Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker du at sende et debatindlæg til Berlingske.

Større forskel på rig og fattig går ud over børnene i Danmark

Den liberalistiske tilgang til velfærdsstaten har sat et tydeligt aftryk på Danmark. Den voksende ulighed er et skråplan.

atm
Siden 2002 er de fattigste reelt blevet fattigere, og målt efter den tidligere officielle fattigdomsgrænse er antallet af fattige fordoblet siden 2002. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Anders Fogh Rasmussen indførte ikke minimalstaten. Men han gik i gang, og vi ser nu, hvordan den liberalistiske tilgang til velfærdsstaten har sat et tydeligt aftryk.

Siden 2002 er der sendt 52 mia. kr. ud i indkomstskattelettelser. Der er blevet større forskel mellem rig og fattig, og Danmark er blevet et mere socialt opdelt land. Oven i købet med en stigende geografisk skævvridning, som nu også går ud over børnene. Det er et kæmpe problem.

Per Christensen Fold sammen
Læs mere

De tømmermænd, der kom efter festen i de glade dage i 00erne, har ramt skævt. Regningen efter krisen er blevet betalt med store arbejdsmarkedsreformer og en ekstrem stram udgiftsstyring. Den offentlige velfærd følger hverken med befolkningen eller tiden.

Uligheden stiger

Vi oplever, at uligheden stiger med raketfart. Den er blevet uanstændig.

Siden 2002 er de fattigste reelt blevet fattigere, og målt efter den tidligere officielle fattigdomsgrænse er antallet af fattige fordoblet siden 2002. I den anden ende af indkomstskalaen ser vi en stigning på en fjerdedel af antallet af millionærer.

»Der er flere tegn på, at det i dag er sværere at bryde den sociale arv end tidligere.«


Det allermest nedslående er uden tvivl, at antallet af fattige børn også er fordoblet siden 2002. De helt nye tal viser oven i købet, at på bare to år er der over 20.000 flere børn, der lever i en fattig familie. Endvidere er der blevet flere enlige mødre på kontanthjælp, der ikke har råd til julegaver eller til de fritidsaktiviteter som alle andre børn går til.

Der er flere tegn på, at det i dag er sværere at bryde den sociale arv end tidligere.

Det er ikke ok.

Fattigere fællesskab

Væksten i den offentlige service er stort set gået i stå efter krisen, selv om antallet af børn, unge og ældre er vokset markant i samme periode.

Velfærden følger hverken med befolkning eller tiden. Billedet af en gigantisk og løbsk offentlig sektor holder ikke. Målt i forhold BNP ligger det offentlige forbrug i dag på 2002-niveau, og ser man bort fra sundhedsudgifterne, ligger det offentlige forbrugs andel af de samlede samfundsudgifter 30 mia. kr. lavere end for 16-17 år siden, målt i 2018-niveau.

Sætter man antallet af kernebrugere af den offentlige service i forhold til de beskæftigede, var der 380 ansatte i offentlige servicefag per 1.000 kernebrugere i 2002. I dag er det tal ca. 355.

Samtidig ser vi, at det offentlige fællesskab, der især skal tage hånd om dem, der har brug for hjælp, er sat på slankekur. F.eks. er antallet af fuldtidsstillinger i ældreplejen faldet med 3.700 på tre år.

Og i de sidste ca. ti år er over 8.000 lærerstillinger forsvundet. Det barn, der især har brug for hjælp i den danske folkeskole, har betydeligt større risiko for at ende i en overfyldt skoleklasse. Der er blevet færre til at gøre rent på vores skoler og plejehjem. Over de seneste otte år er de kommunale serviceudgifter pr. borger således faldet med 0,4 procent i gennemsnit om året.

Reform-pisk

Der er stort set ikke et overførselsområde, der ikke er blevet reformeret siden 2002. For langt de fleste reformer gælder, at det er pisken, der har været fremme, og at det er i den nedre del af indkomstfordelingen, vi finder de hårdest ramte. Alligevel har man fra politisk hold fortsat prioriteret at dele skattelettelser ud, som især er gået til de mest velstillede.

»Hvis børn lever i fattigdom bare et enkelt år, vil de generelt set få vanskeligere kår resten af livet.«


Det er svært at tolke det anderledes, end at Foghs liberale ideer ikke længere er en drøm, men en politisk opskrift, som dagligt omsættes. Resultatet er mindre fællesskab og mere ulighed.

