En bindestreg til forskel

Vi kan kan ikke finde ud af, hvad vi skal kalde borgere med en anden herkomst end dansk. Vi sejler rundt i »andengenerationsindvandrer«, »fremmedarbejder« og det helt håbløse »etnisk«. Brug dog bindestregen, ligesom når vi taler om en »dansk-amerikaner«.

15debMayaBramSommer.jpg

Hvornår er man dansk? For et par uger siden blussede danskhedsdebatten op igen, mere specifikt om, hvornår man er dansk nok til at blive kaldt dansk.

Denne gang er debatten udsprunget af sangeren Basims udtalelse: »Jeg er ikke indvandrer!« Basim har marokkanske forældre, men er født og opvokset i Danmark. Han føler sig som dansker. I den sammenhæng har også vores ligestillings- og integrationsminister Manu Sareen (R) meldt sig på banen. Han har ligeledes en anden kulturel baggrund end dansk og siger, at han helst vil kaldes dansk-inder – med bindestreg.

Efter fem års dialogmøder landet rundt har Grænseforeningens 35 kulturmødeambassadører, som jeg er projektleder for, forsøgt at forklare, hvorfor denne bindestreg gør en vigtig forskel, og vi hilser opbakningen fra både det kulturelle og politiske Danmark velkommen.

Grænseforeningens kulturmødeambassadører er alle bindestregsdanskere. Nogle er sydslesvigere fra det danske mindretal, som føler sig »dansk-tyske«, nogle er sønderjyder fra det tyske mindretal, som føler sig »tysk-danske« og endelig er mange af dem danske statsborgere med bl.a. tyrkisk, grønlandsk og tamilsk kultur i bagagen. Trods deres forskellighed har de det til fælles, at de har mere end én kultur i bagagen.

Til Nyhederne på TV 2 udtalte Basim 25. marts, at han kalder sig dansk, fordi han føler sig dansk. Det afstedkom en livlig debat, om det nu også var korrekt? Men er det ikke kun Basim selv, der kan afgøre sin identitet?Berlingske bragte i den forbindelse (25. marts 2014) artiklen »Hvis vi ikke inkluderer hinanden i sproget, bliver vi det heller ikke i praksis«. Artiklen giver udryk for selve problemets kerne: Med ord som »gæstearbejder«, »fremmedarbejder«, »indvandrer«, »flygtning«, »2. g’er« og det helt forvrøvlede »etnisk« har vi i forskellige perioder forsøgt at beskrive borgere, der er kommet til Danmark eller er efterkommere til denne gruppe. Fælles for de nævnte betegnelser er, at de skiller »dem« ud fra »os«. Det danske indgår ikke. Derfor spørges der i artiklen efter en bedre betegnelse.

Mit forslag er bindestregen. En bindestreg som vi i årevis har brugt og anerkendt når det handler om dansk-amerikanere, men tilsyneladende har reserveret til denne gruppe. Gyldendals røde ordbøger har i årevis haft betegnelsen »bindestregsamerikaner« i den dansk-engelske ordbog, men ikke »bindestregsdansker«.

Vi taler sammenhængskraft og inklusion i ét væk. Men stigmatiserer løs, når vi omtaler de borgere, som vi ønsker, skal være en del af samfundet. Hvilket paradoks! Hvorfor er det så svært for os at anerkende, at man godt kan være dansk, selvom man ikke hedder »Jensen« til efternavn og serverer lagkage på sin fødselsdag? Og endnu sværere, hvis der er tale om en medborger, som ikke kan tale et klokkeklart dansk?

Svaret hænger sammen med, hvorfor det først er nu, at bindestregsidentiteten begynder at blive taget i brug i Danmark. Det grunder i vores forståelse af dansk/national identitet. Særligt siden 1864 har vi danskere været et meget homogent folk (frem til 1960erne), og det er måske især i den monokulturalitet, at vi skal finde svaret på, hvorfor det er så svært for os at anerkende det flerkulturelle.

I Danmark har vi i udbredt grad haft en meget assimilerende tilgang til vores etniske minoritetsgrupper, omend vi i årtier brugte begrebet »integration«. Og netop den assimilerende tilgang kommer f.eks. til udtryk, når vi gang på gang bruger begrebet »indvandrer« om medborgere med anden etnisk baggrund end dansk. »Du er helt ikke som os«, kunne vi lige så godt sige. Men det er muligt både at være dansk og noget andet. Dette er ikke det samme som at være hverken-eller, som nogle ellers holder stejlt på.

