fagbevægelsen ikke selv udretter noget, når det handler om at bekæmpe ulighed. Den påstand er direkte forkert.

Fagbevægelsen har altid været sit ansvar bevidst. Vi har i konstruktivt samarbejde med arbejdsgiverne indgået aftaler om løn- og ansættelsesvilkår under hensyntagen til både vores medlemmer og dansk økonomi. Det har skabt høj arbejdsmarkedsdeltagelse kombineret med gode løn- og ansættelsesvilkår, og en relativt lige lønfordeling sammenlignet med andre lande. Det tillader vi os at tage en del af æren for.

Vi tager solidarisk ansvar ved overenskomstbordet. Det handler f.eks. om at hæve bunden for de aftalte lønniveauer. At sætte penge af til voksen-, efter- og videreuddannelse og pension. At sikre gode forhold under sygdom og barsel. Alt sammen forhold, der er med til at skabe et mere trygt og lige samfund.

»I fagbevægelsen er vi ikke imod de rige. Man må gerne tjene mange penge. Man skal så blot bidrage lidt mere til fællesskabet. Det er den model, vi historisk set har valgt i Danmark.«


Forslaget om et ulighedsstop har imidlertid fokus på den politiske del. For uligheden i Danmark påvirkes også af politiske beslutninger. Når arveafgiften for familieejede virksomheder og skatten på høje aktie- og personindkomster nedsættes, så stiger uligheden. Når kontanthjælp og dagpenge reduceres, så stiger uligheden. Og når der spares på beskæftigelsesindsatsen og indsatsen mod social dumping – ja, så stiger uligheden.

Det er den forkerte vej for Danmark. Ulighedsstoppet er et nødvendigt redskab til at ændre kurs.

Vi er ikke imod de rige

I fagbevægelsen er vi ikke imod de rige. Man må gerne tjene mange penge. Man skal så blot bidrage lidt mere til fællesskabet. Det er den model, vi historisk set har valgt i Danmark. Og den vil vi gerne holde fast i. For Danmark er ikke blevet et rigt samfund på trods af – men på grund af – at vi også er relativt lige og trygge. Hvor vi omfordeler velstanden og investerer i hinanden, så vi skaber en holdbar vækst, som er for flere end kun de få. Det er en vindermodel, vi skal holde fast i.

Når vi nu gradvis bliver mere ulige – fordi der er politikere, som hellere vil give skattelettelser i toppen end investere i fællesskabet – råber vi vagt i gevær.

Tiden er ikke inde til at dele flere gaver ud til de rigeste, men til at investere i uddannelse, i et trygt sikkerhedsnet og velfærd. For det er fællesskabet, der former fundamentet for den høje velstand. Det har vi i fagbevægelsen for øje. Derfor er BWs påstand om en kræver-mentalitet helt urimelig. Vi er vores ansvar bevidst på de områder, hvor vi har indflydelse. I Folketinget er det politikerne, som må være deres ansvar bevidst. Med disse ord håber jeg, at også BW nu forstår, hvad ulighedsstoppet handler om.