Denne udvikling er sket på kun lidt mere end 15 år. Finanslov på finanslov. Reform på reform har langsomt, næsten umærkeligt, forandret Danmark. Meget få beskæftiger sig med denne grundlæggende ændring af det danske samfund.

I stedet fokuseres på, om fregatten Jylland vil få ekstra midler ved finansloven eller om der bliver råd til at sætte elafgiften ned for dem, der måtte være så heldige at have en spa i deres luksus-sommerhus.

Men for de mennesker, der er blevet fattige i denne periode, er det ikke umærkeligt. De mærker det hver dag. Mange vil mærke det resten af livet.

Forskning viser, at hvis børn lever i fattigdom bare et enkelt år, vil de generelt set få vanskeligere kår resten af livet. Det gælder i forhold til udsigten til selv at stifte familie, få uddannelse og job. Det gælder udsigten til et langt og sundt liv.

Tryghed skrumper

Danske lønmodtagere sættes under pres, når vi går fra en skandinavisk velfærdsmodel til en mere liberal velfærdsmodel. Forringede dagpenge, nedsat kontanthjælp og integrationsydelse presser lønnen. Det vil en nedsættelse af beløbsgrænsen for import af arbejdskraft fra lande uden for EU også gøre.

Det er på tide, at den liberalistiske model får modstand. Vi skal ikke ende med et polariseret samfund som det britiske – for slet ikke at tale om et samfund som det amerikanske, hvor det er de få, der har, og de mange, der ikke har. Hvor man ikke kan leve af et job, hvis man er arbejder. Hvor man ikke kan betale sine børns uddannelse.

Her er vi endnu ikke i Danmark. Og netop derfor er det nu, vi skal stoppe op – inden vi når helt derhen.

De kommende års politik – sådan som det tegner sig med finansloven for 2019 – er en udhuling af velfærden og den offentlige service. Dertil kommer, at folkepensionsalderen stiger fra 2019, og allerede i 2022 er den på 67 år.

Efterlønsalderen vil i 2027 være 65 år. Samtidig buldrer det derud af, og der er travlt på vores arbejdspladser. Det skaber utryghed – også hos 3Ferne. Mange er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet når frem til pensionsmålstregen og om, hvordan tilværelsen som pensionist vil forme sig. De er samtidig dybt bekymret for de næste generationer. Det er ikke ok.

Hvad skal gøres?

Opskriften på, hvordan vi får Danmark tilbage på sporet, er enkel:

For det første skal vi fastholde et stærkt og omstillingsparat arbejdsmarked. Det gør vi ved at sikre moderne arbejdspladser og ved at sikre, at den enkelte kan bruge energi på at fastholde sin værdi på arbejdsmarkedet.

På vores arbejdspladser skal der være plads til alle, der kan og vil – både i starten og i slutningen af et langt arbejdsliv. Og når man i perioder står uden job, skal ydelserne ikke være så skrabede, at man dårligt har mulighed for at betale sin husleje eller sine børns lejrskole. Det er ikke ok.

For det andet skal der i kommunerne være mulighed for at bruge mere på den offentlige service end det, regeringen giver dem lov til. Den nuværende styring af kommunerne forhindrer, at der investeres i mennesker, at der investeres i uddannelse og forebyggelse. Det går ud over de ældre og de unge, og det er ikke ok.

For det tredje skal vi gøre op med sangen om, at skattelettelser er vejen til evig lykke, uanset om det er for vores private økonomi eller virksomhedernes rammevilkår.

Ingen af delene genkender vi i 3F som en samfundsmæssig udfordring, tværtimod. For vores brancher og for vores medlemmer har det enorm betydning, at vi i Danmark – i modsætning til vores nabolande – stadig kan være sikre på vores sociale sikringsordninger, på at der investeres i uddannelse og på at bryde den sociale arv.

Med den nuværende regerings fortsatte sparekurs er det nemt at gætte, hvem der også her bliver taberne. Og det er ikke Fritz og Paul fra Rungsted.

Kort sagt: Der skal rettes op på den skæve udvikling og på den stigende ulighed. Der skal investeres i mennesker og velfærd – i udvikling og tryghed. Det er det, der sikrer et stærkt og smidigt arbejdsmarked, også i fremtiden.