»Det er ved at udvikle sig til en helt god aften. Selv for en sur gammel mand fra Jylland« konstaterede Allan Olsen med sin vanlige tørre og underspillede jyske lune lidt inde i sin udsolgte koncert i Vega. Noget af en underdrivelse, må man sige. For frederikshavneren viste sig torsdag aften fra sin mest tændte og knuselskeligt sprælske side, så aftenen var ikke bare »helt god«, den var rigtig god. Og rigtig sjov, som altid i Olsens gode selskab.
De sidste mange år har Olsen primært turnéret solo uden band, men omstruktureringen fra enlig trubadur med akustisk guitar, til kaptajn for et gnistrende og gyngende rockorkester klarede den 60-årige veteran uden større problemer. Her var det generelt fedt at høre den nordjyske original folde sig ud elektrisk. Ikke mindst takket være hans band, som talte blandt andre guitaristen Lars Skjærbæk, tangentspilleren Gæst Vincent samt medlemmer fra aftenens support act, country-folk-orkesteret Jonah Blacksmith fra Thy.
Med disse kyndige folk i ryggen iscenesatte Olsen flere af sine kendte og elskede sange i nye og spændende soniske klæder. Åbningsnummeret »’49« vuggede afsted på et dystert groove, Historien om den raserede gravko i »Mergelgraven« blev til en sej bluesrocker i halvtempo, den vanvittig smukke vinterhymne »Frossen Fuldmåne« fik et semi-elektronisk skær, mens »Lille Øred« fik sig en vellykket bluegrass overhaling.
Olsen trakterede også med lidt nyt i form af tre glimrende nye sange, hvor særligt den herligt flabede sang »mågerne som skulle skydes« brændte igennem. Her serverede Allan vidunderligt obskure lyriske krumspring som »brug det her hashtag / hvis du synes min måge er LOL«. Hovedpersonen skruede efterfølgende helt op for sin sublime galimatias-entertainercharme og lovede publikum »ren Lilholt-orgasme« og »vulgær populisme«, hvis de satte i gang med »lalala«-koret. Som sagt så gjort.
Den måge var så afgjort pænt LOL. Og Allan Olsen var gudskelov vanligt vanvittig.
Hvem: Allan Olsen
Hvor: Store Vega, torsdag