»Man kan jo aldrig sige noget om noget, hvis det hele skal være så politisk korrekt!« er ofte den reaktion, jeg møder, når jeg debatterer disse begreber.

Jeg benægterikke, at vi har brug for bokse for at tale om specifikke problemstillinger. F.eks. giver det mening at specificere et udseende, når politiet efterlyser en gerningsmand, ligeså vel som det giver mening at fortælle vedkommendes køn, højde og drøjde. Det er ikke diskriminerende, fordi det er relevant. Det samme gælder, når vi taler om etniske minoriteter (som i denne sammenhæng er en relevant betegnelse) i forbindelse med f.eks. modersmålsundervisning.

Men jeg mener på ingen måde, at det er relevant at kalde Basim for »indvandrer« i en snak om det danske Melodi Grand Prix, hvor Basim overhovedet ikke demonstrerer sin marokkanske oprindelse. Efternavnet er endda sløjfet, måske for at undgå, at vi etniske danskere skal få aftenkaffen galt i halsen i forsøget på at udtale det.

Kan vi egentlig ikke bare gå hele vejen og kalde alle, der bor i Danmark, for danskere? Det burde være udgangspunktet. Men identitet er mere nuanceret end som så. De fleste med en flerkulturel baggrund vil ikke, og jeg vil faktisk gå så langt som til at sige kan ikke, efterlade modersmål og samtlige traditioner, vaner etc. Det er en del af identiteten. Det er individuelt, hvor meget den fylder, og afhænger naturligvis også af, hvor mange generationer man har været bosat udenfor oprindelseslandet. Derfor vil »dansk« ikke altid være dækkende. Men der også en anden årsag til, at det kan være svært for nogle at kalde sig danskere.

For en borger, hvis oprindelige kultur fylder meget, kan det i dagens Danmark nærmest føles som en krænkelse at blive betegnet som dansker. Hvorfor? Måske fordi det er en meget snæver definition af danskhed, vi har præsenteret vores nye borgere for. En definition, der ikke giver plads til hele borgerens identitet. I princippet skal der også være plads til, at man kan kalde sig »marokkaner«, hvis det er sådan, man ser sig selv, eller »dansk medborger«. Men det vil unægtelig give udtryk for, at vedkommende føler sig lidt fremmedgjort i Danmark.

Omvendt er det heller ikke muligt at være bosiddende i et land i længere tid uden at blive præget af det. Det er derfor ofte en halv sandhed at fastholde en flerkulturel borger i én identitet. Her kan bindestregen gøre hele forskellen. Vi kan vise, at det er muligt for den enkelte at være dansk på sin måde.

Bindestregen signalerer, at man kan være både-og. Man kan godt have det danske i bagagen foruden det marokkanske eller indiske. Og det siger nu også minister Manu Sareen, som kalder sig dansk-inder.

Når Grænseforeningens kulturmødeambassadører går i dialog med andre flerkulturelle danskere, har de fået en tilkendegivelse af, at de også føler, at de har brug for en bindestreg. For de er både danske og noget andet. Den anerkendelse af den flerkulturelle identitet kan gøre hele forskellen.

I det dansk-tyske grænseland efterlever man det princip, der blev skrevet ind i København-Bonn Erklæringerne af 1955: »Minderheitistwerwill«. Det betyder, at hvis en tysk statsborger føler sig som dansker, er han dansker, og det er uafhængigt af stamtavle og sprogkundskaber. Det samme princip gælder for sønderjyder, der føler sig tyske. Og endelig føler mange i grænselandet sig som både danske og tyske, uden at kunne vælge den ene kultur fra. Og for dem er bindestregen vigtig for at kunne beskrive deres identitet – og det er kun dem selv, der afgør, om de er danske, tyske eller både-og.

Hvis vi overfører princippet fra København-Bonn Erklæringerne til resten af Danmark, vil det betyde, at Basim selv kan definere, om han er dansker, marokkaner eller dansk-marokkaner. Og der er vel ikke nogen, der kender ham bedre end han selv? Med den løsning ville vi undgå mange hovedbrud med at finde rundt i begreberne »andengenerationsindvandrer«, »etnisk« osv. Og, tror jeg, føre til en øget sammenhængskraft i Danmark.